Tyrkernes Jelling

Konya er en summende millionby i det tyrkiske koranbælte. Konya er også Tyrkernes Jelling, for her etablerede dynastiet seljukkerne for knap 1000 år siden et rige, der for første gang samlede det, der kendes som Tyrkiet

Den islamiske mystiker Rumis grav i Konya besøges af pilgrimme med forskellige religiøse baggrunde, men især af mange muslimer. Det er en almindelig opfattelse blandt tyrkere, at tre besøg ved Rumis grav gør det ud for en pilgrimsrejse til Mekka.
Den islamiske mystiker Rumis grav i Konya besøges af pilgrimme med forskellige religiøse baggrunde, men især af mange muslimer. Det er en almindelig opfattelse blandt tyrkere, at tre besøg ved Rumis grav gør det ud for en pilgrimsrejse til Mekka. Foto: Malene Fenger-Grøndahl.

Vores ældste datter har et tørklæde med i bagagen på denne sommers rundrejse i Tyrkiet. Hun fik det som en gave for tre år siden, da vi var i Konya og sad nogle timer i en af tehaverne på den store høj midt i den summende millionby. Mens vi voksne drak te og snakkede om dagens oplevelser, blev vores datter forkælet af de unge mandlige tjenere, der rundhåndet delte ud af komplimenter, bolsjer og klap på håret. Da vi skulle gå, forærede en af tjenerne hende et tørklæde af den slags, de fleste ældre kvinder i Konya dækker deres hår med. Hvidt med en hæklet kant og et blomstermønster i brunlige og støvede grønne nuancer.

For vores datter blev tørklædet et minde om en dejlig sommerrejse og for os en påmindelse om tyrkernes gennemsnitligt utrolig store åbenhed og venlighed over for fremmede og om Konyas betydning som religiøst center i det muslimske Tyrkiet.

LÆS OGSÅ: Kan man være sufi og sunnimuslim samtidig?

Konya er ud over Ankara den største by i det, der kendes som Tyrkiets koranbælte. Det er her den islamisk baserede regering henter mange af sine mest trofaste stemmer, og det er også her, mange af de anatolske tigre, de driftige forretningsdrivende, som har været en vigtig drivkraft i Tyrkiets økonomiske vækst, kommer fra. Basaren summer af liv, og på borghøjen midt i byen ses studerende i ivrig samtale over te, toast og kage.

Nu, tre år senere, falder vores besøg i ramadanen, og tehusene vågner først efter solnedgang, når fasten brydes. Konya er en konservativ og religiøs by, og selvom den efterhånden har omkring en million indbyggere, er livsformen stadig præget af samvittighedsfuld religiøs praksis og traditionelle kønsroller. De allerfleste kvinder her går med tørklæde, og der ses ingen mænd med shorts i gadebilledet. Vores datter tager sit medbragte tørklæde på hovedet og falder ganske godt ind i billedet både på borghøjen og da vi besøger Konyas største attraktion og tilløbsstykke: sufimystikeren Djelaleddin Rumis grav.

Rumi, også kendt som Mevlâna (stormester), blev født tæt på byen Balkh i det nuværende Afghanistan, men flyttede som ung med sin familie til Konya, og der blev han til sin død i 1273. Ved hans begravelse strømmede tusinder af mennesker med forskellig religiøs og kulturel baggrund ud i gaderne for at vise deres sorg. Rumi var muslim og fastholdt, at Koranen var hans udgangspunkt, men Guds grænseoverskridende kærlighed var et centralt tema i Rumis digtning, som omfatter over 25.000 stykker poesi, og hans mystiske digte talte og taler til mennesker på tværs af religiøse skel.

Efter Rumis død samlede hans disciple sig i et broderskab, der siden blev kendt som de hvirvlende dervisher, sufimystikere, hvis hvirvlende, rituelle dans er afbildet på mange tyrkiske turistbrochurer. Paradoksalt nok er sufismen som religiøs praksis forbudt i Tyrkiet, og de dervisher, der optræder med den hvirvlende dans, er typisk kulturgrupper, hvis dans snarere er at sammenligne med folkedans end med et religiøst ritual. Sufimystikere findes dog stadig, blandt andet blandt Rumis efterkommere, som har det administrative ansvar for Mevlâna-museet.

Hvert år strømmer turister og pilgrimme til Mevlâna-museet for at besøge Rumis gravmæle. Pilgrimmene samles under den turkisgrønne kuppel, som er blevet byens vartegn.

Under kuplen ligger også Rumis far og søn begravet, ligesom der er gravmæler for en række af Rumis trofaste disciple og øvrige familiemedlemmer. Ved gravmælerne læser muslimske pilgrimme i Koranen, mens kristne, buddhister og folk uden fast religiøst tilhørssted sidder og står rundt omkring og fremsiger bønner eller mediterer.

Rumis gravmæle er opført kort efter hans død, da det muslimske dynasti seljukkerne sad på magten i Anatolien med Konya som deres hovedstad. Seljukkerne var de første, der bandt Anatolien sammen til en religiøs og økonomisk enhed. Religionen var sunniislam, og midlet til at skabe enhed i troen var at opføre madrasaer, koranskoler, i alle byer. Økonomien var baseret på handel, og seljukkerne opførte et net af karavanestationer langs handelsvejene.

Mange af de seljukkiske bygninger både religiøse og verdslige står endnu, så man kan beundre deres fine og fantasifulde stenhuggerarbejde. Omkring byhøjen ligger for eksempel flere koranskoler, og på selve højen ligger en moské opkaldt efter seljuksultanen Alaeddin Keykubad, der regerede fra Konya 1219-1231. Tæt på ligger resterne af hans palads.

Alaeddin og hans dynasti kan med en vis ret kaldes tyrkernes Gorm og Thyra, og Konya for Tyrkiets Jelling. De fint forarbejdede sten i seljukkernes bygningsværker er vigtige brikker i den tyrkiske historieskrivning, og Rumis grænseoverskridende mystik og de driftige forretningsfolk er med til at føre Konya ind i fremtiden. Det minder tørklædet, som vi fik her for tre år siden, os også om.