Da sværvægteren Händel skabte det dødsens alvorlige værk Messias

Portrait of Georg Friedrich Handel, Composer, by unknown artist , 77 cm x 63cm. Museum: Händel

Georg Friedrich Händels private kok havde efter at have fået besked på at rekvirere en større mængdedrikke- og fødevarer spurgt: „Who is the company?“ Händel skulle lakonisk have svaret: „I am the company!“ Maleriet her ehænger på Händel Museum. Foto: Händel Museum / Scanpix

Messias er et dødsens alvorligt værk. Men også rigt på glæde og lykke.

Komponisten Georg Friederich Händels kolossale appetit på livet og musikken gik hånd i hånd med en ekstrem flid og en benhård selvdisciplin. Da han skabte værket Messias, stod han op sammen med naboens hane, slugte morgenmaden og satte sig til arbejdet - og der blev han siddende, til det blev sengetid

Alt ved Händel var vældigt. Hans korpus, hans genius, hans visioner – og hans glubende appetit.

Den amerikanske musikforsker H.C. Robbins Landon, der selv var noget af en sværvægter, har ved en lejlighed beskrevet, hvordan han ved siden af Händel kun ville have været en spirrevip – hvad en sandfærdig anekdote kan illustrere:

Händels private kok havde efter at have fået besked på at rekvirere en større mængdedrikke- og fødevarer spurgt: „Who is the company?“ Händel skulle lakonisk have svaret: „I am the company!“

ANNONCE: Køb bogen "Gud i musikken" her

Det bør tilføjes, at Händels kolossale appetit på livet og musikken gik hånd i hånd med en ekstrem flid og en benhård selvdisciplin.

Da han skabte Messias, blev han hver morgen vækket af hanegal fra en naboejendom. Han stod op, slugte morgenmaden i en fart og satte sig til arbejdet. Og han fortsatte med at komponere den lange udslagne dag, som man dengang udtrykte det.

Messias er i tre dele, og første del indledes i bedste operastil med en ouverture (eller „symphony“, som skrevet står, men nogen symfoni er der naturligvis ikke tale om). Denne ouverture er et rent mirakel, på én gang storslået og prægnant – som et definitivt udsagn kan være det. Man rammes med det samme af den uhørte styrke i musikken. Hvilken uhørt intensitet fra allerførste takt! Det er som hele menneskehedens hymne til Gud, en tak for, at han sendte Frelseren, Messias, til os.

Tempoet er grave – alvorligt og med en utrolig tyngde, men først og fremmest inderligt. Som at slå op på den første side i en stor bog, den største af dem alle, Bibelen. Hvilket episk sug, hvilken orkestral velklang! Men så skifter tempoet pludselig til en allegro moderato. Og dermed skifter musikken karakter.
 
Fra det højtideligt fremadskridende til det livsbekræftende, ja, jublende. Denne allegrodel er formet som en fuga, en frydefuld opvisning i, hvordan en stor mester kunne opbygge sådan en sats – i al sin korthed.

Ouverturen til Messias varer nemlig blot et sted mellem tre og fem minutter, alt efter dirigentens valg af tempo, om der lægges vægt på at give musikken en vis energi og fremdrift, eller om man har foretrukket at betone det højtidelige, det alvorlige.

Der er god grund til at gøre et stort nummer ud af ouverturen til Messias. Der er nemlig ikke blot tale om et forspil, nogle behagelige toner som en form for mental opvarmning, inden vi kommer til selve teksten. Ouverturen giver tilhøreren – og her citerer jeg, hvad Søren Kierkegaard godt hundrede år senere i Enten-Eller skulle skrive om Mozarts ouverture til Don Juan – lejlighed til at få „et dybt indblik i komponisten og hans sjælelige forhold til sin musik“.

Og Kierkegaard fortsætter længere fremme med nogle betragtninger, som med lige så fuld ret kunne have været møntet på ouverturen til Messias: „I ouverturen udfolder musikken hele sit omfang, med et par mægtige vingeslag oversvæver den ligesom sig selv, oversvæver det sted, hvor den vil dale ned. Den er en kamp, men en kamp i luftens højere luftlag.“

Händels ouverturer – og det gælder i høj grad også hans operaouverturer – foregår i de højere luftlag og er en skatkiste af både grandiose og sødmefulde melodier – med Messias-forspillet som det vel nok mest prægnante eksempel. Den stærkeste historie af alle skal også have den stærkeste musik, så enkelt må Händel have følt det, da han slog sig ned ved sit arbejdsbord for at omsætte Jennens’ ord til toner.

I det lys er det vanskeligt at se, hvad man skal bruge visse letbenede Messiasfortolkninger, hvor dirigent og orkester så at sige „tjatter“ til musikken, til. Messias er et dødsens alvorligt værk. Men også rigt på glæde og lykke.

