Der var noget, der ikke stemte. Hans var født i 1944, men hans forældre var først blevet gift i 1949, og de første fire år af sit liv havde han boet hos sine bedsteforældre ude på heden. Som enhver anden 12-årig var Hans begyndt at se mere kritisk på verden omkring sig. At hans far måske ikke var hans rigtige far, var et tema, der havde optaget ham et stykke tid. Der var noget spændende ved det. For hvem var Hans’ far så?

Når de voksne troede, at han ikke var i nærheden blev der indimellem nævnt noget om Tyskland og tyske soldater. Det gav Hans en ide om, at hans far måske var tysk soldat. Det ville selvfølgelig være et problem. Krigen fyldte stadig meget i folks bevidsthed og ikke mindst i de lege, som Hans og kammeraterne legede. Tyskerne var de onde og danskerne, navnlig modstandsbevægelsen, de gode. Alligevel var der noget eksotisk og fascinerede ved tanken om en tysk soldat for drengen, der var vokset op i den lille stationsby Vinderup i Vestjylland.

Den dag fantasien blev gjort til virkelighed, holdt fascinationen dog brat op. Hans var kommet op at skændes med sin mor, og så skete det.

“Vi stod i stuen. Jeg skulle hjælpe hende med et eller andet, og det gad jeg sgu ikke. Jeg havde sikkert andre planer. Hun har nok sagt, at hun ville sige det til far, når han kom hjem. Så tænkte jeg pludselig, at nu skulle det være og spurgte hende direkte: Hvem er egentlig min far?” husker Hans Sønderborg, som i dag er 70 år gammel.

Moderen, der ellers havde et voldsomt temperament, faldt med det samme helt ned og fortalte med overraskende ro, at Hans’ far var en tysk soldat, hun havde mødt, og som aldrig var kommet tilbage. Hun vidste ikke, hvad der var sket med ham.

“Jeg spurgte, hvad han hed. Så fik jeg navnet, og det var det. Jeg kunne godt mærke, at jeg ikke skulle spørge mere ind til det. På det tidspunkt havde jeg heller ikke lyst til at få mere at vide,” fortæller Hans Sønderborg. 

Hans værste anelser var blevet til virkelighed, og de var ikke spor spændende, da det kom til stykket. Den tyske far hed også Hans. Var sønnen mon opkaldt efter ham? Det ville være oplagt, men det fandt Hans aldrig ud af, for det var den eneste gang moderen ville snakke om det. Der skulle gå årtier, før han blev klogere på sin far.

Tyskerpigerne og deres afkom

Hans’ mor var langtfra den eneste danske kvinde, der havde haft et forhold til en tysk soldat under krigen. Det skønnes, at der mindst var 50.000 danske piger og kvinder, som havde omgang med tyskerne under besættelsen, hvilket dækker over alt fra engangs-flirt til kæresteforhold og prostitution. Man ved også, at der blev født omkring 10.000 børn med tyske soldater som fædre. 

Både under og efter krigen blev tyskerpigerne kategoriseret som dumme, grimme underklassepiger, der ikke havde haft hjerne nok til at sige fra. Man kunne ikke acceptere den tanke, at det også gjaldt almindelige, ellers ordentlige, danske kvinder. Undersøgelser har imidlertid vist, at pigerne kom fra alle samfundslag og med mange forskellige baggrunde. 

Allerede i august 1940 fandt den første klippeaktion sted i Helsingør, og eksempler på chikane og overgreb blev hyppigere i løbet af besættelsen. Samtidig blev straffen for at chikanere tyskerpiger skærpet til at indebære bødestraf og i grove tilfælde deportation til Tyskland. Det var altså ikke ufarligt at genere pigerne. I de illegale blade advarede modstandsbevægelsen læserne mod at komme i kontakt med pigerne, da man anså dem for potentielle stikkere.

