Nordens citron er moden nu

Havtornebuskens blomster er i løbet af sommeren blevet skiftet ud med orangegule runde bær, som her ved overgangen til september er klar til plukning.

Vil man på jagt efter havtornbuskene og de orangegule bær, skal man typisk lede langs kysten, men der findes også havtorneplantager rundt i landet, blandt andet i Nordjylland og på Bornholm.
Vil man på jagt efter havtornbuskene og de orangegule bær, skal man typisk lede langs kysten, men der findes også havtorneplantager rundt i landet, blandt andet i Nordjylland og på Bornholm. . Foto: Karsten Schnack/Scanpix.

De er sure som citroner, sunde som appelsiner og lige snart modne og klar til at blive plukket. Havtornebuskens blomster er i løbet af sommeren blevet skiftet ud med orangegule runde bær, som her ved overgangen til september er klar til plukning.

Ud over at modnes nu er havtornens frugt, der på grund af sin surhed også kaldes ”Nordens citron”, ved at blive en moderne spise herhjemme, siger naturvejleder hos Naturstyrelsen Jes Aagaard.

”Havtornen har været glemt i nogle år, men bliver i dag brugt på de fineste danske restauranter og gør sig godt i mad, juice, marmelader, som granulat og til panering, hvor den bidrager med sin karakteristiske syresmag. Derudover indeholder den ekstreme mængder af vitaminer. Et bær indeholder for eksempel den samme mængde C-vitamin som en appelsin.”

Forskere peger på, at havtornens bær, ud over at indeholde mange vitaminer, også kan sænke risikoen for sukkersyge, hjertekar-sygdomme og kræft.

Det er dog ikke så ligetil at plukke de moderne bær, som ikke løsner sig fra busken, når de er modne, og som ikke har ordet ”torn” i navnet for ingenting.

”Buskene er ekstremt tornede. Det er som at plukke bær i en rulle pigtråd,” siger Jes Aagaard.

Ifølge naturvejlederen må havtorn gerne plukkes fra offentlige arealer til eget brug, hvilket svarer til cirka en kurvfuld. Vil man på jagt efter buskene og de orangegule bær, skal man typisk lede langs kysten, men der findes i dag også flere havtorneplantager rundt i landet, blandt andet i Nordjylland og på Bornholm.

Havtornebuskens bær skal have frost, før de er gode og bør derfor puttes i fryseren, en dag før de skal bruges.