Statellitoptagelser bekræfter bange anelser. Islamisk Stat har forårsaget omfattende ødelæggelser på det største tempel i den syriske oldtidsby Palmyra, Bel-templet.
Det skriver den britiske avis The Guradian.
Templets hovedbygning samt en søjlerække i dets umiddelbare nærhed er ødelagt, viser satellitbilleder.
Byens romerske ruiner står på Unescos liste over unik verdensarv. Ødelæggelsen af Bel-templet er dermed et tab for hele verdens kulturelle arv og rækker langt ud over Syriens nationale kulturarv.
Det store Bel-tempel blev grundlagt i år 32 efter Kristus og har navn efter den mesopotamiske gudstitel Bel.
Islamisk Stat erobrede den syriske ørkenby Palmyra i maj. Siden da er flere hundrede genstande blevet bragt i sikkerhed, men de tonstunge monumenter, som nu er ødelagt, var ikke til at flytte.
Den fjerntliggende by Palmyra blev opført ved en ørkenoase i det nuværende Syrien, da området var en del af Romerriget. Palmyra var en kulturel korsvej, der sammenbragte de mellemøstlige og græsk-romerske kulturer i det 1. og 2. århundrede, og er derfor i dag et af verdens prægtigste kulturcentre.
Islamisk Stat har angrebet flere religiøse og før-islamiske antikviteter, da de betragter dem som afgudsdyrkelse og gudsbespottelse.
Tidligere har den islamistiske gruppe blandt andet kørt bulldozere gennem det irakiske ruinområde Nimrud.
Islamisk Stat har også ødelagt antikke og uvurderlige kunstgenstande i byen Mosul i det nordlige Irak.