Tidligere kirkeminister: Jeg har mødt en helgen

Når Moder Teresa i morgen helgenkåres af pave Frans på Peterspladsen, kan jeg konstatere, at jeg har mødt en helgen. endda to gange, skriver Torben Rechendorff

Mother Teresa besøgte i 1974 danske skoler for at takke for deres økonomiske støtte til hendes arbejde. –
Mother Teresa besøgte i 1974 danske skoler for at takke for deres økonomiske støtte til hendes arbejde. – . Foto: Erik Holmberg/ Scanpix.

Det er ikke enhver beskåret at have mødt en helgen.

Når Moder Teresa i morgen helgenkåres af pave Frans på Peterspladsen, kan jeg ikke desto mindre konstatere, at sådan forholder det sig for mit vedkommende. Endda hele to gange!

Begge gange satte det varige spor hos mig. Jeg har – i den aktuelle anledning – spekuleret på, hvordan den lille kvinde selv ville se på helgenkåringen. I stor respekt både for pave Frans og for den romersk-katolske kirke som helhed skal jeg afstå fra teologiske overvejelser i sagens anledning. Som det menneske, hun var, er det min fornemmelse, at hun nærmest ville være imod.

Første gang var en regnfuld 20. september 1974. Jeg var skoleinspektør på Hørsholm Skole, som i mange år – ved julemarkeder, loppemarkeder og lignende – havde samlet lidt penge sammen til Moder Teresas arbejde i Calcutta. Nu var hun i Danmark, og den daværende leder af ”indsamlingsarbejdet” i Danmark, Kirsten Lauritzen, havde spurgt, om Moder Teresa måtte besøge skolen som en art ”kvittering” for vores beskedne støtte.

Det måtte hun godt.

Alle, som oplevede Moder Teresas besøg er enige om, at det blev en helt enestående dag. Når jeg siden har talt med tidligere elever om stort og småt på Hørsholm Skole, stod det hver gang fuldstændig fast, at en af de ting, de mindedes med størst glæde, var Moder Teresas besøg hin septemberdag.

Først samlede vi alle elever fra 3. klasse og opefter i skolens gymnastiksal, hvor Moder Teresa talte. Nogen stor taler var hun måske nok ikke. Alligevel var der så stille i salen, at man kunne høre den berømte knappenål styrte til jorden.

Siden samlede vi de små elever, som sang for hende og overrakte skolens gave, som vi – ad de særeste veje og med meget kort varsel – havde fået skrabet sammen gennem de sidste par uger. Det blev vist op mod 5000 kroner.

Da hun forlod skolen, forærede hun mig den lille bog af Malcom Muggeridge: ”Noget skønt for Gud” med sin egen inskription: ”God bless you. M. Teresa.”

Da vi tog afsked med hinanden, lå det ikke lige i kortene, at jeg endnu en gang skulle få mulighed for at mødes med Moder Teresa. Ikke desto mindre: Anden gang var en lummervarm 25. februar i 1992 i Calcutta.

Baggrunden var, at (det daværende) Dansk Santalmission havde spurgt mig, om jeg i min egenskab af kirkeminister ville besøge de områder i Nordindien, hvor missionsselskabet begyndte sin virksomhed for 125 år siden. Det sagde jeg ja til, og vi begyndte i Calcutta.

I denne spændende, forfærdelige, fascinerende og overbefolkede by ydede dansk-inderen Kamalesh Biswas og hans kone, Lily, sammen med mange andre en helt enestående indsats for de allerfattigste i deres ”Projekt Hastings”, som vi fik et meget positivt indtryk af.

Jeg tilførte imidlertid arrangørerne noget af et chok, da jeg sagde til dem, at jeg gerne ville møde Moder Teresa, da vi nu var i ”hendes” by. De blev lidt fjerne i blikket, mente at vide, at hun ikke var for rask, og at man ikke sådan bare kunne komme på besøg. Mit svar: ”Prøv”.

Og det lykkedes. Pludselig sad vi på hendes tagterrasse midt i den larmende by og talte med hende vel en halv times tid. Hun fortalte levende om arbejdet og hævdede med bestemthed, at hun kunne huske sit besøg på Hørsholm Skole. Yderligere var hun taktløs nok til at tilføje ”men jeg husker Dem som en ung, slank mand”.

Efter det gode og varme møde med en – ganske rigtigt – noget afkræftet Moder Teresa besøgte vi hendes børnehjem og det særlige hjem for døende, som hun og hendes ”Kærlighedens missionærer” betragtede som en vigtig del af virksomheden.

Jeg skrve i starten, at Moder Teresa nok nærmest ville være imod helgenkåring. Det kan jeg naturligvis ikke vide. Men jeg har bare lidt på fornemmelsen, at hendes hele livsgerning ikke handlede om hende selv, men om medmennesket. Men det er måske netop derfor, at den 4. september 2016 både er en festdag og en besindelsesdag.

Og så faldt det mig også ind, at måske er helgenkåringer i virkeligheden karakteristiske derved, at de pågældende netop ikke har været det mindste optaget af just den side af sagen. Ja, deri består måske i virkeligheden storheden.

P.S. Om jeg ikke kender til alle de negative beretninger om Moder Teresas arbejde og ageren? Om jeg slet ikke har læst om antydningerne af økonomiens veje og vildveje. Og – sandelig – om jeg ikke har set, at de radikale i Københavns borgerrepræsentation for nogen tid siden forsøgte at stoppe en ide om at navngive en vej Moder Teresas Vej? Og alt sådan noget. Vist så. Forskellen er bare, at jeg har oplevet betydningen af hendes arbejde. J