Lad mig begynde med at slå fast: Den perfekte relation findes ikke, i hvert fald ikke som en skabelon, alle kan bruge.

Det, der er rigtigt for nogle, er helt forkert for andre. Der findes imidlertid ideelle relationer; det vil sige relationer, som fungerer optimalt for dem, der er involveret, og som giver hver især plads til at udtrykke netop det, der er deres specielle måde at være menneske på, uden at skabe evindelige konflikter eller sætte forholdet over styr. Det er den type relationer, som denne bog vil hjælpe dig med at opnå.

Forudsætningen for at opnå den ideelle relation er, at du har forstået visse grundlæggende forhold ved det at have en relation, uanset om det er til børn, en partner, forældre, søskende, venner, kolleger, chefer eller andre, der på en eller anden måde vækker en følelsesmæssig respons i dig. Du kan ikke uden videre slutte, at hvis du har mange gnidninger i en relation, så er det nok en dårlig relation. Det behøver det ikke at være.

De fleste har formodentlig haft relationer byggende på intense og ophedede diskussioner, som vi fandt pirrende og udviklende, og relationer karakteriseret ved udpræget høflighed og harmoni, som vi fandt uinteressante og kedelige, grænsende til det søvndyssende.

Gnidninger er en naturlig konsekvens af, at vi alle er forskellige og i øvrigt udvikler os konstant fra vugge til grav. Hvis der ikke var konflikter og uoverensstemmelser i en relation, ville det betyde, at forholdet ikke udviklede sig og heller ikke tillod dem, der indgår i relationen, at udvikle sig. Og alt, hvad der ikke udvikler sig, dør; det er princippet for alt levende.

Det centrale er derfor ikke, om konflikter er at finde i forholdet, men hvordan du klarer dem. Det kunne lyde, som om den ideelle relation er et spørgsmål om konfliktløsning, men det er meget mere end det: Det er en livsstil.

Mens konfliktløsning som regel er møntet på problemer i enkeltstående situationer, hvor tingene er gået i hårdknude, fordi vi er uenige om et eller andet – for eksempel hvordan man bedst løser en opgave – så er den ideelle relation primært målrettet mere grundlæggende problemer, der opstår, fordi vi er forskellige og har forskellige værdier – for eksempel hvor- dan man behandler hinanden.

Den ideelle relation indebærer anerkendelse af dette faktum og søger ikke at ændre, skjule eller omgå den problematiske forskel. Det handler om at gå efter helstøbte løsninger, der tillader begge at være, som de nu engang er.

Alle relationer er en handel 

De grundlæggende forskelle imellem to parter viser sig som regel ved, at bestemte problemer bliver ved at opstå. De er blevet et mønster, som man af en eller anden årsag ikke kan komme ud af. Og mønstret viser sig i alle situationer, hvor denne forskel kommer i spil. Derfor vil et mønster som regel omfatte en hel række af problemer.

Hvis du har svært ved at sige fra over for din chef, har du det formodentlig også over for din kæreste, din far og andre autoriteter. Eller hvis du har ry for at være temmelig dominerende i vennegruppen, så er du det sikkert også derhjemme og blandt kolleger.

Selv når man prøver at løse problemet med aftaler og kompromiser, og det faktisk lykkes i flere tilfælde, er det ofte kun et spørgsmål om tid, før problemet opstår igen.

Løfter som: „Jeg skal nok huske selv at sige fra, hvis du over- skrider mine grænser“ holder som regel kun kortvarigt, for hvad skulle forhindre den anden i at fortsætte, hvis du ikke får sagt fra?

Årsagen til, at mange af de kompromiser og aftaler, vi forsøger os med i relationer, slår fejl, er, at de ofte tjener den enes interesser og ikke den andens. Hvorfor? Fordi magtbalancen i de fleste relationer er forskudt, og den løsning, vi i fællesskab finder frem til, hviler på denne skævhed i stedet for at gøre op med den.

I skæve relationer er den ene måske bedre til at argumentere end den anden, eller også ved begge parter, at den ene er villig til at tage midler i brug, som den anden viger tilbage for. Eller måske er relationen fra begyndelsen bygget på et ulige forhold økonomisk, mentalt eller uddannelsesmæssigt. Mange gange er det derfor mindre omkostningsfyldt for den „svage“ part at give op end at holde fast. Men konflikten er ikke løst ved resignation.

Hvis den ene part sidder tilbage og føler sig såret, vred, overset eller skidt behandlet, så lever problemet stadig, også selv om den sårede part ikke gør et større nummer ud af at vise det lige nu og her.

