I 1953 flyttede min familie fra et lille hus til forstanderboligen ved Grundtvigs Højskole. Huset Æbelholt var fint placeret mellem valgmenighedskirken (nu Ullerød Kirke) og højskolen. Til huset hørte en kæmpehave, med urtehave, staudebede og alskens frugttræer. Som barn var det bedste, når der var sommerferie: at sove længe, gå en runde i haven på bare træer; se, om sommeræblerne var ved at modnes, ærterne til at spise og bare nyde følelsen af det våde græs mod de bare fodsåler.
En enkelt gang endte den lille gåtur ubehageligt; på et fugtigt område kom jeg til at ramme en stor frø og udstedte et kæmpe hyl. Jeg besluttede at holde pause fra det fugtige område under det store gråpæretræ og holdt mig i den mere solbeskinnede side af haven og gik med sandaler.
Græsplænen var til stor glæde, her lærte vi børn at cykle med far løbende med pind på cyklen, store badmintonturneringer blev også udkæmpet her. På et tidspunkt mistede plænen for en tid sin tiltrækning: Min dyreglade storebror havde fået lov at få gæs, som gik i et bur, der kunne flyttes. Gæssene producerede store fedtede klatter afføring, som gjorde græsset glat og smattet. Men gæssene smagte herligt til jul det år.
Haven var ikke kun en kilde til glæde. Det lå i luften, at haven skulle være pæn og græsplænen slået, når der foregik store begivenheder på højskolen.
Alle børn blev sat på arbejde med lugning og hækklipning. Heldigvis kunne vi lave havebål af grene og kviste. Det var en stor fornøjelse at arbejde med at holde ilden i gang. Herligt at indsnuse røgluften og gå fra pligterne for at fyre op med brændbart kvas. Vasketøj skulle tages ind inden festlighederne.
Det smukkeste - i børnesprog flotteste - i haven var vist ingen i familien i tvivl om: Magnolietræet. Haven var tilpas stor til, at træet havde plads til at blive stort og rundt, ikke skævt, som man nu ser i små haver. Blomsterne sprang ud i maj og var flotte, og selvom ingen bryder sig om en kold maj, medførte det, at blomsterne holdt længe, inden bladene tog over. Nu har nogen meget ubetænksomt fældet træet.
Vi var en gruppe børn af forstander og højskolelærere, som var knyttet til hinanden, kendte vilkårene og livet på højskolen. Vi byggede huler, tapetserede et gammelt skur sammen og lavede bål ved nøddehækken.
En have er en gave både for børn og voksne. At sidde og spise kylling med gammeldags salat med flødedressing og nyopgravede kartofler under Nonnetit-træet er et minde, som aldrig forsvinder helt.
Nu har jeg lille have, hvor vi ikke må have bål, men kan gå på græsset med bare tæer.
Anna Marie Brixtofte Olsen, Pinievangen 96, Allerød