Messias rummer i alt et halvt hundrede numre – for kor, orkester og med stedse skiftende sangsolister (sopran, alt, tenor og bas). Tempo og udtryk veksler hele tiden, men besynderligt nok danner denne mangfoldighed en fuldstændig helstøbt helhed – selvom det måske ikke er så besynderligt endda med tanke på værkets usædvanlige tilblivelseshistorie, skabt i ét langt hug, som det blev.

Librettoen består udelukkende af bibeltekster, som Charles Jennens har sammenføjet til en form for citatmosaik. Teksterne i første del, der kredser om advent og jul, er stort set – og
det kan føles lidt paradoksalt – hentet fra Det Gamle Testamente, de tre første numre i oratoriet stammer således fra Esajas’ Bog kap. 40.

Efter tenorens recitativ – det omtalte Comfort ye, der med det samme understreger værkets episke karakter – og den første arie, Ev’ry vally shall be exalted (Hver dal skal hæves), også for tenor, følger så den første korsats: „Åbenbares skal Herrens herlighed, alt kød til hobe skal se den. Thi Herrens mund har talet.“

„And the Glory of the Lord shall be revealed,“ synges der på engelsk. Citatet stammer fra Esajas 40,5, og det er den berømte røst, der råber i ørkenen. Händel har valgt at give denne røst mæle som et stort kor, og det er logisk nok – eller er det blot hævet over al logik? Messias er spækket med de skønneste arier og duetter, men det er først og fremmest i de himmelstræbende korsatser, at værkets sande storhed åbenbarer sig.

Med det sødmefyldte og sælsomt løfterige recitativ Behold, a virgin shall conceive (værkets nr. 7) kommer det første citat fra Det Nye Testamente. Vi er i Matthæusevangeliet 1,23, hvor evangelisten citerer en af de gamle profeter: „‘Se, jomfruen skal blive frugtsommelig og føde en søn, og man skal give ham navnet Immanuel’ (det betyder: Gud med os).“

Herefter griber Charles Jennens tilbage til Esajas’ Bog med O thou that tellest good tidings to Zion (O, du som bringer godt nyt til Zion) – omsat af Händel til en af de smukkeste arier for alt – ja, for den menneskelige stemme i det hele taget – der nogensinde er komponeret. Til sidst tilslutter koret sig med Behold your God – „Her kommer jeres Gud! Rejs dig, bliv lys, for dit lys er kommet. Herrens herlighed er brudt frem over dig.“ Højtideligt og herligt klinger det, og sindet fyldes med gode tanker.

En af de første gange, jeg oplevede et Messias-kor folde sig ud i et stort rum – og i al sin fryd og pragt – var i slutningen af 1960’erne, hvor det var tradition, at N. Zahles Skoles kor under ledelse af Minna Hess Thaysen medvirkede i julehøjtideligheden i Københavns Domkirke. I de år var det et fast indslag i korets julerepertoire, at man på et tidspunkt under gudstjenesten stemte i med For unto us a child is born – det 12. nummer i Messias: „Thi et barn er født os ... og hans navn skal være Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste.“

Med sin forunderlige blanding af fjedrende lethed, jublende triller og majestætisk vælde har musikken i denne korsats en helt unik, opløftende karakter, der kan tænde juleglæden hos enhver, der har ører at høre med. Årets ring er ved at være sluttet, julen er kommet – og det drejer sig ikke primært om, at vi omsider har nået vintersolhverv, at det nu langsomt, men dog dag for dag, går mod lysere tider. Lyset i mørket drejer sig om Jesu komme. Troen, håbet og kærligheden.

Umiddelbart efter For unto us a child is born følger en såkaldt pifa – en tre minutter lang pastoralesats. Pifa er et italiensk udtryk for et blæserinstrument, der er i familie med skalmejen, der igen er en slags forløber for oboen/klarinetten. Denne korte pastorale er dog hverken præget af obo eller klarinet (det sidste instrument kendte Händel ikke), men af strygernes rolige vuggen. Vi er ganske tæt på julekrybben nu – og kommer det i endnu højere grad i de følgende sekvenser, der er hentet fra Lukasevangeliet:

„I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Og en Herrens engel stod for dem, og Herrens herlighed strålede om dem ...“

Men det bliver ikke ved den ene engel. Evangelisten og Händel maner „en mangfoldig himmelsk hærskare frem“. Og de lovpriser Gud i en ny bjergtagende og kontrastfyldt korsats Glory to God in the highest, and peace on earth – „Ære være Gud i det højeste! Og på Jorden fred til mennesker, der har hans velbehag!“ Kontrasten i musikken er skabt mellem den majestætiske første del og den næsten sagtmodige anden del.