I relationer er det nemlig ikke sådan, at den, der tier, samtykker. Den „svage“ er jo hverken dummere eller mindre værd, og det ved vi godt. Under overfladen ligger den uforløste konflikt og lurer, og før eller senere kommer der et krav om „tilbagebetaling“ – om ikke åbenlyst og konfronterende, så skjult og saboterende.

Ideelle relationer er baseret på ligeværd, og i ideelle relationer varetages både dine og den andens interesser. Indsatsen er rettet mod én gang for alle at løse problemer, der er knyttet til mønstrene, på en måde, så begge parter trives. Det betyder, at begge må give noget, og begge skal have noget. En god relation er et spørgsmål om både at give og tage, så alle får, hvad de har brug for.

Ideelle relationer bygger på dialog 

Det er ikke lige meget, hvad man giver, og hvad man forventer at få igen. Man kan ikke bare give det, man forestiller sig, at den anden gerne vil have, og forvente at få det igen, man selv gerne vil have, uden på noget tidspunkt at have udtrykt det åbent og utvetydigt. Hvis man giver, hvad man tror, den anden gerne vil have, og forventer at få det igen, man selv gerne vil have, ud fra en formodning om, at den anden på magisk vis kan vide, hvad dét er, så bygger relationen på overtro.

Verden er fuld af mennesker (desværre fortrinsvis kvinder), der føler, at de har ofret sig uden at få noget igen. Men det er deres egen skyld, og de er ikke blevet snydt. De har fået præcis, hvad de har bedt om, nemlig ingenting! Og hvad værre er: De har måske givet noget, der muligvis slet ikke har haft større betydning for den anden. Hvis vi ikke afstemmer gaveregnen med den andens faktiske behov, så har vi en tendens til at give det, vi gerne selv ville have, og ikke det, den anden ønsker sig.

For at få det ud af relationen, du har brug for, og for at kunne gøre det besværet værd for den anden at spille med, så er du simpelthen nødt til at kunne udtrykke dig klart og utvetydigt om dine egne behov og være parat til at finde ud af, hvad den anden har brug for. I ni ud af ti tilfælde afviger den andens ønsker markant fra det, du hidtil har troet, fordi I grundlæggende er forskellige. Derfor er dialogen vigtig, den er udgangs- punktet for en ordentlig handel i forholdet.

Ingen problemer er for små 

Selv den mindste uoverensstemmelse kan være udtryk for grundlæggende forskelle, og hvis den bliver ved at dukke op, er den sikkert netop det. Derfor må du tage regelmæssige gnidninger alvorligt, for selvom de forekommer små og ubetydelige, kan det i sidste ende være de små uoverensstemmelser, der vælter læsset.

Jeg kan nævne et eksempel på, hvor galt det kan gå. En morgen, hvor Finn igen skar osten skævt, rejste Ulla sig og forlod ikke bare bordet, men ægteskabet! Finn forstod det ikke: Hvordan kunne en så lille ting udløse en så dramatisk handling, og var det ikke bare udtryk for, at hun ikke virkelig elskede ham?

Men selvfølgelig elskede hun ham, og som du sikkert har gættet, var det ikke osten i sig selv, der var problemet, den var bare blevet symbol på alt det, der ikke fungerede i forholdet, og derfor blev den også dråben, der fik bægeret til at flyde over.

En væsentlig del af det at være i en relation handler derfor om at turde skærpe blikket for de tilbagevendende uoverensstemmelser, store som små, og se dem som signaler om, at der er noget galt.

Ingen problemer er for små til at blive løst, men ikke alle problemer behøver at blive løst. Kun hvis de er tilbagevendende. I den ideelle relation bruger man ikke tid på problemer, der kun opstår tilfældigt, sporadisk eller er ligegyldige i det større billede.

Men ligegyldige problemer trækker ofte vores fokus væk fra det, det egentlig handler om, og får os til at bruge kræfter på noget, der grundlæggende er uden betydning, og hvis løsning ikke ændrer noget som helst. Ulla var eksempelvis næppe blevet hos Finn, selv om han havde lært at skære ost. Det var noget helt andet, det handlede om.

Ingen problemer er for store 

Hvis de problemer, I identificerer i parforholdet, involverer nogle basale behov, så skal der findes en løsning, ligegyldigt hvor uoverkommeligt eller umuligt det ser ud. Alle problemer kan løses med den rette indsats. Det er dét, der er forskellen på et problem og et livsvilkår.

