Tusinder besøger kirsebæralléen på Bispebjerg

De sociale medier har på få år gjort de blomstrende japanske kirsebærtræer på Bispebjerg Kirkegård til et af forårets mest fotograferede steder i København

For få år siden var kirsebæralléen på Bispebjerg Kirkegård ukendt for de fleste. Men takket være delinger på de sociale medier, blev alléen sidste år besøgt af 100.000 mennesker de første tre uger i april. Også mange japanske turister lægger vejen forbi.
For få år siden var kirsebæralléen på Bispebjerg Kirkegård ukendt for de fleste. Men takket være delinger på de sociale medier, blev alléen sidste år besøgt af 100.000 mennesker de første tre uger i april. Også mange japanske turister lægger vejen forbi. . Foto: Leif Tuxen.

De lyserøde japanske kirsebærblomster er sprunget ud på Bispebjerg Kirkegård i København, og tusinder af mennesker valfarter i øjeblikket til den særlige kirsebærallé, der de seneste år er blevet et af forårets mest fotograferede steder i København. Sidste år blev kirkegården bestormet af 100.000 mennesker i løbet af to til tre uger i april, og i løbet af den seneste halvanden uge har mellem 50.000 og 100.000 mennesker været forbi alléen.

Under det lyserøde tag af blomstrende japanske kirsebærtræer er der pensionister, unge mennesker, børn og turister. På alléen trækker de to pædagoger Karoline de la Motte og kollegaen Louise Hansnæs otte småbørn af sted i cykelanhængere.

”Ikke langt herfra er der meget trafik og støj, men her er meget smukt. Naturen giver os en positiv energi,” forklarer Karoline de la Motte.

For Pia Særmark, der bor i Københavns nordvestkvarter, er de blomstrende japanske kirsebærtræer noget helt specielt.

”Jeg kommer her, fordi jeg føler fred. Når jeg har fri, kan jeg ikke lide at tage til byen. Jeg foretrækker naturen. Livet uden naturen ville være et dårligt liv,” siger Pia Særmark.

Foto: Leif Tuxen

Den 38-årige Karla Ovando, der oprindelig kommer fra Mexico og i dag er bosat i København fortæller, at kirkegården og især kirsebæralléen giver hende en særlig positiv energi, som hun nødig vil undvære.

”Det ville være som at bo i Mexico, hvor der ikke er nogen træer i byen, og det er svært at ånde. Det er frygteligt.”

Også den 23-årige fysikstuderende Anders Vesti fra København er fascineret af de blomstrende kirsebærtræer. Han har kun været to gange på Bispebjerg Kirkegård, men hver gang føler han en særlig ro.

Foto: Leif Tuxen
Foto: Leif Tuxen

”Mange mennesker kommer her for at indånde den friske luft, for at dyrke motion. Andre kommer her, fordi de føler sig ensomme, triste og rastløse,” siger Anders Vesti.

Kirsebæralléen har eksisteret i en årrække, men var indtil for få år siden relativt ukendt. Berømmelsen indtraf for alvor i 2015, da nogle af de besøgende begyndte at lægge billeder af de blomstrende træer på Facebook og Instagram.

Filosofiprofessor Vincent F. Hendricks fra Københavns Universitet, der som leder af center for information og boblestudier blandt andet forsker i sociale medier, ser de mange begejstrede besøgende som udtryk for, at de sociale medier giver helt nye muligheder for at dele en fælles interesse.

Foto: Leif Tuxen
Foto: Leif Tuxen

”Det at nogle har været på alléen og har taget et billede, som de lægger ud på sociale medier, er med til at øge interessen for kirsebærtræerne. På den måde giver de sociale medier nye muligheder for at dele en interesse og et fællesskab. Det vidner om, at det på grund af de sociale medier er blevet meget nemmere at finde artsfæller med samme interesse,” siger Vincent F. Hendricks.

Den store tilstrømning til kirkegården har også en bagside. Sidste år skabte de mange mennesker så meget leben, at det i nogle tilfælde var til gene for de pårørende, når de tog afsked med deres kære i kirkegårdens kapel, der grænser op til alléen. I år har kommunen derfor afskærmet kapellet, og Byens Tilsyn, der tidligere hed Vej og Park, patruljerer i området.

”Vores primære opgave er at give de efterladte en god og værdig oplevelse, når de siger farvel til deres døde. Desværre kolliderede det sidste år med en masse mennesker, der for en stund glemte, hvor de var. Det forsøger vi at tage højde for, så der respektfuldt kan blive holdt kirkelige ceremonier og samtidig være plads til at nyde kirkegården som rekreativ park. Men jeg opfordrer alle til at komme og se de smukke træer,” siger Anders Melamies, der er centerleder i Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning.

Foto: Leif Tuxen