Noter

Noter
Foto: Scanpix.

Burgere eller grøntsager? For de fleste børn er valget nok ikke svært, men for et italiensk forældrepar fra Bergamo i Norditalien er afgørelsen om, hvad deres 12-årige søn skal have at spise, nu endt i retten. Fra mandag til fredag fik drengen ernæringsrigtig makrobiotisk mad hos sin mor, mens han i weekenden fik pølser, burgere og pizza hos sin far, skriver det tyske nyhedsbureau dpa. Drengens far mente ikke, at den makrobiotiske mad, som blandt andet består af bønner, frø og grøntsager, gav drengen det, hans krop skulle bruge for at udvikle sig, mens drengens mor fortalte retten, at drengen ofte havde ondt i maven, når han kom hjem fra weekend hos sin far. Faren fik sagen for retten, og en dommer afgjorde, at når drengen var hos sin far i weekenden, måtte han kun få serveret kød to gange, og i løbet af hverdagene hos moderen skulle drengen som minimum have kød én gang. Moderen var ikke tilfreds med afgørelsen. ”Jeg gik med til det, fordi dommeren sagde, jeg skulle, men jeg synes, det er uretfærdigt. Jeg kan ikke få mig selv til at tilberede kød,” siger moren.

Efter næsten hundrede års forskning ser det nu ud til, at schweiziske forskere har løst mysteriet om de karakteristiske huller i schweiziske oste, skriver nyhedsbureauet AFP. Ifølge eksperter fra Agroscope, et statsligt center for landbrugsforskning, skyldes hullerne, der er karakteristiske for schweiziske oste, som for eksempel emmentaler, at der er små stykker halm og hø i mælken, der bruges i osten. Tidligere har man troet, at hullerne skyldes bakterier. Man fandt ud af, at hullerne i ostene blev mindre, når man brugte metoder, der bedre kunne skille urenheder fra, når man malkede koen. Hullerne er blevet mindre i løbet af de seneste år, og det skyldes, at man er gået væk fra at malke i spand, men i stedet malker i lukkede systemer, så der kommer langt færre af de små stykker hø med i mælken. Ifølge Agroscope har man forsket i emnet siden 1917, hvor amerikaneren William Clark publicerede en afhandling, som fastslog, at hullerne skyldtes bakterier.

Tjekkiet er kendt for sin øl, og når turister besøger landet, er det et must at smage landets gyldne dråber. Det er nu også muligt i den lille by Uhrínovice med 75 indbyggere, hvor en lokal beboer er gået langt for at servicere byens mange cykelturister. Martin Povysil har installeret en øl-automat i byen, så folk kan trække en af hans hjemmebryggede fadøl, skriver nyhedsbureauet AFP. Man putter det, der svarer til fem kroner i automaten, scanner sit id-kort for at bevise, man er over 18 år, og så skænker automaten en kold fadøl. ”Normale barer har ikke en chance for at overleve i en by som denne,” siger Povysil. På en uge, hvor det regner, sælger han cirka 30 liter øl fra maskinen, mens der på en uge med sol kan blive afsat 150 liter. ”De lokale elsker det. Maskinen bringer hele lokalsamfundet sammen,” siger Povysil.