Sprogklummen: Hvad betyder egentlig "spinke" og "spare"?

Penge,

Johannes Nørregaard Frandsen ved, hvad det vil sige at spinkle og spare. - Iris

Måske er talemåden spinke og spare udviklet af det lidt længere ordsprog, der hed spinke og spare kan længe vare

Der går ikke en dag, ikke en nyhedsudsendelse, uden vi hører det. Der skal laves kasseeftersyn, for der skal spares i de offentlige budgetter. Når det går rigtigt hedt for sig, skal der endda spinkes og spares. Det er da til at forstå. Eller er det? For hvad betyder det mærkelige ord, spinke, i grunden, og hvor kommer det fra? Det er Troels Tejlgaard, der har spurgt i en mail, og jeg skal hverken spinke eller spare på svaret.

Spinke optræder i moderne dansk kun i udtrykket spinke og spare, så ordet spinke har ikke et eget liv mere. Måske er det spinket væk! Det fremgår også af ordbøgerne, at oprindelsen til den faste vending spinke og spare er ukendt. Vendingen bruges af forfattere som Knud Lyhne Rahbek, Grundtvig og Gustav Wied i 1800-tallet, så det er ikke nyt. Det er til gengæld et ord, der er en nær slægtning, nemlig adjektivet spinkel, der først opstod eller blev almindeligt i brug i anden halvdel af 1800-tallet. Det opstod som en afledning eller udvikling af lige præcis ordet spinke.

Så nu er vi på det rette, men spinkle spor. Spinkel, der jo er et adjektiv, betyder tynd, uden fedt, skrøbelig, mager. Ordet spinke var et verbum, som egentlig kunne betyde kløve, skære, snitte, hugge i spåner, hvad det stadig gør i dialekter på svensk. Det fik imidlertid en sidebetydning, nemlig at spare på, kun tage små stykker af eller økonomisere med. Så i vendingen spinke og spare har vi fastholdt grundbetydningen: Vi skal skære eller hugge det overflødige bort. Grundtvig skriver et sted: ”Spinke, spare, det gør godt, kan længe vare.” Og måske er talemåden spinke og spare udviklet af det lidt længere ordsprog, der hed spinke og spare kan længe vare.

Et endnu ældre ord, som fandtes i flere af de nordiske sprog, var substantivet spink. Det kunne betyde en splint, en lille, ubetydelig ting, småt affald eller lignende. Det kunne også henvise til et tyndt, magert, og altså spinkelt væsen. Det kunne desuden have sidebetydninger som svækling, vissenpind, tossehoved eller kryster og stymper.

Det er morsomt, at spink også i flere af de nordiske sprog kunne være en betegnelse for mindre fugle, især spurvefugle. I tekster fra 1700-tallet kan man finde ordet spincke, der er en spurv, og således kunne en gulspurv på visse dialekter kaldes en Guldspinck. I ældre engelsk kan man finde ordet spink brugt om en finke, der på mere moderne engelsk hedder finch og på tysk hedder Fink. Så mon ikke spink ved lydfordrejning er blevet til fink(e)?

Det morsomme er, synes jeg, at betegnelsen ”en finke” både kan henvise til en fugl og til et tossehoved eller en person, der er lidt smådum eller tomhjernet. Det er også i den sammenhæng, der kan springe en finke af panden.

Men når vi spinker og sparer, skærer vi ned og holder hus med det, vi har. Det er samtidig klogt at spare på de finker, der ryger af panden. Og mens vi er ved det, så blev sidebetydningen om finke som et tossehoved udviklet i 1800-tallets slutning som slang om kvinder, vi sikkert i dag ville kalde duller, hvis vi turde. Esmann skriver et sted om en balfinke og det er ikke venligt ment.