Tilbage til hårdt arbejde i efterårshaverne

Bjarne Nielsen Brovst har været væk fra sine haver i et par uger. Der skulle vandes og klippes meget, da han kom hjem

Tegning: Kræsten Byskov
Tegning: Kræsten Byskov.

Mon ikke mange kender det! Man har været på ferie i næsten to uger, så kommer man hjem til hårdt arbejde i haven – eller haverne, for vi har to haver. Den i det nordjyske, hvor familien hjalp til med at slå græs og vande ude og inde, og så vor ”engelske have” ved Rude Strand ud til Aarhusbugten, som nærmest har måttet passe sig selv med væksthuset og potteplanterne inden døre i det 2oo kvadratmeter store hus.

Svigermors skarpe tunge, clivia, paradistræ, orkideer, vortekaktus, kalla – alle robuste stueplanter, der skal gennemvandes, inden man rejser på ferie. Jeg skal love for, at de tørstede efter vand, da vi kom hjem. Solen har jo også stået lige ind i næsten tre uger. Det var tørstige potteplanter, da vi endelig kom hjem.

I gårdhaven har vi stående en gruppe roser i lerpotter, blandt andet Rosa ”Kailani” (hvid), Rosa ”Topkapi” (rød), og den gule Rosa ”Mysova”. Vi købte roserne i forsommeren inde i ”Family Garden” i Odder. De nye roser stod smukt og med mange nye rosenknopper, hvorimod de lidt ældre roser, Rosa ”Karen Blixen” og Rosa ”Ledreborg” nok ikke har et langt liv tilbage. Vores kobbervandmåler stod uden vand, ak, ja, de nye roser har klaret sig; jeg tvivler på, at de fem-seksårige gamle opstammede roser gør det!

I væksthuset har vore 18 vindrueranker specielt haft det godt. Alle planter blev vandet grundigt, inden vi tog af sted, og hvilket udbytte der er kommet i år! Det har været et af de bedste drueår, vi har haft, siden væksthuset blev til i 1997. Jamen, bare det at nyde synet af vinstokkene fra 1997! Det er Vitis ”Himrod”, V. ”Rondo”, V. ”Schuyler”, V. ”Einset” og V. ”Nevo”. Vi har sjældent set så mange drueklaser i væksthuset.

Og så kan jeg godt lide den rytme, der er i modnings- processen. Lige før vi rejste til Mallorca, var det de tre ranker af V. ”Himrod”.

De blev spist med glæde, ikke én klase er tilbage. Nu er det den kerneløse V. ”Einset”, der smager himmelsk ved ethvert måltid. Og der venter stor høst af de blå V. ”Rondo” og V. ”Schuyler”. De bliver til druesaft.

Er der buske , der gror helt utroligt, er det tobakspibeplanten, vedbend, klematis og fuglekirsebær. Tobakspibeplanten (Aristolochia) er næsten ved at overtage sydvæggen ind til Skrivestuen. Og der hører lidt historie til planten. Min lærer i religion på Gedved Seminarium (1975-1979) forærede mig et par stiklinger af en tobakspibeplante, som stammede fra Sophus Bauditz (1850-1915), mens han boede i Blegind syd for Aarhus, og han omtaler planten i ”Kroniker fra Garnisonsbyen” (1892).

Den plante har ikke manglet vand. Det er ufatteligt, hvor den har vokset sig til. Vi kan konstatere, at tobakspibeplanten er meget invasiv. Den bliver klippet godt til her i oktober, så de roser, der også vokser ved sydvæggen – blandt andet Rosa ”Golden celebration” – kan få ”luft”, og fortsætte deres smukke vækst.