Modstandsbevægelsens holdning til afkom af tyskerpiger var heller ikke til at tage fejl af. I de illegale blade blev det debatteret heftigt, hvad man skulle stille op med disse børn, som man anså som farlige på grund af deres forældres problematiske karaktertræk. I bladet “De Frie Danske” opfordrede man til deportation af børnene og skrev blandt andet:

“Hvad skal man egentlig stille op med de uægte Børn, som de tyske Soldater har efterladt paa deres Hærgnings- og Voldstogter gennem Europa? Man ved om dem, at deres Mor var en foragteligt Tøjte og deres Far en gemen Forbryder. Kan man ikke med nogenlunde Sikkerhed gaa ud fra, at det overvældende Flertal af denne Drageyngel vil slægte Forældrene paa? Bør vi modtage dem i vort Samfund? (…) Lad da os sørge for - nu medens Harmen er hed - at samtlige de uægte Børn, som tyske Tropper har efterladt i de engang besatte Lande, med samt deres Mødre sendes til Tyskland.”

Det lykkedes dog ikke modstandsbevægelsen i Danmark at få børnene og deres mødre sendt væk. 

Tyskerpigerne fik også en særlig hård behandling i befrielsesdagene, både under arrestationerne og ved spontane selvtægtsaktioner. Over hele landet blev pigerne pågrebet og fik klippet deres hår af. Enkelte steder, som i Skelund ved Hadsund, udstillede man ligefrem det afklippede hår foran byens hotel. En stor del af kvinderne fik revet tøjet af og måtte løbe nøgne gennem byen. Ved Roskilde blev en kvinde bragt ud i en grusgrav, klædt af og klippet skaldet, hvorefter otte-ti modstandsfolk truede med at skyde og partere hende. En af deltagerne er citeret i bogen “Danmark besat - krig og hverdag 1940-45” for at sige:

“Jeg tror, vi var nogle stykker, som blev klar over, at det vist lige var ved at gå over stregen (…) Hvad vi gjorde ved hende til sidst, det husker jeg ikke. Om vi efterlod hende derude, det har været det mest sandsynlige.”

Ekspert i besættelsestiden og temaet om “tyskerpiger”, professor ved Roskilde Universitet, Anette Warring har i forbindelse med sin forskning gennemgået det omfangsrige politimateriale, der findes om chikane af tyskerpiger både under og efter krigen. Ifølge Warring er det meget tydeligt, at de danske mænd fandt det provokerende, at pigerne i deres øjne havde en rådden moral, når de eksponerede deres seksualitet ved at være sammen med tyskere.

“De blev straffet på en anden og hårdere måde end en mand, der f.eks. havde arbejdet for tyskerne. Det skyldes, at pigernes handlinger havde med seksualitet at gøre. Der ligger en særlig provokation i, at en nations kvinder er kærester med fjendens mænd. Deres seksualitet bliver opfattet som noget, der tilhører nationen og har med nationens og mandens ære at gøre,” forklarer hun.

Et typisk citat fra rapporterne er:

“Det var provokerende sådan som de sad og hang om halsen på tyskerne”, “Der er ellers danske mænd nok”, fortæller Anette Warring. 

Klipningerne var naturligvis også udtryk for den generelle, opsparede vrede hos danskerne, og det var nok mindre farligt at demonstrere sin vrede over for en tyskerpige end over for en stor værnemager, dvs. en af dem, der havde samarbejdet økonomisk med besættelsesmagten. For mange var det at deltage i aktionerne eller at komme med tilråb og spytte efter pigerne også en nem måde at vise deres eget tilhørsforhold til den “rigtige” side.

“I sådan en massestemning kan det være svært ikke at deltage, for så kan man selv blive beskyldt for ikke at have stået på den rigtige side,” forklarer Anette Warring.

Søn af en tyskerpige

Alt det om de fæle tyskerpiger vidste Hans godt, da han fandt ud af, at hans mor havde været en af dem, og at han selv ikke bare var en almindelig horeunge, men noget meget, meget værre.

“Der var tit nogle, der råbte brilleabe efter mig dengang, men det var jo meget normalt. Det andet - tyskerunge eller naziøre - var der aldrig nogen, der råbte, og det havde heller ikke været særlig rart,” siger han.

Efter moderens afsløring gik Hans rundt med en knude i maven. Han var bange for, at det blev almindelig kendt, at hans mor var en “tyskertøs”, og at han selv var barn af en tysk soldat. Han var især bange for, at kammeraterne fandt ud af det. De ville højst sandsynlig udstøde ham fra fællesskabet. Men måske var det allerede kendt?

