Lukket for flere kandidater: Bispevalg i Aarhus bliver duel

Det bliver én valgrunde mellem Henrik Wigh-Poulsen og Jens Maibom Pedersen, der afgør, hvem der bliver ny biskop i Aarhus. Mens præsterne støtter op om Wigh-Poulsen, har mange menighedsrådsmedlemmer valgt at pege på Maibom

Jens Maibom Pedersen (tv) og Henrik Wigh-Poulsen var de to eneste kandidater, der havde meldt sig, da fristen udløb. Det ser ud som om, den ene kandidat har menighedsrådsmedlemmernes støtte, mens den anden er præsternes favorit.
Jens Maibom Pedersen (tv) og Henrik Wigh-Poulsen var de to eneste kandidater, der havde meldt sig, da fristen udløb. Det ser ud som om, den ene kandidat har menighedsrådsmedlemmernes støtte, mens den anden er præsternes favorit. Foto: Flemming Jeppesen, Fokus.

Da fristen for at indlevere stillerlister til bispevalget i Aarhus udløb tirsdag klokken 15, stod det klart, at valget kommer til at stå mellem kun to kandidater, og at der således kun bliver én valgrunde.
 
De foreløbige stillerlister for de to kandidater viser en klar tendens. Mens der er et flertal af præster, som har valgt at støtte Henrik Wigh-Poulsens kandidatur, er der en overvægt af menighedsrådsmedlemmer blandt Jens Maiboms stillere.

"Det har jeg lagt mærke til,” lyder det fra formand for menighedsrådet ved Alderslyst Kirke, Niels Lauritsen, som selv har valgt at være stiller for Jens Maibom Pedersen, der i dag er forstander for Diakonhøjskolen i Aarhus. ”Der er selvfølgelig mange præster, der synes, det er en fordel at få en biskop, der selv har været præst. Men jeg mener modsat, at det er et plus, hvis der kommer en med en helt anden tilgangsvinkel, Jeg tror, der er mange af os menighedsrådsmedlemmer, der bedre kan genkende os selv i den virkelighed, Jens Maibom repræsenterer,” siger Niels Lauritsen.

Menighedsrådsformanden peger blandt andet på, at Jens Maibom Pedersen har været højskolelærer, aktiv i FDF og selv formand for et menighedsråd, inden han blev ansat ved Diakonhøjskolen. Og som Niels Lauritsen ser det, er det også et stort plus, at Jens Maibom Pedersen har arbejdet meget med børn og unge.

”Han er utrolig dygtig til at engagere lige netop den målgruppe. Og det har vi et stort behov for at være bedre til som kirke i dag, hvis vi skal have en betydning i fremtiden. Når konfirmationen er overstået, går der ofte rigtig mange år, før de unge opsøger kirken igen. Dér bør vi sætte ind, og det er Jens Maibom Pedersen den rigtige til at gøre,” mener Niels Lauritsen.

Sognepræst i det samme sogn Poul Geil har derimod valgt at være stiller for den nuværende domprovst i Odense, Henrik Wigh-Poulsen.

”Jeg synes, det er meget vigtigt, at en biskop selv har en solid erfaring med at være præst. Ikke kun for præsternes, men også for menighedsrådenes skyld. Han skal jo inspirere os alle, og det har man for mig at se bedre forudsætninger for, når man selv har været præst, og gerne i både by- og landsogne. Det har Henrik Wigh-Poulsen. Jeg oplever ham samtidig som en mand med en stor teologisk dybde, der er god til at bringe evangeliet på dagsordenen på en tankevækkende måde,” siger Poul Geil.

Sognepræsten peger især på, at Henrik Wigh-Poulsen er god til at skabe koblinger mellem hverdagslivet og evangeliet, og at han gør det via formuleringer, man kan huske.

”Han har blandt andet et skarpt fokus på tidens selvfedme eller selvtilstrækkelighed, hvor han peger på det kristne budskab som et vægtigt modsvar. Og så har han jo en fortid i reklamebranchen, hvilket betyder, at han har evnen til at sige noget, man kan huske. For eksempel har han sagt, at ’biskoppens magt ikke er en talmagt, men en talemagt’, og på den måde skærper han budskaberne, så de bliver siddende. Det er for mig at se en stor styrke, når man skal trænge igennem og gøre sig gældende i dag,” forklarer Poul Geil.

Lige nu arbejder valgbestyrelsen i Aarhus Stift på højtryk for at løbe listerne igennem og tjekke, om alle stillere er valgberettigede. For at blive godkendt som kandidat til valget skal man have mindst 75 og højst 150 stillere. Lektor i systematisk teologi ved Aarhus Universitet Peter Lodberg håber på, at den nye Aarhus-biskop hedder Jens Maibom Pedersen. Peter Lodberg har ikke stemmeret til valget og kan ikke være stiller, fordi han er ulønnet hjælpepræst og ikke medlem af et menighedsråd, men han er på listen over Jens Maibom Pedersens anbefalere.

"For mig at se er det slående, at der tegner sig så tydeligt et billede af, at det er præsterne, der peger på den ene kandidat, mens menighedsrådsmedlemmerne i høj grad foretrækker Jens Maibom Pedersen. Jeg tror, mange præster har svært ved at se sig selv i Maiboms teologiske og faglige profil. De kan bedre spejle sig selv i Wigh-Poulsen. Men jeg er meget optaget af Jens Maibom Pedersens teologi, fordi den er slebet til nedefra. Hans kristendom er rundet af mødet med både børn og unge og med de udsatte i samfundet, som han har mødt igennem sit diakonale arbejde, i varmestuer og på herberger. Det betyder, at der hele tiden er et brugsperspektiv hos ham. Han vil være optaget af, hvordan vi omsætter kristendommen i samfundet, og hvordan folkekirken kan udfylde sin rolle i det diakonale arbejde. Det er en opgave, som bliver mere og mere vigtig for kirken, nu hvor velfærdssystemet er under pres,” siger Peter Lodberg. 

Lektor i kirkehistorie ved Aarhus Universitet Carsten Bach-Nielsen er anbefaler for Henrik Wigh-Poulsen. Han oplever også et klart billede af, hvilken favorit henholdsvis præsterne og menighedsrådsmedlemmerne har.

”Det er nok lettere for lægfolk at forstå det diakonale budskab, og der er jo heller ingen, der kan have noget imod det, Jens Maibom Pedersen står for. Men kristendom er også andet end næstekærlighed og diakoni. Det handler i høj grad om at finde ud af, hvordan kristendommen kan gøres levende og relevant i en nutidig fortolkning, og her er Henrik Wigh-Poulsen meget skarp. Han har blandt andet skrevet afhandling om præsten og salmedigteren Jakob Knudsen, der jo om nogen var optaget af kristendommens rolle i det moderne. Samtidig ser jeg det også som en fordel, at han kender vejene og koderne i det kirkelige landskab. Han ved af erfaring, hvordan man påvirker en beslutningsproces indenfor folkekirken i dag. Det har man altså også brug for som biskop i den danske folkekirke,” siger Carsten Bach-Nielsen.