Afdeling Eigil fra 2. Kompagni blev den enhed i Holger Danske, som foretog flest likvideringer – omkring 20 og dertil flere drabsforsøg. Selve etableringen skete efter, at Afdeling John var blevet revet op i Ny Adelgade den 10. november 1944. Det var Schiøler-gruppen, en terrorgruppe i ET, der havde foretaget en ransagning af TS.40 – fru Mathilde Heckschers villa på Tårbæk Strandvej 40 – hvor Afdeling John havde holdt til.
Her blev fundet våben og et likvideringskartotek, og ligeledes fandt Schiøler-gruppen en lap papir, hvorpå der var nedkradset en del af et telefonnummer. Via dette telefonnummer fandt Schiøler-gruppen allerede samme dag frem til et af Afdeling Johns mødesteder i tandlæge Niels Balling Nielsens lejlighed i Ny Adelgade 9.
Schiøler-gruppen lagde en fælde, og i løbet af dagen blev en række folk fra Afdeling John arresteret, efterhånden som de ankom til lejligheden. Schiøler-gruppen og uniformeret Hipo arresterede på få timer 11 personer, hvoraf de syv var Holger Danske-folk, herunder afdelingslederen Finn Elmvang (»John«). Povl Falk-Jensen (»Eigil«) og to andre undslap mirakuløst fælden trods heftig beskydning.
De arresterede sabotører blev deporteret til tyske koncentrationslejre, hvorfra de trods sult og udmattelse alle vendte hjem med de hvide busser. Logiværten selv, Balling Nielsen, endte i Frøslevlejren til befrielsen. Dagen efter aktionen i Ny Adelgade blev TS.40 som repressalie sprængt i luften af tysk sikkerhedspoliti.
Umiddelbart efter Ny Adelgade-aktionen oplevede »Eigil« at blive afvist af sin kusine, da han fortvivlet søgte efter et sted at overnatte og finde lidt ro. Men til trods for at »Eigil« ligeud fortalte, at han var i livsfare, kunne det ikke lade sig gøre, fordi de skulle have gæster. Da han ikke ville nedværdige sig til at tigge, skyndte han sig af sted, men talte aldrig med kusinen igen. Men heldigvis var der andre, der ville hjælpe, og »Eigil« fik via overlæge Chresten Faarup en uges ophold på Sundby Hospital som akut hjertepatient.
De fleste gruppemedlemmer, der ikke blev arresteret, trak sig herefter ud af Holger Danske, og kun enkelte fortsatte i den nye Afdeling Eigil, som Falk-Jensen byggede op. Kompagnichefen »Anders« skrev senere om starten på Afdeling Eigil:
"I løbet af mindre end en uge havde en af gruppeførerne, »Eigil«, der var blevet valgt til delingsfører, rekonstrueret styrken. De iloversblevne svor en dyr ed på, at de ville hævne det, der var overgået deres kammerater. Delingsføreren erklærede, at man ville påtage sig at likvidere så mange stikkere som muligt. Vi skaffede dem arbejde, som de straks tog fat på. I løbet af en måned kunne afdelingen opvise glimrende resultater, idet den havde uskadeliggjort lige så mange stikkere, som hele organisationen før på et halvt år."
Teglers' udmelding om afdelingens effektivitet i den første måned er overdrevet, men det er korrekt, at når man ser henover det halve år, som afdelingen var aktiv, var det likvideringerne, der havde første prioritet. »Eigil« havde deltaget i flere likvideringer før etableringen af Afdeling Eigil, men han var også den eneste i den nye afdeling, der havde den erfaring. Og han var en hård afdelingsleder, som forlangte, at gruppeførerne også aktivt deltog i aktionerne – og at de som minimum egenhændigt foretog mindst en likvidering. Filosofien bag kravet var, at gruppeførerne skulle vide, hvad de satte deres folk til.
På Sundby Hospital var der en klike af nazistisk indstillede funktionærer, som det øvrige personale ikke dyrkede omgang med. Under sit ophold på Sundby Hospital var »Eigil« blevet gjort opmærksom på denne klike, herunder den 41-årige arbejdsmand Albert Jørgensen, kaldet »Lille-Jørgen«, og den jævnaldrende rengøringsassistent Kathrine Thomsen. Afdelingens første aktioner knytter sig derfor til hospitalet. Selvom det er for sine likvideringer, at afdelingen siden er blevet kendt, var deres første aktion blot en våbenaktion, der var ved at ende med et drab.
»Lille-Jørgen« var ansat på Sundby Hospital som arbejdsmand, men var samtidig en aktiv nazisympatisør, der havde sin gang ved flakskytset ved Kastrup Fort. Det var konstateret, at han bar pistol, men hvorvidt han var medlem af en tysk organisation, kunne man ikke finde ud af. Afdelingen fik derfor ledelsens tilladelse til at holde ham op og forhøre ham – herunder at lette ham for våben.