“Det, der pinte mig mest, var spørgsmålet: Hvem ved noget om det her? Alle de mennesker, jeg omgås, alle de steder, jeg kommer - ved de noget om det her, eller gør de ikke? Jeg turde ikke spørge om det. Jeg turde ikke engang spørge min egen familie. Når jeg engang imellem prøvede at komme ind på emnet, var der ingen svar. Kun bortvendte ansigter og tågeblikke,” husker Hans Sønderborg.

For en 12-årig dreng var der heldigvis også andre ting at tænke på, og historien om faderen fyldte ikke det hele. Men når de andre drenge gik rundt og snakkede om, hvad deres fædre havde lavet under krigen, og hvor store helte de allesammen havde været, havde Hans ikke noget at komme med og trak sig tilbage. Det værste var dog, hvis snakken faldt på tyskerpigerne.

“I drengekredse begynder man jo at finde ud af, hvad forskellen på drenge og piger er, når man er en 12-13 år, og det var ikke specielt pæne ting, der blev sagt om tyskerpiger. Feltmadrasser og den slags udtryk. Alt muligt med kønssygdomme. Jeg begyndte at se på min mor med drengens selvretfærdighed: Hvordan kunne hun finde på sådan noget - det var jo fjenden? Der kom skam ind i billedet. Hun havde begået en skændig handling, som jeg var et resultat af. Det udfordrede vores forhold meget,” siger Hans Sønderborg.

Han har senere tænkt over, at moderens forhold til ham også blev påvirket af deres konfrontation. Det var, som om hun undgik at komme på tomandshånd med ham. Måske var hun bange for, at han skulle begynde at spørge.

Tre måneder efter han var færdig med skolen, stak han til søs. Han kunne ikke komme hurtigt nok ud af byen. Kun ganske sjældent vendte han tilbage på besøg og kun i korte perioder. Han brød sig ikke om at være i byen, for han vidste stadig ikke, hvem der vidste hvad. Livet på havet endte med at blive hele hans liv. Han gjorde karriere inden for Handelsflåden, hvor han først blev udlært kok og senere blev hovmester.

Selv i dag bryder han sig ikke om at komme tilbage til byen, selvom alle, der boede der dengang, er væk.

“Til min gamle klasses 50-års jubilæum spurgte jeg mine gamle kammerater, om de havde hørt om det med min far. Det havde de ikke. Heller ikke en af mine bedste venner fra den tid,” siger Hans Sønderborg.

Det virkede ikke, som om det gjorde nogen forskel for dem.

“På den måde havde jeg gået rundt med en ubegrundet frygt. Men det kan også være tiden. Det er ikke sikkert, at de havde taget det så afslappet, hvis de havde fået det at vide dengang.”

Ville ikke såre nogen

Hans Sønderborg er ikke i tvivl om, at hans stedfar altid havde vidst, hvordan historien hang sammen, men han lod aldrig Hans mærke noget. Derfor var der heller ikke noget, der ændrede sig mellem dem, efter Hans havde konfronteret sin mor. Alligevel turde han heller ikke spørge stedfaderen om sin rigtige far.

“Jeg ønskede ikke at vide mere, og jeg sagde til mig selv, at der måtte være en årsag til, at vi havde den tavshed. Jeg ville heller ikke gøre ham fortræd ved at spørge. Så stillede jeg måske tvivl om hans måde at være far på. Jeg ønskede ikke at genere dem på nogen måde. Jeg havde jo ikke manglet noget,” siger Hans Sønderborg.

Derfor lagde han låg på historien og fortalte den ikke til nogen - bortset fra sin kommende kone, da forholdet mellem dem blev alvorligt.

“Tavsheden blev også en del af mig. Jeg vogtede over den. Det skulle være slut med den historie,” siger Hans Sønderborg, som senere kaldte det for et tavshedstyranni. 

“Der var en mur, der blev bygget op af samfundet, familien, omgangskredsen - og mig selv. Det er først, når du kommer op i årene, at du tænker: Det kan sgu da ikke være rigtigt, at jeg ikke kan få at vide, hvem min far er.”

