Om et par dage vil to planeter have et tæt møde på aftenhimlen i sydvest. Allerede i aften kan man efter solnedgang, hvis det er skyfrit mod sydvest, se Venus med den orangerøde Mars lige ovenfor. I de næste dage vil de to planeter nærme sig hinanden for den 21. og 22. februar at have en indbyrdes afstand på mindre end en halv grad.
Alle synlige planeter har tidligere symboliseret menneskers tanker og egenskaber. At de bevæger sig i forhold til nattehimlens fiksstjerner, blev flere steder opfattet som tegn på, at der også var liv at spore på himlen. Selvfølgelig på grund af forestillingen om, at bevægelse måtte identificere liv, mens stjernehimlen på den anden side var opfattet som en kulisse.
For at iagttage planeterne på himlen er det jo bedst at vide, hvor de er, og at Solen er under horisonten. Og hvis Månen heller ikke forstyrrer vores nattesyn, kan vi lejlighedsvis se fem-seks planeter. De indre planeter, Merkur og Venus, samt de ydre, Mars, Jupiter og Saturn, har været kendt siden oldtiden. Men også den fjernere planet Uranus kan akkurat skimtes med unge, raske øjne. Uranus blev med teleskop opdaget i 1781 af den engelske astronom William Herschel.
Merkur og Venus har som nævnt begge baner inden for Jordens. De vil, set fra Jorden, altid være at finde inden for en begrænset afstand fra Solen og derfor aldrig højt på himlen om natten, mens Solen jo befinder sig under horisonten i nord.
De indre planeter er derfor enten synlige på den østlige himmel før solopgang eller på den vestlige himmel efter solnedgang. Venus befinder sig for tiden til venstre for Solen og går derfor ned efter denne. Om et halvt års tid, når Venus i sin bane har arbejdet sig over på den anden side af Solen, kan vi se planeten på den østlige himmel før solopgang. Merkur rejser hurtigere rundt om Solen, så den optræder hyppigere i de nævnte positioner. Men fra vores høje breddegrad er det ofte vanskeligt at se Merkur højt nok på himlen i tilstrækkeligt mørke.
Merkurs hastige bevægelse er jo også baggrunden for planetens navn, der i den klassiske romerske mytologi var synonymt med himlens sendebud, der hastigt rejste fra øst til vest og tilbage igen. Helt anderledes var det med den smukke Venus, der i den klassiske romerske fortælling repræsenterede kærlighedens gudinde. Rart at tænke på, når denne planet ofte bliver kaldt Jordens søster. Det sidste nok mest, fordi det er den planet, der i størrelse og opbygning ligner Jorden mest.
Faktisk er planeten så klar, at lyset fra den kan trænge gennem dagslyset. Så man kan faktisk se Venus på daghimlen, men det kræver, at man ved, hvor den befinder sig. Og vigtigt:Hvis man ikke er under kyndig vejledning, skal man lade være med at bruge kikkert på daghimlen. Det er sikrest, når Venus er længst fra Solen - mellem 40 og 46 grader derfra. Men vi har ofte svært ved at fokusere vores syn på en skyfri himmel. Man kan evt. om eftermiddagen tage opstilling i skyggen på østsiden af en bygning, så sollyset ikke kan ramme øjnene. Fokuser på en fjern genstand, en skykant eller en mast. Får man øje på Venus indser man, at ingen andre planeter kan måle sig med den strålende kærlighedens gudinde.
Det kunne se ud, som om den orangerøde planet har opdaget, at Venus er i nærheden. For som beskrevet i indledningen nærmer de to sig hinanden i disse dage. Men det bliver en kort visit, og noget tyder også på, at Venus har helt andre planer. For godt nok er de meget tæt på hinanden den 21. og den 22. februar, men hun iler forbi og videre opad på himlen og efterlader Mars, der orangerød i hovedet snart må se sig indhentet og opslugt af Solen.
Oven i købet får parret også besøg af den nye måne den 20. og 21. februar, så vi må håbe, det er skyfrit mod sydvest disse aftener efter solnedgang.
Når de to planeter i sydvest forlader scenen, kan man dreje blikket i modsat retning, hvor Jupiter allerede befinder sig højt på himlen mod nordøst. Jupiter er Solsystemets største planet - større end alle de andre planeter tilsammen. I mange kulturer blev Jupiter anset for at være den øverste af alle. Måske blev den betragtet med respekt på grund af sin rolige, majestætiske bevægelse og fremtoning.
Når Solen er gået ned, kan man roligt tage håndkikkerten frem og rette den mod den lysende planet og iagttage nogle af de fire galilæiske måner, der kredser omkring planeten. Fra aften til aften kan man se dem i nye positioner. Det var dette ”spil”, der gav den italienske astronom Galileo Galilei baggrund for at påstå, at ikke alt drejede sig om Jorden.
Efter at Månen om et par dage har besøgt Venus og Mars, iler den østpå, samtidig med at dens fase tager til. Først i marts kan man så se Månen besøge den majestætiske Jupiter - dog i respektfuld afstand.
Bjørn Franck Jørgensen er tidligere direktør for Tycho Brahe-Planetariet i København