Livsvilkår er tilstande, der ikke kan ændre sig, eksempelvis et handicap eller en kronisk sygdom. Ting, man er nødt til at affinde sig med og få det bedste ud af.
Problemer er derimod tilstande, som kan ændre sig, og som man under ingen omstændigheder skal affinde sig med, hvis de er utilfredsstillende. Al adfærd kan ændres.
Da alle relationsproblemer handler om adfærd – noget, der bliver sagt eller gjort mellem jer – så betyder det også, at alle problemer, der opstår i en relation, kan løses.

Skulle du alligevel opfatte det anderledes, så skyldes det måske, at du tidligere har tænkt på adfærd, som om det var et livsvilkår. Når din veninde konsekvent kommer for sent til aftaler, tænker du måske: Sådan er hun. Eller når din teenager igen hamrer døren i for næsen af dig, tænker du måske: Sådan er teenagere. Eller når din svigermor igen lige har ordnet dine køkkenskabe, mens hun alligevel så efter børnene, „for hold da op, hvor de trængte!“, så har du bidt tænderne sammen og tænkt: Sådan er hun.

Men sådan er de altså ikke! Det er ikke medfødt at være emsig, fræk eller uansvarlig; det er adfærd, som man har lært sig undervejs, fordi det var den nemmeste måde at få tingene til at fungere på for sig selv, og derfor er der heller ingen undskyldning for at flygte eller lade stå til i en relation, som du ikke trives i, eller hvor der foregår ting, som du finder uacceptable.

Hvis problem er det? 

I ideelle relationer er det den, der mærker problemet, der tager initiativ til løsningen. Og det er en vigtig pointe. Magtbalancen er ofte skæv i mange af vores relationer, og derfor vil det ofte være sådan, at den ene mærker problemet mere end den anden. Måske oplever du tingenes tilstand som et yderst presserende problem, mens den anden ikke mærker det så meget eller synes, at det er et individuelt problem – nemlig dit!

Hvis for eksempel din kollega altid går hjem på klokkeslæt, selvom det efterlader en ekstra arbejdsopgave til dig, og synes, at du bare kan gøre det samme, hvis det er et problem. Eller din veninde ikke kan se, hvorfor hun ikke skulle fortælle andre, hvad du har fortalt hende i fortrolighed – du har jo selv sagt det.

Eller din datter ikke kan forstå, hvorfor det er så forfærdeligt, at hun snerrer ad dig – det kan da ikke være hendes problem, at du er så sensitiv. Eller chefen ikke ser et problem i at smide nye opgaver på dit skrivebord, selv om du dårligt kan nå de gamle – du kan jo bare sige fra. Eller din partner sagtens kan have sex lige på og hårdt og ærlig talt ikke begriber, hvorfor han skal bruge tid på alt det dér med at ligge i ske og kæle.

Der findes tusindvis af den slags problemer, nogle store, andre små. Uanset problemets størrelse, så findes det i virkelig- heden, når du oplever det i en relation. Også selv om den anden afviser det. Hvis blot den ene af jer har et problem, så har relationen – og dermed I begge – et problem.

Problemer i relationen har begge et ansvar for. Det kan ikke diskuteres! Men selv om alle problemer, der opstår i en relation, må betragtes som fælles, må du også samtidig acceptere de mekanismer, som mennesker fungerer efter, og som blandt andet betyder, at hvis den anden ikke oplever, at der er et problem, eller oplever det som langt mindre, end du selv gør – og måske ligefrem drager fordel af det – så vil vedkommende sikkert ikke være særlig motiveret for at ændre noget. Og da slet ikke hvis det kræver en ekstra indsats fra hans eller hendes side.

Som jeg nævnte i indledningen, hører jeg ofte folk indvende: Men det er jo den anden, der skaber problemet, så hvorfor er det mig, der skal gøre noget? Lidt ligesom Lotte gjorde.
Svaret er: Fordi det er dig, der har et problem med det, og som sagt er det den, der har problemet, som har ansvaret for at tage initiativ til en løsning.

Af to grunde: dels fordi du mær- ker problemet mest og derfor er mest motiveret for at ændre noget, og dels fordi du er nødt til at tage ansvar for dine egne behov. Og hvis ikke du tager dine følelser alvorligt nok til at handle på det, hvorfor skulle den anden så gøre det? Selvrespekt og selvansvarlighed er en absolut nødvendighed, hvis du vil gøre dig håb om at skabe relationer, du kan trives i.

Ingen undskyldning for at lade stå til 

I en ideel relation får problemerne ikke lov at ligge og boble under overfladen. De bliver løst, når de opstår, uanset omfang og pris, fordi prisen for relationer, som begge trives i, aldrig kan blive for høj. Men netop omfang og pris er de to hyppigste årsager til, at mange tøver med at ændre adfærd.