I 1967 døde hans mor af kræft, og de fik aldrig talt mere om den tyske soldat. Hans ambivalente forhold til moderen fortsatte derfor efter hendes død.

“Jeg synes, det var forfærdeligt, at hun blev syg, men jeg er stadig sur på hende over det andet. Mest fordi hun ikke fortalte sandheden, men også fordi hun havde indladt sig med en tysk soldat. Jeg ved godt, at det er nemt at sige så mange år efter,” siger han og forklarer, at han egentlig godt kan forstå, at hun var blevet interesseret i en tysk soldat, som formentlig havde en pæn opdragelse og gode manerer i modsætning til de tunge bondekarle, som hun ellers omgikkes.

“Men hun kunne godt have gjort noget andet - selvom så havde jeg selvfølgelig ikke siddet her,” siger han. 

Så vidt han ved, blev hans mor ikke klippet eller udsat for andre overgreb. Det har der i hvert fald ikke været nogen indikationer på. Der står ikke noget om hende i de gamle politiarkiver i området, og hun var velrespekteret og involveret i mange sociale ting.

Skammen fulgte pigerne hele livet

Gennem sine interviews med tyskerpiger har Anette Warring dokumenteret, hvordan det at blive interneret og klippet har påvirket kvinderne.

“Det blev en livsbetydende skam. Hovedparten havde ikke haft en politisk motivation for at være sammen med tyskere og var flove over det, de havde gjort. De følte en stor skam, som blev forstærket de første mange årtier efter krigen, når historien blev genfortalt i skolerne, på film, i bøger, ved årlige mindehøjtideligheder og så videre,” siger hun.

Mange af kvinderne forsøgte at rejse væk fra deres lokalområde, men rygtet indhentede dem i mange tilfælde.

“Der er ikke så mange eksempler på, at de blev udsat for fysisk forulempelse, men der er eksempler på, at de blev fyret fra deres arbejdspladser umiddelbart efter krigen. Det er dog først og fremmest den her indbyggede skam, der hele tiden blev bekræftet og forstærket gennem den entydige fortælling om Danmark under besættelsen, som blev gentaget,” siger hun.

I de første årtier efter krigen var der meget få, der kritiserede behandlingen af tyskerpigerne. En af dem var teologen Hal Koch, som sagde, at den måde, pigerne blev behandlet på, var uværdig. Især fordi det ofte, ifølge Koch, var socialt dårligt stillede piger, som ikke vidste bedre. 

En anden kritiker var en norsk antinazist og psykolog, som mente, at man ikke kunne stille kvinderne til ansvar, fordi kærligheden ifølge ham ingen vilje har. Men derudover synes der at have været konsensus omkring afstraffelsen af tyskerpigerne næsten helt frem til i dag. 

Da Anette Warring udgav en bog om tyskerpiger i slutningen af 1980’erne, fik hun trusselsbreve fra folk, der ikke mente, at behandlingen af tyskerpigerne skulle kritiseres. Men hun mener, at der i forbindelse med bogens udgivelse og i årene efter skete et holdningsskifte til en mere nuanceret og selvkritisk tolkning af besættelsen, som også kom tyskerpigerne til gode.

Leder af historie-afdelingen på Sydvestjyske Museer, historiker Lulu Anne Hansen, har i forbindelse med sin ph.d.-afhandling fra 2011 undersøgt de esbjergensiske tyskerpigers forhold til tyske soldater.

Hun vurderer, at der igennem mange år har været fokus på fortielsen og fortrængningen af forholdene til de tyske soldater. Mange af de kvinder, som fik børn, skammede sig over at have dem, og nogle blev bortadopteret, mens andre aldrig har fået at vide, hvem deres far var.

I de senere år er der kommet flere positive beretninger frem om krigsbørn, der ikke har haft dårlige oplevelser med f.eks. overgreb eller udstødelse, fordi det er blevet mindre tabubelagt. Ikke desto mindre har de i mange tilfælde været ofre for den fortielse, der lå i familierne og i samfundet.

“De har tit haft en oplevelse af, at der var noget, de ikke skulle vide om deres baggrund, og det har selvfølgelig påvirket rigtig mange i deres opvækst,” siger hun.

