Steen & Stoffer flytter ind på bagsiden

Forvent fantasi, filosofiske spidsfindigheder og snedig sarkasme, når en af de mest populære tegneserier nogensinde begynder i dag i Kristeligt Dagblad

For alle andre er tigeren kun en bamse, men for Steen er det en levende, tænksom og kærlig ven med en veludviklet, underspillet sans for humor.
For alle andre er tigeren kun en bamse, men for Steen er det en levende, tænksom og kærlig ven med en veludviklet, underspillet sans for humor. .

De fleste avistegneserier er bygget op i tre akter: en situation præsenteres, en vittighed sættes op, pointen affyres. Steen & Stoffer har næsten altid en fjerde akt: Efter vittigheden kommer en sarkastisk kommentar, der vender det hele på hovedet.

Serien, som debuterer på bagsiden af Kristeligt Dagblad i dag, er ikke ny, men ganske særlig. Hovedpersonerne er en seksårig dreng med en utæmmelig fantasi og hans tøjdyr. For alle andre er tigeren kun en bamse, men for Steen er det en levende, tænksom og kærlig ven med en veludviklet, underspillet sans for humor. På engelsk hedder de to Calvin og Hobbes, opkaldt efter henholdsvis reformationsteologen John Calvin og den engelske politiske filosof Thomas Hobbes, der, som forfatteren har udtrykt det, også havde et sløret syn på menneskets natur.

LÆS OGSÅ: Tegneseriesamleren anbefaler: 5 gode tegneserier

Andre vigtige figurer i serien er de hårdtprøvede og ikke altid lige pædagogiske forældre, den kæderygende skolelærer frøken Mortensen, der ikke forstår at sætte pris på Steens fantasi, og nabopigen Sussi, der ofte er mål for snebolde og andre fælder, men altid ender med at overtrumfe Steen i snedighed nogle gange med hjælp fra Stoffer, som bare ikke kan sige nej til en pige. Hvilket i parentes bemærket gør ham til en lidt dårligt kvalificeret førstetiger i de tos antipigeklub G.I.S.P. Godkender Ikke Slimede Piger.

Serien udmærker sig ved ud over at være sjov at tage filosofiske, politiske og eksistentielle problemer op gennem øjnene på en seksårig med et sofistikeret ordforråd. Som for eksempel da han spørger sin far:

Far, lever du stedfortrædende gennem mig i håb om, at mine præstationer en dag vil validere dit middelmådige liv og på sin vis kompensere for alle de muligheder, du forkludrede?.

Far: Hvis jeg gjorde, ville jeg stensikkert reevaluere min strategi.

Lidt senere henvender Sten sig til sin mor:

Mor, far bliver ved med at fornærme mig.

Forvent fantasi, filosofiske spidsfindigheder og snedig sarkasme, når en af de mest populære tegneserier nogensinde begynder i dag i Kristeligt Dagblad.

Serien begyndte i 1985, da den amerikanske forfatter og tegner Bill Watterson blev træt af at lave reklamer. På sit højeste blev Steen & Stoffer bragt af over 2400 aviser i verden, og den fortsatte indtil december 1995. I alt blev det til 3160 striber, så der er altså materiale til en hel del Kristeligt Dagblad-bagsider.