Den hyppigste undskyldning for at undlade at kaste sig ud i en problemløsning er ikke, at det reelt opleves som umuligt, men at det simpelthen føles for stort og uoverskueligt eller for kompliceret, og selv om man i teorien godt kan se en løsning, så orker man ikke at tage hul på det i praksis. Man ser for sig en ørkenvandring, hvor man resten af livet skal være over den anden for at få ham eller hende til at vise respekt, tage ansvar, udvise høflighed eller kærlighed.

Men for det første er det altid besværet værd at få et bedre liv. Ja, faktisk er der vel næppe noget, der er vigtigere? Det er jo det, alting handler om – at have det bedst muligt, mens vi er her. Alle sammen.

Hvis du hører til i kategorien af mennesker, der bare ikke orker at ændre noget, så gør dig selv en tjeneste: Lad være med at fostre mismod og opgivenhed på forhånd ved at stirre dig blind på omfanget af din indsats; vurdér den i stedet på den gevinst, du har i vente ved at iværksætte en ændring.

For det andet bliver det heldigvis sjældent det store projekt, som du indledningsvis gjorde det til, for det, du skal gøre i forbindelse med store problemer, er reelt ikke mere indgribende eller afgørende end det, du dagligt gør ved de små. Hvis du klør på med krum hals, så vil du hurtigt opdage, at selv et relativt lille indgreb ofte vil være nok til at løse selv et tilsyneladende uoverstigeligt problem.

En hyppig undskyldning er, at man ikke føler sig parat til at gøre det, der er nødvendigt. Du ved sådan set godt, hvad du kunne gøre, og du er egentlig heller ikke i tvivl om, at du kunne gennemføre det, hvis du ville – men du vil ikke. Der er et eller andet ved løsningen, der er dig inderligt imod. Det at overvinde dig selv til at gøre noget bliver større end selve problemet. Og det er der mange, der oplever.

Den pris, Lotte eksempelvis måtte betale for at løse sit problem og få sine behov dækket, var relativt beskeden. Sådan oplevede hun det bare ikke. For hende var det den største pris af dem alle, fordi hun skulle gøre noget, der var så fjernt fra hendes normale adfærd. Og sådan er det måske også for dig.

Hvis du ligner de fleste andre i denne kategori, har du sikkert forsøgt en masse andre løsninger; så mange, at du måske endda vil gå så langt som til at sige, at du har gjort alt! Bortset altså lige fra det dér, du ved. Måske tænker du: Det er sådan en lillebitte ting, det kan da for søren ikke være dét, der ændrer på noget som helst?!

Men det faktum, at du ikke har fået, hvad du ville have, trods alt det andet, du har gjort for at få det, tyder på, at den „lillebitte ting“ hverken er lille for dig eller for den anden, for så ville du jo have fået det for længst.

Hvis du vil have noget af værdi, er du nødt til at give noget af værdi – for dig og for den anden. For alle relationer er en handel, og du kan kun handle med din egen adfærd. Hvis ikke du er villig til at give det nødvendige af dig selv, vil du aldrig nogensinde kunne få det ønskede af den anden og finde fred og harmoni i en gensidig og udviklende relation.

En gestus skal vurderes på omkostningen 

Ideelle relationer er baseret på en erkendelse af, at vi alle er født forskellige og har haft forskellige muligheder gennem livet, som betyder, at vi ikke klarer alle opgaver lige godt. Vi har alle vores styrker og svagheder – det, der er nemt for den ene, er næsten uoverstigeligt for den anden.

Det er ikke en fejl, men et faktum, som vi kan vælge at bruge destruktivt eller konstruktivt: Vi kan ærgre os over det og forsøge at lave os selv eller den anden om, eller vi kan konstatere, at dér, hvor vi er stærke, bidrager vi med noget, og dér, hvor vi er svage, har de andre en chance for at bidrage.

I Kims tilfælde var der ganske enkelt nogle sociale nuancer, som han ikke kunne skelne. Det svarer til at være farveblind – en genetisk konstruktion, som selv ikke den mest effektive parterapi kan lave om på. Derfor var Lotte også nødt til at spille på de nuancer, han faktisk kunne se, for at få en løsning.

For Lottes vedkommende handlede det mere om en måde, hun var disponeret på socialt set. Gennem sin opdragelse havde hun lært, at ægte kærlighed er, at man ikke behøver bede om det, man har brug for. At skulle gøre det alligevel havde derfor en voldsom betydning for hendes selvopfattelse. For hende var det ikke en lille, simpel ting, men et vidnesbyrd om, at hun ikke var elsket.