Hvad rager det dig?

Da Hans Sønderborg var midt i halvtredserne, læste han bogen “Det sku’ nødig hedde sig” af Lotte Tarp, der beskriver sin opvækst som tyskerbarn. I forbindelse med bogen havde hun fået lirket dele af de ellers lukkede arkiver op.

Hans Sønderborg tog i første omgang kontakt til Civilretsdirektoratet, men da personalet hørte, hvad det drejede sig om, kunne de ikke hjælpe ham. Han forsøgte de lokale arkiver, men her blev han også afvist. På Google tastede han ordet “feltmadras” for at se, hvad der skete. Danske Krigsbørns Forening dukkede op. Han gemte foreningens kontaktoplysninger, men der gik yderligere nogle år, før han endelig tog mod til sig og skrev til foreningen. Da var han 63 år og gået på efterløn.

Formanden for foreningen, som selv er krigsbarn, havde lavet en database ved at gennemlæse alle numre af Statstidende fra årene omkring besættelsen og sætte oplysningerne fra de enkelte stævninger i system. Han skulle bare bruge moderens fulde navn.

“Min mor dukker op i databasen, hvor hun stævner en tysk soldat som far til sit barn. Man går så ud fra, at han læser Statstidende, hvilket man kan more sig lidt over,” siger Hans Sønderborg.

Han havde nu sin fars fulde navn og dermed noget konkret at gå videre med.

Familien havde imidlertid ikke meget forståelse for hans ønske om at finde oplysninger om sin far. Han havde et godt forhold til sin moster, som var nogle år yngre end moderen, men hun havde altid sagt, at hun ikke kendte noget til hans biologiske far. Da han ringede for at fortælle hende, at han nu havde fundet ud af, hvem faderen var, blev mosteren meget vred.

““Hvad rager det dig?” spurgte hun. “Hvad skal du rode i det for?” Hun kunne hun slet ikke se, hvad jeg skulle bruge det til. Jeg svarede, at nu ville jeg altså finde ud af det her, som jeg havde gået og bøvlet med i, gud ved hvor mange år. Det kan ikke nytte noget, at jeg skal gå i graven uden bare at vide lidt om, hvad der foregik,” siger Hans Sønderborg, der siden har tænkt på, at mosteren måske også følte skam over det, som var foregået.

“Og så har de sikkert indgået en eller anden aftale i tidernes morgen om, at det lukker vi ned for og taler ikke mere om det,” siger han.

En virkelig eksistens

Hans næste stop var Deutsche Dienststelle, et statsligt organ i Tyskland som blandt andet sidder med oplysninger om medlemmerne af den tyske værnemagt, som blev dræbt under krigen. Her kunne Hans Sønderborg hente oplysninger om soldatens historie. 

Han fik at vide, hvor faderen havde været, og hvornår han havde været i Danmark, men også at han var født i Danzig-området. Gennem Kirchliche Suchsdienste i Stuttgart fandt Hans Sønderborg frem til landsbyen Simonsdorf, nu Szymankowo i Polen, hvor faderen var født. Han skrev et brev til myndighederne i byen. Tre måneder senere dukkede faderens fødselsattest op.

“Det var voldsomt. Pludselig var han en virkelig person, der havde eksisteret. Indtil da havde det jo været et fatamorgana,” siger Hans Sønderborg.

Desuden fandt han ud af, at hans farmor havde været tjenestepige på et gods, hvor hun var blevet gravid og havde født Hans’ far. Selv jordemoderen, der indberettede fødslen til myndighederne, stod noteret. Det gav ham en mærkelig følelse at finde ud af, at faderen også var født uden for ægteskab. Far og søns udgangspunkt mindede pludselig meget om hinandens.

Gennem Deutsche Dienststelle fandt Hans Sønderborg også ud af, at faderen blev meldt savnet den 8. januar 1945 et sted i det nordlige Ungarn, nu en del af det sydlige Slovakiet. I de dage fandt der voldsomme slag sted mellem tyske og russiske tropper med mange dødsfald på begge sider.

