I distancen til en anden kan vi genopdage os selv

Børneforsker Per Schultz Jørgensen ud på gåtur i Farum Midtpunkt bla. med den nye

Psykolog Per Schultz Jørgensen. Foto: Scanpix / Scanpix Denmark

Vi må skabe en afstand i nærheden for at undgå en omklamring, der tager livet af os selv og vores bånd til den anden. Det er i denne afstand, vi kan genopdage både os selv og vores forbundethed, skriver Per Schultz Jørgensen i sin nye bog

Distance

Vi må skabe en afstand i nærheden for at undgå en omklamring, der tager livet  af os selv og vores bånd til den anden. Det er i denne afstand, vi kan genopdage både os selv og vores forbundethed.

I dagligdagens konkrete og praktiske forbundethed ser vi også distanceringer i vores gensidige forhold til hinanden. De er der næsten hele tiden som små eller store afbrydelser eller stop i relationsforløb. Her er der ofte tale om at gå på listefødder og bare antyde noget, der kan tolkes om distance. Selvfølgelig fordi vi i dagligdagen ikke ønsker et brud, men langt snarere ser frem mod at håndtere relationen på en måde, der passer til vores indstilling og forventning – og behov for en distance. Her er distanceringen en af de måder, vi bruger for at få relationsforholdet i bevægelse.

Det kan være som en uenighed, måske en beskeden eller nærmest tilfældig konflikt eller måske en protest, der opstår ud af forbundetheden som en slags nødvendighed. Relationen mellem to parter tager en form eller når til et punkt, hvor en distance er nødvendig, som i scenen her:

Han afslutter telefonsamtalen og fortæller hende, at aftalen nu er gået i orden – han og firmaet har fået kontrakten med efteruddannelse af alle medarbejderne i Solbjerg Kommune – i skarp konkurrence med adskillige andre. ”Det holdt også hårdt, siger han – men vi fik den!” De sidder ved frokosten, de to ægtefæller, og han genoptager tilfreds sin frokost ved bordet. Dér er det så, hun bøjer sig frem og siger med undertrykt skarphed: ”Jeg synes, I er rygklappere. I kan ikke få nok – det er til at brække sig over”. Han mærker varmen i ansigtet, spiser videre, men fornemmer bag irritationen som i et glimt, at hun måske bare har ventet på lejligheden til at sige netop det.

Når uenigheden her bryder igennem forbundetheden som en aggressiv distancering, er der tale om at sætte relationsforholdet på prøve. Hun truer den gode stemning ved bordet og afviser at deltage i jublen over kontrakten – tværtimod: Hun nedgør ham. Hun truer også relationen mellem dem, måske ikke på lang sigt, men relationen som den er her og nu. Hun har brug for distancen, måske fordi hun ikke kan se sig selv i en relation, der accepterer rygklapperi. Hun synes, han har været rygklapper for at få kontrakten, men har det nogen som helst konsekvenser for hende? Hun kan vel bare blande sig uden om og lade ham om det?

Distancering er en proces, der skabes af små signaler i de sociale samspil. Det kan være som et fravær, en manglende øjenkontakt eller et blik, der ser væk mod fjerne fikspunkter, manglende opfølgning, som vi tager som svag interesse. Det er små antydninger af skift fra fokuseret nærvær til et fravær, der antyder en glidende distancering i relationsforholdet. Vi oplever det måske som en stille skuffelse eller en opfordring til at skabe ny energi for at vinde opmærksomheden tilbage.

Hvis det ikke lykkes, erkender vi svækkelsen af båndet mellem os – måske bare for en stund eller en kortere periode. Det var måske en distraktion, en uopmærksomhed, en opslugthed i egne tanker, en falden hen i et indfald – for så at vende tilbage, genoptage samtalen og nærværet. Måske, for det kan også være, at kontinuiteten er væk:

(…) han var fjern i blikket, tilsyneladende tankefuldt overvejende hendes overvejelser – og meldte så ind med ordene: ”Der er noget helt andet, jeg tænker på”. Hun var ikke i tvivl, hans indfald var en distancering og en afvisning af hende, og hun trak sig selv tilbage fra involveringen.

En distancering er at bevæge sig bort, måske for at finde sig selv. Men det er jo også en bevægelse bort fra en anden, og det kan opleves som en slags degradering af samtalepartneren. Derfor er distancering også ofte i ledtog med skænderi eller med en social proces, der befinder sig grænseområdet mellem uenighed og egentlig åben konflikt.

Begge parter kan bidrage til distanceringen, når den først er i gang. De forøger den i en gensidig udveksling, der har som mål at skabe en afstand mellem dem. Distanceringen fører frem mod positioner, hvor de kommer fri af hinanden, og det var også det foreløbige mål – måske fremprovokeret af undertrykkelse af selvstændigheden gennem en lang periode.

Distanceringer er ofte ledsaget af følelser af mismod eller skuffelse, oplevelsen af at være trådt på, og bliver fulgt op at en fornærmethed, der på sin side fortæller om en tilbagetrækning som svar. Begge parter i et samspil er ude i distanceringer, der bidrager til brudflader i relationen. Fornærmethed er en social konvention for oplevelsen af at være såret eller trådt på.

Pointen i distanceringer på gulvplan er, at vi hele tiden befinder os i pendulfart et sted mellem nærhed og distance. Vi er i bevægelse, opholder os måske på en af positionerne, men glider så af sted igen i et opbrud, der fører os tilbage. Ikke til udgangspunktet, men til et andet punkt, hvor vi måske samler os til et nyt nærvær.

ANNONCE: Køb bogen her