Spis op eller pung ud: Restauranter straffer gæster for at levne

For at undgå madspild er flere asiatiske restauranter i Tyskland begyndt at tage ekstra penge for tallerkener, som gæsterne ikke har tømt for mad

Sushi-restauranten Yuok i Stuttgart giver sine gæster to timer til at forsyne sig ved en stor tag selv-buffet. Men hvis tallerkenerne ikke er tomme, når gæsterne er færdige, skal de punge ud med en ekstra euro svarende til cirka 7,50 kroner. –
Sushi-restauranten Yuok i Stuttgart giver sine gæster to timer til at forsyne sig ved en stor tag selv-buffet. Men hvis tallerkenerne ikke er tomme, når gæsterne er færdige, skal de punge ud med en ekstra euro svarende til cirka 7,50 kroner. – . Foto: Iris.

Hvis du ikke spiser op, får du ingen dessert. En sætning, som mange af os formentlig har hørt som barn.

Den velkendte opdragelsessætning er nu blevet genfortolket af flere tyske restauranter. De truer dog ikke med at tilbageholde desserten, hvis hovedretten ikke er spist op. I stedet uddeler de bøder til gæster, når tallerkenen ikke er blevet tømt.

Formålet er at undgå madspild, fortæller Guoyu Luan, indehaver af sushi-restauranten Yuoki i Stuttgart i den sydlige delstat Baden-Württemberg. Restauranten giver sine gæster to timer til at forsyne sig ved en stor tag selv-buffet. Men hvis tallerkenerne ikke er tomme, når gæsterne er færdige, skal de punge ud med en ekstra euro svarende til cirka 7,50 kroner.

”Det hedder ’alt-det-du-kan-spise’ og ikke ’alt-det-du-kan-smide-væk’,” siger han ifølge den tyske internetavis The Local.

Efter at have været i branchen i mere end 20 år er han alt for bekendt med de bjerge af madrester, som hober sig op efter gæster, der tager mere, end de kan spise.

”Som restaurantindehaver er man naturligvis ikke interesseret i at gøre sine kunder kede af det. Men nogle gæster udnytter systemet med tag selv-buffeten,” siger han.

Guoyu Luans restaurant er ikke den eneste, der tager penge for madrester.

I Düsseldorf i delstaten Nordrhein-Westfalen tager den japanske restaurant Okinii ligeledes en euro for levn efter kolde retter og to euro for levn efter varme retter. ”Madaffald er ikke værdsat – så bestil venligst kun det, du kan spise,” skriver restauranten på sin hjemmeside.

Ligeledes overvejer den kinesisk-mongolske restaurant Himalaya i Menden i samme delstat at begynde at veje gæsternes rester og bede om cirka 15 kroner pr. 100 gram, som ikke er spist op, skriver The Local.

Selvom tyskerne i langt højere grad end danskerne går op i at sortere deres affald, ser de generelt stort på, hvad de faktisk smider ud.

En undersøgelse fra Stutt-gart Universitet viser, at den gennemsnitlige tysker hver dag smider 225 gram mad i skraldespanden, hvoraf kun en tredjedel har overskredet holdbarhedsdatoen eller på anden måde er egnet til skraldespanden. Hver tysker smider årligt mad ud til en værdi af knap 1800 kroner, viser samme studium ifølge avisen. I et land med godt 80 millioner indbyggere render det op i et svimlende milliardbeløb.

Også i Danmark smider vi millioner af ton mad ud, som kunne være spist, og flere restauranter har eksperimenteret med at tage penge for mad, der ikke blev spist op.

Tilbage på Guoyu Luans resturant i Stuttgart har bødeordningen tilsyneladende virket.

Ifølge The Local er restauranten fyldt med gæster, og tallerkenerne bliver nu som regel tømt og skrabet. De cirka 7000 kroner, restaurantindehaveren indtil videre har indtjent på kunder, der ikke havde spist op, har han givet til velgørenhed.