Efter nogen rekognoscering af kvarteret omkring »Lille-Jørgen«s lejlighed på Italiensvej 6 gik fem mand fra afdelingen i aktion om morgenen den 18. december. Aftalen var, at skydning kun måtte finde sted, hvis »Lille-Jørgen« skød først, men de vidste også, at han formentlig ville være på vagt, da der tidligere havde været forøvet attentat mod ham. Og ganske rigtigt opstod der problemer.
»Eigil« fortæller til Københavns Politi i december 1947:
"Det var meningen, at Jørgensen skulle holdes op, når han om morgenen gik fra sin bopæl lige over for hospitalet. Aktionen mislykkedes imidlertid, og der opstod skyderi på trappen til hans bopæl på Italiensvej 6. Jørgensen forsvarede sig ude på trappen med sin pistol, og kompt. [»Eigil«] og Jørgensen havde en længere skudveksling på selve trappen. Jørgensen blev herunder lettere såret, men det lykkedes ham at slippe bort og komme over på hospitalet. Hele aktionen havde stået på i omkring 4-5 minutter, og derefter samledes kompt. med nogle af sine gruppekammerater på gaden i nærheden, men et øjeblik efter var gaden afspærret af tysk politi og Hipofolk. Det hele skete så overraskende, at kompt. og hans gruppekammerater kun undslap ved at kaste sig ned langs fortovene og derefter ligefrem mase sig gennem nogle stakitter og plankeværker."
»Lille-Jørgen« var blevet lettere såret i den ene arm og i ryggen, men han kunne efter endt behandling på hospitalet og det tyske lazaret på Nyelandsvej tage hjem. Ifølge Povl Falk-Jensens erindringer skulle »Lille-Jørgen« have fået nok efter denne omgang, hvorefter han holdt sig i ro resten af besættelsen. Ved retsopgøret kom det frem, at »Lille-Jørgen« havde været medlem af Landstormen, en afdeling under Schalburgkorpset, hvilket kostede ham to et halvt års fængsel. Efter prøveløsladelsen i 1947 blev han anholdt igen og idømt en yderligere straf på halvandet års fængsel for sin deltagelse i nogle aktioner i april 1945. Så helt i skindet har han ikke holdt sig.
Hipos hurtige tilstedeværelse efter skydningen på Italiensvej skyldtes en opringning fra rengøringsassistent Kathrine Thomsen, der også arbejdede på Sundby Hospital. På vej til arbejde havde hun tilfældigt overværet skyderiet mellem »Eigil« og »Lille-Jørgen «. Hun styrtede hen til hospitalsporten og råbte, at der skulle ringes til Politigården. Da portvagten nægtede at tilkalde Hipo, foretog Kathrine Thomsen selv opringningen. Den handling, sammen med hendes i øvrigt ret højrøstede nazistiske sympatier, nedkaldte en likvideringstilladelse over hende, hvorefter »Eigil«s afdeling fik ordre til at skyde hende. Planen var at skyde hende på gaden, når hun gik de 500 meter fra hospitalet til sin bopæl i Elbagade 12. »Eigil« beskriver indgående likvideringen, der fandt sted 13. januar 1945:
"Lidt før det tidspunkt hvor vi ventede, at hun ville forlade hospitalet og begive sig hjemad, var alle mand på plads. Delingsføreren og jeg havde taget opstilling i dækning ovre ved karréerne ved Elbagade således, at vi kunne iagttage, når hun kom gående. Vi havde forudberegnet afstand og tid til at nå op bag hende i roligt, afslappet tempo, og vi havde afprøvet det hele og afpasset det til hinanden. Således skulle vi som almindelige samtalende, halvhøjt smågrinende fodgængere komme gående i en passende afstand fra hende, når hun havde krydset Kastrupvej og derefter fulgte det sædvanlige, venstre fortov, der løb langs anlægget i Elbagade.
De øvrige fem mand stod enten skjulte i nicher, eller var tilfældigt spadserende fra positioner på højre side af Elbagade. (…) Vore dækningsfolk havde hånden i lommen med skudklare pistoler således, at de kunne skyde ud gennem lommen. Allerede da vi fik øje på hende, følte jeg, at der var noget i gære. Der var noget galt. Der var noget, der ikke passede ind i pladsens og omgivelsernes livsrytme. Der var ikke mennesker i anlægget på denne kolde årstid, men der var da husmødre, der gik på fortovene med deres børn, som det nu foregår, når kvinder er på vej til og fra indkøb.
