Nepal er et af verdens fattigste lande. Det er kun syv år siden, at gældsslaveri blev afskaffet af parlamentet.
To millioner af de i alt 30 millioner nepalesere er gæstearbejdere i udlandet, fordi de ikke kan skaffe job i deres hjemland.
Over halvdelen af Nepals 15 millioner kvinder har under syv kroner om dagen at leve for.
Durpati Choudhary er 40 år. Hun og hendes mand var gældsslaver indtil for 12 år siden. De boede og arbejdede hos en godsejer uden at få løn. I dag bor ægteparret og deres tre børn på 14, 12 og 13 år i en landsby for frigivne gældsslaver i det sydvestlige Nepal.
Hendes mand er løsarbejder på forskellige byggeprojekter langt fra hjemmet.
Durpati Choudhary har sammen med ti andre kvinder i landsbyen oprettet en andefarm med støtte fra Folkekirkens Nødhjælp. Kvinderne håber, at de på den måde kan skaffe et levebrød.
Maya Biswokarma er 37 år og bor i en lerhytte klos op af det nye, store hus, hendes svoger er ved at opføre. Maya er enke og har en søn på 19 år. For to år siden fandt hun arbejde som tjenestepige i Kuwait. I otte måneder arbejdede hun for en familie, der ikke ville give hende løn. Hun klagede sin nød til Nepals ambassade i Kuwait. Resultatet var, at hun måtte tilbringe 13 måneder i ambassadens herberg for migranter. Den nepalesiske ngo Pourakhi, der støttes af Folkekirkens Nødhjælp, hjalp hende med at komme tilbage til Nepal.
Maya Biswokarma er forgældet. Hun har lånt, hvad der svarer til 3000 kroner af en lokal godsejer. Organisationen Pourakhi har givet hende penge til at købe en ged. I dag har hun fem geder. Hun håber, at gederne kan give hende en indtægt. Hendes søn har netop fået arbejde på en restaurant i Indien, og Maya håber også, at han bliver i stand til at hjælpe hende økonomisk.
Ratna Kola Pondey er 80 år og næsten blind, men hun forsøger at klare sig selv. Engang imellem bliver hun inviteret til spisning hos slægtninge i landsbyen. Hun blev enke for 19 år siden og har ingen børn. Hendes eneste indtægt er en statslig pension på 500 nepalesiske rupees om måneden eller cirka 33 kroner.
Ratna Kola Pondey ses her foran sin hytte i landsbyen Thapapur i det sydvestlige Nepal. Hendes hytte rummer en seng og lidt husgeråd samt en rød spand. Spanden modtog hun af en nødhjælpsorganisation, efter at landsbyen blev oversvømmet under monsunen sidste år.
Kokila Bishwak er 29 år og bor alene med sine to børn på seks og syv år i landsbyen Thapapur i det sydlige Nepal. Hendes mand arbejder på en fabrik i Indien og sender så mange penge hjem til familien, at parrets børn kan gå i privatskole, selvom familien er fattig og tilhører Nepals kasteløse. Han kommer hjem på besøg en måned om året. For at beskytte sin mands helbred har Kokila aftalt med ham, at han ikke skal komme hjem i monsunen, hvor der er flere sygdomme i landsbyen.
Kokila Bishwakama bor i en landsby med mange oversvømmelser. Sidste år blev hendes hus oversvømmet. Kokila og hendes to børn sad på loftet, da vandmasserne begyndte at stige. Hun havde en mobiltelefon og ringede til landsbyens redningshold. Da redningsbåden kom, stod vandet op i mere end to meters højde. Kokila huggede dette hul i væggen og reddede på den måde sig selv og børnene ud af huset.
Krishna Chaudhary er 26 år og fra landsbyen Thapapur i det sydlige Nepal. Hun tilhører tharu-stammen, der er en af de mest marginaliserede grupper i Nepal. Hun fortæller, at flere kvinder i hendes landsby bliver slået af deres mænd. Mindst 10 mænd i landsbyen har to koner. Sidste år giftede en af landsbyens mænd sig igen, fordi hans første kone ikke kunne få børn. Da hans nye hustru fik et barn, straffede han den første kone ved at slå hende.
Krishna Chaudhary har sammen med andre kvinder i landsbyen Thapapur dannet en kvindegruppe, der siger fra over for mænds voldelige adfærd. Gruppen gik samlet hen til en mand, der havde slået sin første kone. Kvinderne krævede skilsmisse på den forsmåede hustrus vegne. De forlangte også, at hun skulle have halvdelen af mandens ejendele. Med truslen om en retssag hængende over hovedet accepterede manden kvindegruppens krav.
Sushila Suanar var kun 16 år, da hun blev lokket til at tage til Kuwait. Hun fik job som hushjælp hos en kuwaitisk familie. Hun fortæller, at kvinden i huset slog hende og mishandlede hende med en saks. Det lykkedes at finde arbejde hos en ny familie. De var kristne koptere og behandlede hende godt. Hun tjente godt 700 kroner om måneden og boede i Kuwait i fire år.
I dag er hun 27 år og bor hos sin familie i en fattig landsby. Hun har svært ved at udføre manuelt arbejde i landsbyen, fordi hun lider af diabetes. Hendes mand bor i Indien og sender penge hjem. Parret har ikke set hinanden i tre år. Sushila Suanar mødes med andre tidligere migrantarbejdere i organisationen Pourakhi, der arbejder for migranters rettigheder. Sushila er god til at synge, og på billedet nedenfor synger hun en selvkomponeret sang om livet som migrantarbejder. De øvrige kvinder på billedet har alle arbejdet som tjenestepiger i Mellemøsten.