De fleste af os har sådan nogle ømme punkter med stor betydning for selvopfattelsen, og det har du sikkert også. Derfor er det vigtigt for jer begge at anerkende, at i ideelle relationer vurderer man ikke den anden persons gestus på, hvor svært man selv ville have haft ved at gøre det, men på, hvilke omkostninger det har for den, der faktisk gør det.

At sige undskyld kan for eksempel være det mest naturlige i verden for dig, men kræve en enorm overvindelse for den anden. Og den overvindelse skal du anerkende som en indsats. Det betyder ikke, at du så skal undgå at forlange svære ting, eller at svære ting ikke kan forlanges af dig, men det betyder, at den pris, du må betale for at få det, vil være en anden end den pris, der kunne afkræves af dig for samme handling. Og igen: Du må være parat til at betale, hvad det koster, for at få, hvad du vil have.

Kend dine ømme punkter 

Hver gang du havner i en situation, hvor du har en alt-andet- end-dét-følelse, eller hvor du kan se, at den anden umotiveret sætter hælene i over for en tilsyneladende ubetydelig handling, så ved du, at du er stødt på et ømt punkt i selvopfattelsen. Og fordi dit liv og dine handlinger er bygget op omkring selvopfattelsen, vil du sikkert føle, at du mister mere ved at gøre „det unævnelige“ (for eksempel konfrontere, bede om hjælp, sige fra) end ved at blive, hvor du er, uanset hvor skidt du har det.

Men skønt selvopfattelsen unægtelig er ret afgørende, så er den dog sjældent i fuld overensstemmelse med virkeligheden – af den simple grund, at den fortrinsvis er grundlagt i barneårene og baseret på vores mangelfulde oplevelse af verden. Som barn vidste du ikke så meget om tings sammenhæng, din erfaring med verden var lille, og som regel tog du de voksnes udsagn for pålydende.

Og dine forældre er højst sandsynligt fortsat med at udleve nogle relationelle mønstre, som de lærte i deres barndom, så der er stor risiko for, at du har lært nogle uhensigtsmæssige ting hjemmefra.

Hvis din selvopfattelse står imellem dig og en rimelig logisk løsning på et relativt stort problem, så er der noget i vejen med den, og så kan du lige så godt få rettet det med det samme. Også selv om du frygter at føle dig uelsket, at miste andres respekt, eller at din rygrad visner. At overvinde dig selv vil ikke bare betyde, at du får løst et problem i din aktuelle relation – du vil også udvikle dig som person.

Enhver kan ændre adfærd 

En af de typiske begrundelser for ikke at gå i gang med at løse et problem i en relation er, at man ikke tror, at man selv eller den anden kan ændre sig. Og det er sandt. Vi kan ikke bare uden videre ændre os. Vores personlighed ligger rimelig fast, og det, vi er, det er vi. Men vores personlighedstræk kan udtrykkes på tusindvis af måder.

Det afhænger af, hvor vi er, hvem vi er sammen med, og hvad vi tror, vi kan, skal og må i hver enkelt situation. Eller med andre ord: Hvad vi er, ligger fast, men hvordan vi udtrykker det gennem det, vi siger og gør, beror på omstændighederne og selvopfattelsen.
 
Når din ven, chef eller svigermor ikke lytter til dine små signaler om, at de har overskredet en grænse, så er det givetvis ikke, fordi de ikke kan eller vil høre, men fordi de er vant til at gøre, som de gør, uden at blive korrigeret. Derfor tromler de bare løs, og der skal en grænsebom til for at standse dem. Og hvis du på den anden side ikke er mand for dét, fordi du måske er bange for, at de så ikke kan lide dig, så er det ikke ens- betydende med, at du ikke kan mærke dine egne grænser. Det er bare udtryk for, at du ikke markerer dem tydeligt nok.

Da det altid uden undtagelse er det, vi gør, og ikke det, vi er, der skaber problemerne i relationer, så betyder det, at alle kan ændre sig. Eller måske mere præcist: Alle kan ændre adfærd. Her er der selvfølgelig tale om adfærd i den allerbredeste betydning, nemlig alt, hvad der siges og gøres, og alt det, der netop ikke siges og gøres, selv om det var påkrævet. At undlade at svare, når man bliver spurgt, for eksempel.

Hvis du i bestræbelserne på at skabe positiv forandring i en eller flere af dine relationer holder dig for øje, at det altid er adfærden – aldrig personen – der skal ændres, så er du allerede nået halvvejs.