Nu bryder sopranen ud i frydefuld jubel – igen med ord, der er hentet fra Det Gamle Testamente (Zakarias’ Bog 9,9): Rejoice greatly, O daughter of Zion, shout, O daughter of Jerusalem, behold thy King cometh unto thee. Mod slutningen af første del vender vi imidlertid atter tilbage til Matthæusevangeliet (11,28-30), fremført i en mystificerende stilfærdig vekselsang for sopran og alt: „Kom hid til mig, alle I, som er trætte og tyngede af byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer og lær af mig, thi jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. Thi mit åg er gavnligt, og min byrde er let.“

Jennens har dog i denne passus ændret teksten fra første til tredje person. Og det samme gælder den afsluttende korsats, der med digterens ord lyder His yoke is easy, his burden is light (hans åg kan bæres, hans byrde er let) – dette 19. nummer er skåret over samme læst som For unto us a child is born. Musikken er fnuglet fjedrende, næsten lykkedrukken – indtil den i de sidste takter går tydeligt ned i tempo og folder sig ud som en hymne.

Andel del af Messias fokuserer på Jesu lidelseshistorie og er hermed den del af værket, der er nærmest beslægtet med Johann Sebastian Bachs store passioner (som Händel for øvrigt
ikke kendte).

Den indledes med korsatsen Behold the Lamb of God – „Se, dér er Guds lam“ (Johannesevangeliet 1,29) – hvorefter vi hører den gribende altarie (nr. 21) He was despised. Med en varighed på næsten tretten minutter er denne arie det klart længste nummer i Messias. Teksten er igen hentet fra Esajas’ Bog og tegner et profetisk portræt af Messias. Dramaet og passionen kommer klart frem i ariens midtersektion, som jeg her citerer fra den danske gendigtning i Nils Holger Petersens Händel: Messias:

Jeg lod dem slå min ryg og rive skægget ud af mine kinder.
Jeg skjulte ikke mit ansigt
for skændsler og for spyt.

At der netop er tale om en gendigtning og ikke blot en oversættelse, fremgår alene af den omstændighed, at den engelske originaltekst til dette nummer er i tredje person hele vejen igennem: „He gave His back to the smiters ...“ I Bibelen hedder det: „Min ryg bød jeg frem til hug ...“ (Esajas 50,6).

Andel del er som helhed præget af korsatserne, der er hele ti af slagsen, kulminerende med det berømte og på én gang hårrejsende og opløftende Hallelujah – den kristne menigheds ultimative lovprisning af Gud og en korsats, der gennem århundreder har betydet noget for millioner af mennesker over hele kloden.

Men inden denne musikalske og tekstmæssige kulmination har der været et andet i bogstavelig forstand opløftende kor – nr. 31, Lift up your heads. I den tekstuelle sammenhæng er der tale om en tankegang, der ligger helt på linje med ordene i den gode gamle salme (skrevet i 1829 af prædikanten Niels Johannes Holm) Gør døren høj, gør porten vid! – man skal altså give plads, så „Ærens konge“ kan komme ind, for „salig er den stad for vist, hvis konge er den Herre Krist, så vel det hvert et hjerte går, hvor denne konge indgang får“, som Holm digtede i salmens fjerde vers. Alligevel forekommer det nærliggende at opfatte ordene Lift up your heads i bredere forstand – dels som en opfordring til at møde al sorg og modgang i tilværelsen med oprejst pande, dels ganske konkret: Ret jeres blik mod himmelhvælvet! I det lys bliver denne korsats et vigtigt motiv, ja, den røde tråd i hele oratoriet. Ret dit blik mod himlen, menneske! Se op! Løft dit hoved!

En og anden vil måske i denne sammenhæng komme til at tænke på Bjørnstjerne Bjørnsons glade og optimistiske sang fra 1860, Løft dit hoved, du raske gut. En snes år senere skrev præsten og digteren Jens Christian Hostrup en julesalme, der begyndte med ordene „Julebudet til dem, der bygge“ og sluttede med disse to linjer:

Favn kun trøstig, hvad Gud har givet, løft dit hoved og tak for livet!

En enkel og dyb leveregel, helt i samme ånd som Händels livsbekræftende toner til os i de store korsatser – som f.eks. Lift up your heads.

Al Gore kastede sig i sin første miljøbog, Earth in the Balance (1992), ud i en redegørelse for, hvad monoteismen kom til atbetyde for menneskets udvikling: „Præcis som en navigatør – via den teknik, der kaldes triangulation – kan fastslå sin position, uanset hvor på havet han befinder sig, ved at kunne lokalisere og orientere sig efter to andre steder (som f.eks. himmellegemer eller stjernebilleder), så vandt de mennesker, der troede på kun én Gud, åndelig kraft til at kunne manøvrere sig gennem det ocean af overtro og forvirring, der oversvømmede oldtidens verden.“

Længere fremme uddyber Al Gore: „Alle tre elementer – Gud, menneskehed og natur – blev nu forstået i relation til hinanden, da de alle tre var væsentlige for denne åndelige triangulation.“ Händels musik til Lift up your heads vibrerer af ukuelig appetit på livet og dyb glæde, og tekstens ord har evig gyldighed. „He is the King of Glory“ lyder de seks sidste ord i denne sats, og de gentages gang på gang, slås fast med syvtommersøm, er man fristet til at sige. Og når koret i sin efterfølgende indsats opfordrer Let all the angels of God worship Him, får Händel det til at lyde som musik fra sfærerne.

