Det er årstiden for at opgive ævred! I hvert fald hvis man forstår ordene og vendingen ret.
I gamle dage, og det vil her sige i tiden før landboreformerne, henviste begrebet til den tid på året, hvor høsten var kommet i hus. Så kunne man åbne led eller trække tøjrestagerne op og lade landsbyens kreaturer gå frit i flok og følge over vang og agre. Dermed udnyttede dyrene den græsning og de fødeemner, som måtte være på og omkring stubmarkerne. I dag er der ikke meget næring at hente i en afhøstet stubmark, for al unødig vegetation er sprøjtet grundigt væk. Dengang var der masser af bundvegetation, græs og ukrudtsplanter, som ikke skulle gå til spilde.
I dag findes udtrykket at opgive ævred stadig i sproget. Det betyder imidlertid noget helt andet, som Ole Wadsholt fra Herskind ved Galten gør fint opmærksom på i en mail til Liv i sproget, hvor han i øvrigt kalder sig en ulærd sprognørd, hvilket er et folkefærd, jeg synes vi skal have flere af. Når man i dag opgiver ævred, så har det ikke noget med kreaturer at gøre, i hvert fald ikke på den måde. For det at opgive ævred betyder, at man holder op med noget, fordi det er for svært eller for krævende. Man må give op, melde pas, smide det hele fra sig.
Ordet ævred, der også undertiden bliver (fejl)skrevet som ævret, er i dag set som isoleret ord forældet. Det kan efter retskrivningen og ordbøgerne kun indgå i den faste vending om at opgive ævred. Det er klart nok, at den moderne betydning er en overført betydning af den gamle, men er det da ikke sært, at kreaturernes frihed fra tøjreslag eller indhegninger kan blive til opgivenhed og nederlag?
Ordet ævred eller ævret eller avred er oprindeligt et olddansk ord, nemlig affræth, der igen har rødder i et endnu ældre såkaldt fællesgermansk ord abaraiðið, der lader sig oversætte som bort fra det ordnede. Når der var høstet, kunne kreaturer gå på tværs af skel og dermed bort fra det ordnede. Ordet affræth eller ævred betyder altså egentlig at opgive grænser, hvilket altså i denne sammenhæng vil sige at de afhøstede marker stilles til rådighed for fællesgræsning.
Nu bliver det morsomt, synes jeg, for når ordet ævred betyder at opgive skel til fordel for fællesgræsning, så betyder forbindelsen at opgive ævred egentlig det modsatte, nemlig at opgive at have dyr gående at græsse sammen med andres dyr på en afhøstet mark! Egentlig betyder at opgive ævred således at opgive at opgive ævred, for der er jo tale om en dobbeltkonfekt eller dobbeltnegation.
Måske er den her ejendommelige dobbelthed baggrunden for at opgivelsen af skel og grænser, så køerne får lov at græsse frit, kan blive til et moderne udtryk for, at man trækker stikket og opgiver hele molevitten?
Engang var det at opgive ævred noget, der kastede frihed og løssluppenhed af sig. I hvert fald for kreaturerne, men det blev også brugt i bredere forstand i 1700- og 1800-tallet om det, at grænser blev hævet for mennesker. I dag er det altså et udtryk for tab og modgang. Denne modsigelse er historisk nedarvet i sproget, så vi må undlade at opgive ævred over den!