Enten blev faderen dræbt, eller også blev han taget til fange af russiske tropper, fortæller Hans Sønderborg. Det tyske Røde Kors har ikke kunnet finde nogen oplysninger om ham, men hvis han døde på slagmarken, ligger han sandsynligvis genbegravet på en nyopført krigskirkegård i Vazec i Slovakiet.

Dermed døde hans far, formentlig, 23 år gammel i en mudderpøl i Ungarn, få måneder efter hans søn blev født i Danmark.

“Det er ikke sikkert, at han vidste, at der var et barn på vej. Det er sørgeligt, at så ungt et menneske mistede livet. Jeg kunne godt have undt ham et andet liv,” siger Hans Sønderborg, der stadig ikke kender noget til faderens forhold til nazismen. 

“Det er et af de små huller, som det kunne være rart at få lukket. Det ændrer jo ikke noget for mig, men alligevel: Var han en lille uskyldig soldat, eller var han en overbevist nazist? Og hvordan kunne han have været andet?”

Ønske om familiemedlemmer

Hvis det var muligt, ville Hans Sønderborg også gerne finde nogle af faderens slægtninge, da han har mistet kontakten til sine egne søskende og heller ikke har nogen børn. Måske findes der nogle fætre og kusiner et sted dernede.

“Der er selvfølgelig ingen garanti for, at de overlevede krigen, men det kunne være sjovt at finde noget familie. Jeg bliver rimelig misundelig, hver gang nogle af medlemmerne (i Danske Krigsbørns Forening, red.) finder en fætter eller kusine. Kan jeg ikke også få det?” spørger han.

Indimellem har han haft samvittighedskvaler over at rode rundt i sin mors ungdom. Han husker endnu sin mors flammende temperament og er ikke i tvivl om, at hun ikke ville have taget det særlig pænt, hvis hun vidste, at han havde undersøgt hendes fortid. Det forstår han også godt.

“Nogle gange har jeg tænkt, hvad fanden bilder jeg mig egentlig ind? Jeg ville selv gerne have mig frabedt, at nogen rodede rundt i min ungdom. På den anden side, hvis hun nu havde brugt bare en halv time til at fortælle mig de ting, jeg nu har været flere år om at finde ud af, så havde vi været ude over det problem,” siger han.

På samme måde er han uforstående over for myndighedernes behandling af krigsbørn. Navnlig det at børnene ikke kunne få lov til at få oplysninger om deres far, da arkiverne var lukkede indtil 1999.

I Norge, hvor krigsbørn rent faktisk blev deporteret, har man efterfølgende givet en officiel undskyldning, og selvom det ikke lykkedes modstandsbevægelsen i Danmark at få sendt danske krigsbørn ud af landet, har Hans Sønderborg og flere andre krigsbørn ønsket at få en lignende anerkendelse fra den danske stat. En gruppe af dem skrev til daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen, som dog ikke tog sagen op.

I kølvandet på sagen skrev en redaktør på Jydske Vestkysten, at de fleste af pigerne ikke kunne have været i tvivl om, at de legede med en farlig ild. Det fik Hans Sønderborg til at skrive et vredt svar, hvor han tog pigerne - og dermed sin mor - i forsvar. 

Han er stadig i gang med sin research og lige nu overvejer han, hvad næste skridt skal være. Entusiasmen er dog begyndt at falde.

“Nu ved jeg efterhånden nok og har brugt så meget tid på det. Jeg er blevet 70 år, og jeg skal jo ikke bruge resten af min tid på at sidde og lede efter fortiden,” siger han. 

Tavsheden har han lagt bag sig ved hjælp af fællesskabet i Danske Krigsbørns Forening.

“Nu er jeg sprunget ud af skabet og fortæller om det til alle, der gider høre på det. Det betyder meget, at man ved lidt om sine rødder. De fleste mennesker vil gerne vide, hvor kommer de fra, og under hvilke omstændigheder de er blevet til.”

Engang imellem går han op på den tyske kirkegård i Frederikshavn, hvor der ligger 1.100 tyske soldater begravet.

“Når man ser alle de grave, tænker man: “What a waste of life”. Det er utroligt, at det har kunnet foregå, men det har det jo altid gjort, og det vil det nok altid gøre.”