Manden bag de nærmest fnuglette tekstiler, hvis formål er at pryde selve alteret, er den norskfødte billedkunstner Nils Viga Hausken.
Begge duge er holdt i hvidt lærredsstof og alene udsmykket på borterne. Der er tale om to spartanske korsstingsdekorationer i henholdsvis sart hvid og gul, og hvis udtryk består af korsformer eller kryds i forskudt mønster. Hvor det hvide korsstingsbroderi, der dækker hele korsformen, hurtigt begynder at flimre og omtrent forsvinde, jo længere væk man kommer fra dugen, beholder de varmere gyldengule broderier, der alene tegner omridset af et kors, formen på lidt længere afstand. Netop disse forskellige opløsende effekter skaber også en virkningsfuld dynamik i alterdugenes bidrag til oplevelsen af kirkerummet og troen som fuld af mysterier.
”De er med til at ophæve vores tidsforståelse,” forklarer kunstneren.
Nils Viga Hausken siger selv, at han i broderiet har fundet et optimalt, men også tidskrævende udtryk, der på én gang forener den stramme og enkle billedkomposition med en løsere struktur. Broderiet giver ham mulighed for at beskrive verden midt imellem det synlige og det usynlige, midt imellem de rationelle forklaringer og troens sfære.
”For nutidens mennesker er gudstjenesten jo nærmest en slags rumrejse ind i det guddommeliges virkelighed”, forklarer han. Og det er denne balanceakt, han benytter her, hvorfor alterdugene heller ikke er kirkedesign eller kunsthåndværk i traditionel forstand. Snarere er de hver især små, fine stykker kunst, der blander sig med kirkelivets og hverdagens andre forskellige gøremål og giver den besøgende en pludselig og overraskende oplevelse af noget sanseligt let i den ellers lidt mørke og tunge Matthæus Kirke.
Broderierne kan opleves som en slags fatamorganaer, her, midt på den københavnske stenbro, hvor mysterier og syner måske ikke ellers spiller den store rolle i hverdagen hos de travle børnefamilier, hos de socialt udsatte og hos de forretningsdrivende.
Det betyder ikke, at Nils Viga Hausken ikke har tænkt sig godt om i sit arbejde med kirketekstilerne. Tværtimod. Hans to alterduge behøver nemlig ikke kun at blive forbundet med forestillingen om et fromt kristenliv. Broderierne kan sagtens ses som gentagelser af helt alminde-lige kryds. På den måde vidner begge duge om en ualmindelig stor rummelighed. Som hos minimal-kunstnerne der i 1960'erne og 1970'erne dyrkede de rene geometriske figurer uden nogen form for symbolik, lægger også Nils Viga Hausken sin broderede kunst frem som en ren form til fri afbenyttelse for kirkens forskellige besøgende.
Hos ham kan et kryds godt blot være et kryds.
”Dugene afviser ikke nogen. Man kan gå ind i dem eller lade være,” forklarer han. Derved slipper alterdugene fri af faste fortolkninger og kan i stedet knytte an til lige præcis de oplevelser, som dugene og den besøgende selv finder frem til. Der er hos Nils Viga Hausken ingen rigtige eller forkerte svar. Faktisk må man gerne sætte sig, falde lidt hen og lade tankerne flyve. Man må gerne sidde og opleve, hvordan de broderede kryds eller kors spejler sig både indad i det nære, når de gentager formen på hvert enkelt af de mange tusind korssting i broderiet selv, og udad i det store når krydset eller korset spejler de mange andre kors, som kirkens øvrige udsmykning indeholder. Det er ikke forbudt at tænke selv.
Til Matthæus Kirke har Nils Viga Hausken derudover udført broderier til organistens øvelokale.
