Noter

En 92-årig kvinde, der af en læge var erklæret død, gav en bedemand et chok, da hun vågnede op i en kiste og spurgte: ”Hvor er jeg?” Den tyske bedemand besvimede, da den ældre kvinde skød låget på kisten til side, da hun befandt sig i Münstermanns Begravelsesforretning, skriver den britiske avis Mirror på nettet. Da bedemanden kom til sig selv, tilkaldte han en ambulance, som hastede til forretningen for at køre kvinden på sygehuset. Ifølge myndighederne blev hun fundet i sin seng på plejehjemmet af en portør, som mente, at hun ikke trak vejret. En læge blev tilkaldt, og kvinden blev erklæret død, før hun blev ført bort af bedemanden. Lederen af plejehjemmet, Lother Burger, siger, at det er rædselsfuldt og uforklarligt.

En mystisk 50 kilo tung isklump har ramt en landsby i den nordvestlige kinesiske Shaanxi-provins, oplyser den lokale nyhedsportal hsw.cn. Den store isklump bragede ned i en bambusskov i en landsby. Den trængte igennem bambussen og efterlod et to centimeter dybt hul i jorden. Lokale beboere siger, at den var fuldstændig som en almindelig isklump, men den lugtede af dieselolie og smagte bittert. Der er blevet spekuleret i, om isklumpen stammer fra et fly, eller om der er tale om meteorit-is, som er endnu mere sjældent end meteoritter. Undersøgelsen af isklumpen er ikke afsluttet.