Trækfugle har spist sig berusede i cocktailbær

De fugle, der netop har forladt landet, er fløjet af sted med en fjer på i mere end én forstand

Sukkeret, der er i bærrene, er på denne tid af året blevet til alkohol. Derfor bliver fuglene lidt fulde, når de spiser dem. -
Sukkeret, der er i bærrene, er på denne tid af året blevet til alkohol. Derfor bliver fuglene lidt fulde, når de spiser dem. - . Foto: Gert S. Laursen/Biofoto/Scanpix.

Går man tur i naturen, vil man måske opdage, at der ikke er mange bær tilbage på tjørnebuske, havtorn, hyben og slåen. Disse buske er ellers kendt for at kunne stå med bær forholdsvis længe, men nu er langt de fleste væk.

Den lune start på vinteren har nemlig betydet, at fugle som vindrosler, sjagger og solsorte ikke har haft travlt med at forlade Skandinavien og trække mod syd, siger naturvejleder fra Naturstyrelsen Jes Aagaard.

”Fordi vejret har været godt, er fuglene først kommet senere til Danmark fra Norge og Sverige. Så har fuglene været her en periode frem til nu, og det har betydet, at de har haft god tid til at tømme buskene for deres sidste bær, inden turen er gået videre mod syd.”

Der er dog sket noget specielt med de bær, fuglene har spist sig mætte i, siger Jes Aagaard. Noget, der kunne få en til at tænke, at de fugle, der netop har forladt landet, er fløjet af sted med en fjer på i mere end én forstand.

”Det specielle er, at de bær har fået lov til at hænge så længe, at de er blevet angrebet af gærbakterier. Det betyder, at det sukker, der er i bærrene, er blevet til alkohol. Fuglene har altså fået et lille cocktailbær med på vejen.”

Når vi ikke har set hønefulde drosler svæve forvirret rundt på himlen, skyldes det ifølge naturvejlederen, at fugle optager alkoholen på en anden måde.

”De her fugle har en lever, der i forhold til kropsstørrelsen er dobbelt så stor som den menneskelige. De kan derfor omsætte alkoholen bedre end os og klarer altså bedre bær med en alkoholprocent på en halv eller en hel procent.”

Hvor trækfuglene håndterer alkoholen ganske godt, kan gæret frugt generelt være et problem for mange dyr. I Afrika har man eksempelvis problemer med fulde elefanter, der vælter landsbyer, og herhjemme kan køer blive berusede af at spise gærede æbler. For nogle år siden måtte et svensk redningsmandskab også hjælpe en fuld elg ned fra et mindre træ, hvor den var klatret op efter at have spist nedfaldne gærede frugter.