Derfor er Hallelujah-koret ikke blot en overvældende, men vidunderlig logisk afslutning på anden del af Messias.

I store træk har Messias’ første del med sine mange gammeltestamentlige citater repræsenteret fortiden, mens anden del med sin kredsen om Kristi lidelseshistorie ikke blot har fungeret som en dramatisk fortælling, hvor miraklet sejrer over døden, men også som en beretning om evangeliets udbredelse over hele verden: Their sound is gone out into all lands, and their words unto the ends of the world, synger tenoren i nr. 37, en blot ét minut lang arioso. Paulus’ Brev til Romerne har det (10,18): „Deres røst er nået ud over den hele jord, deres tale til jorderigs ende.“

Her kunne Händel (og Jennens) have sat punktum for hele værket. Hallelujah-koret ville have været den grandiose afslutning på et helt igennem storslået oratorium. Og i realiteten slutter en del opførelser af Messias faktisk her. I flere danske kirker er det nærmest blevet en tradition at sætte punktum på dette sted, ligesom det er blevet almindeligt, at publikum rejser sig, mens kor og orkester giver alt, hvad de har i sig – understøttet af smældende trompeter og bragende pauker.

Men nu hvor Händel var så godt i gang, kunne han lige så godt gå videre og give os en tredje dimension med. Tredje og sidste del er præget af, at blikket rettes fremad. Og indad – i den forstand, at det er den kristne sjæl, det kristne jeg, der i den første arie – med sopranens stemme – forsikrer os om, at „Jeg ved, at min frelser lever, og at han til sidst vil stå frem her på Jorden, og selvom ormene ødelægger denne min krop, skal jeg i mit kød se Gud!“

Mærkeligt nok er vi her tilbage i Det Gamle Testamente, nemlig i Jobs Bog, hvor det i 9,25-26 med lidt andre ord hedder: „Men jeg ved, at min løser lever, over støvet vil en forsvarer stå frem. Når min sønderslidte hud er borte, skal jeg ud fra mit kød skue Gud.“
 
Stærke ord, her svøbt i en inderlig og sødmefuld Händelarie, der i sin karakter kan kalde mindelser frem om Mozarts berømte sopranarier, f.eks. grevindens „Porgi, amor“ fra anden akt af Figaros bryllup.

Opstandelsesløftet gentages i bassens arie (nummer 46): The trumpet shall sound, and the dead shall be raised. Disse ord er hentet fra Paulus’ Første Brev til Korintherne, som i det hele taget er et af de vigtigste dokumenter for forståelsen af, hvad kristendommen drejer sig om. Det er her, i 13,13, at man finder de berømte ord om, at „så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre; men størst af dem er kærligheden“. Messias-citatet finder vi et par kapitler længere fremme, i 15,51-53:

„Se, jeg siger jer en hemmelighed: vi skal ikke alle hensove, men vi skal alle forvandles, i et nu, i et øjeblik, når den sidste basun lyder; thi basunen skal lyde, og de døde skal opstå uforkrænkelige, og da skal vi forvandles. Thi dette forkrænkelige må iføre sig ukrænkelighed, og dette dødelige iføre sig udødelighed.“

I den efterfølgende korsats (nr. 49) sker der det, at Jesu navn nævnes for første og eneste (!) gang i den engelske originaltekst – But thanks be to God, who giveth us the victory through our Lord Jesus Christ.

Man kan undre sig over, hvorfor det kun sker denne ene gang, at vi hører selve navnet Jesus – i et oratorium, der fra først til sidst er viet ham. En af forklaringerne er det stærke gammeltestamentlige præg, værket som helhed har, og desuden hører det med i billedet, at Charles Jennens’ tekst flere gange anvender ordene Kristus og Frelseren. Sopranen har den sidste arie. Den stråler af tro, håb og kærlighed: „Er Gud for os, hvem kan da være imod os?“ Jesus Kristus er død, men opstået igen.

Nu sidder han ved Guds højre hånd og går i forbøn for os. Miraklet er sket. Og Händel slutter sit mirakuløse oratorium med sit vældige amen-kor.

A-men, A-men, A-men, A-men, de to stavelser slynges rundt i rummet, svæver fra sted til sted i alle stemmer og genlyder i alle instrumenter.