Se de hvide fjermøl flyve i aftenskumringen

Først ud på sommeraftenen viser hvidt fjermøl sig typisk. Det snehvide møl opholder sig ofte i haver med snerler

Hvidt fjermøl har fjerdelte vinger, som er snehvide, og ofte vil man kunne se dem på sommeraftener.
Hvidt fjermøl har fjerdelte vinger, som er snehvide, og ofte vil man kunne se dem på sommeraftener. Foto: Niels Poul Dreyer.

Hvis man i sin have har snerlen med dens blomstertragte i forskellige farver, har man formentlig også hvidt fjermøl, der er den største danske art af fjermøl med et vingefang på op til 30 millimeter.

Biolog, ph.d. og forfatter Michael Stoltze forklarer, hvorfor snerlen og de hvide fjermøl hænger sammen:

”De forskellige møl har specialiseret sig i at leve af bestemte fødeemner, ofte en enkelt planteart. Der er gennem millioner af år sket en tilpasning til stofferne i planterne, som møllene har lært at udnytte. Nogle arter æder mange forskellige plantearter, andre kun én art,” siger han om de hvide fjermøls larver, der er grønne eller gule og primært lever i snerleblade, som de spinder sammen.

Ifølge Michael Stoltze findes der i Danmark over 2400 arter i sommerfugleordenen, hvortil møl, natsværmere og dagsommerfugle hører.

Hvidt fjermøl har fjerdelte vinger, som er snehvide, og når man sidder udenfor en sommeraften, vil man typisk kunne se den. Hvidt fjermøl flyver nemlig i skumringen og om natten. Den kan dog også opleves om dagen, hvis den bliver skræmt op. Den lever i åbent land, i skovbryn, hegn og så i haver med snerler.

Snerler kan være et problematisk bekendtskab, fordi planten på grund af sine tykke rødder langt nede i jorden kan være særdeles svær at komme af med.

”Hvidt fjermøl skader ikke andre planter i haver. De holder sig til snerlerne og kan også være med til at holde dem lidt nede,” siger Michael Stoltze.