Prygl og revselse er grimme ting og grimme ord. Vi bryster os i vores kulturkreds af, at vi ikke bruger prygl som afstraffelse – i modsætning til andre kulturer, som vi derfor kalder middelalderlige.
Det er selvfølgelig vigtigt, at vi står fast på, at det er nedværdigende og ulovligt at slå andre mennesker. Og det må naturligvis være et absolut krav, at alle, der vil leve og opholde sig i Danmark, overholder dette.
Det er dog interessant, at det ikke er ret længe siden, det var helt tilladt og accepteret at prygle, slå og bruge fysisk afstraffelse. Det blev således forbudt at prygle tyende så sent som i 1921, mens mester gerne måtte slå lærlinge indtil 1937. I 1967 blev det såkaldte ”spanskrørscirkulære” ophævet, så først fra da af var det forbudt for lærere at prygle børn og at lange dem lussinger i skolen. Huh!
Jeg er selv gammel nok til at have fået lussinger, så det sang, klask over fingrene med linealer, så det sved, slag og prygl af lærere, som jeg ikke vil navngive her. Det var ydmygende, derfor husker jeg hvert et slag endnu.
Det er endda under 20 år siden, den sidste ret til at uddele fysisk afstraffelse forsvandt. Forældres ret til at slå deres børn forsvandt i 1997. Det skete i øvrigt efter en hidsig debat i Folketinget, hvor nogle politikere stod fast på, at forældre sandelig burde have adkomst til at slå deres børn. Middelalderen er altså ikke så langt væk!!
Ordet prygl kommer fra tyskprügel , der egentlig betyder en knippel eller en tyk stok. Det giver jo slagfærdig mening, om jeg så må sige. I 1700-tallet og formentlig i 1800-tallet kendte man til at bage pryglkager, som ikke havde noget med tæsk at gøre. Man svøbte dej om en svær stok, prygelen, og bagte således pryglkager, altså stokkekager. En pryglkage skal altså ikke forveksles med en huskekage, der betyder en lussing, som man gav for eksempel til skolebarnet, der så måske bedre kunne huske sin lektie!
Ordet prygl, forstået som en stok, blev også anvendt om store, stærke mænd. Grundtvig bruger således udtrykket i sin oversættelse af Saxo, når han siger: De var lutter stærke Prygler, de Danske!
Et ord som prygelknabe lever stadig i sproget som synonym for en syndebuk. Det er ikke mere end et par aftener siden, jeg hørte en journalist udnævne Eva Kjer Hansen til prygelknabe for regeringens landbrugspakke. Ordet er oprindelig tysk, som sagt, prygel for kæp eller klø, og knabe betyder en dreng. Betegnelsen opstod helt oprindeligt om stalddrenge eller andre drenge, som skulle tage kløene, hvis fyrstesønnen eller kongesønnen havde været uartig. Så fik prygelknaben altså tæskene. Det skulle jo nok hjælpe!
Et andet udtryk for det samme var en piskedreng. Jo, der var hyggeligt i gamle dage.
Et andet ord for prygl som afstraffelse er revselse, der er et gedigent middelalderligt og oldnordisk ord, som kunne hedde ræfsæ eller refsa . Ordet betyder det samme som dadle, afstraffe, tugte eller irettesætte korporligt. Det var ordet revselsesret, som især blev anvendt om den juridiske betegnelse for den vold, forældre altså indtil 1997 måtte anvende mod deres egne børn.