Naturligvis var der også nogle mænd, hvoraf nogle stod og flød. Enkelte passerede målbevidst i hastigt tempo, og der var en del mennesker, der tydeligt havde ærinde til og fra hospitalet, men nogle enkelte mænd havde meget god tid. De var ikke forhastede, og de havde hånden i lommen. Måske overdramatiserede jeg, for det var jo koldt og derfor meget rimeligt, at de havde hænderne i lommen. Men alligevel, der var spænding i luften. Alt dette trængte ind til min bevidsthed som et lynglimt. Var der noget galt, så måtte dækningsmandskabet tage sig af det. Lige meget hvad, forræderen skulle ikke slippe. Det var dertil, jeg havde dækningsmandskabet. Jeg måtte koncentrere mig om min egen opgave. Delingsføreren og jeg passerede ad Kastrupvej langs anlægget ud for Italiensvej. Vi drejede op ad Elbagade og ingen tog notits af os. Ingen syntes at se noget mistænkeligt i os. Igen skulle jeg stilles overfor valget om, at lade leve eller at dræbe.
Jeg gik raskere til, hurtigere end delingsføreren, der nu sagtnede farten og trak ind til siden. Han havde som sin eneste opgave at dække mig og sig selv, medens de øvrige fem skulle dække os to og i øvrigt hele aktionen. Jeg var på klodshold af objektet og overvejede, om jeg mod planen skulle vente med at likvidere hende, til jeg kunne holde hende op inde i hendes trappeopgang. Hermed kunne det skabe det mindst mulige drama, og jeg kunne tage hendes legitimationspapirer, før jeg likviderede hende. Hun må have fornemmet ændringen i rytmen hos de to fodgængere, der gik bag hende, for hun gik raskere til. Hendes instinkt må have advaret hende, men det var for sent. I det øjeblik jeg var henne ved hende gav hun sig til at løbe, og det afgjorde sagen for mig. Jeg likviderede hende med et nakkeskud, og gav hende hurtigt det sædvanlige sikringsskud bag det ene øre. Opgaven var løst."
Katrine Thomsen faldt om på gaden dræbt på stedet, hvorefter drabsmændene hastigt fortrak. Og »Eigil«s fornemmelse havde ikke været forkert. Umiddelbart efter nedskydningen ankom flere civilklædte mænd til gerningsstedet, hvoraf mindst en skød vildt omkring sig. Formentlig har det været tysk politi, som var sat til at overvåge og beskytte Kathrine Thomsen. Efter krigen forsøgte familien med skrivelser til Ministeriet for Særlige Anliggender, til Justitsministeriet og til kongen at få renset Kathrine Thomsen for stikkerprædikatet, men uden held. Justitsministeriet meddelte:
"Under hensyn til de oplyste forhold, hvormed modstandsbevægelsen var blevet bekendt, anså man Deres søster for farlig for modstandsbevægelsen. Justitsministeriet må efter det oplyste mene, at Deres søster selv ved sin adfærd har udsat sig for den alvorligste risiko. Hendes død skyldes en krigshandling, og Justitsministeriet finder ikke, at der er grundlag for at foretage videre."
To mand fra Afdeling Eigil, Peter Fenger (»Gormsen«) og Arne S., fik til opgave at likvidere indehaversken af fotoforretningen på Torvegade 55, den 36-årige Vera Schrøder. Hverken »Gormsen« eller Arne var bekendt med, hvorfor fru Schrøder skulle likvideres. De stolede på deres gruppefører, som kom med ordren. Den 3. februar 1945 gik de i aktion. »Gormsen« fortæller:
"Vi var to mand om opgaven, Arne S ... og undertegnede. Ordren til likvideringen modtog vi af min gruppefører på Nytorv, hvor vi også fik udleveret pistoler. Det var om formiddagen. Forud for dette havde jeg besøgt V.S. i forretningen i Torvegade for at sikre mig, hvem hun var. I forretningen var der to ansatte – Vera Schrøder – der var en moden kvinde og en ung pige. Siden havde jeg skygget hende – fulgt hende fra forretningen til hendes hjem i Frederik VI’s Allé nr. 6. Husker ikke om Arne var med her. Vi aftalte at mødes i vindfanget til Atlantic Bio kl. 17.30. Forretningerne lukkede dengang kl. 18.00. Vi var begge endog meget nervøse.
Undertegnede der som nævnt boede på Christianhavns Torv 6, havde min jævnlige gang i en sæbeforretning der lå i samme ejendom som fotoforretningen. Jeg var nervøs for blive genkendt og overtalte derfor Arne til at skyde, hvilket han accepterede mod at jeg lovede at sikre hans flugt fra forretningen ved at sætte en fod i døråbningen så den ikke kunne smække i, hvilket jeg naturligvis også gjorde.
Netop som Arne var gået ind i forretningen drejede 2 tyske officerer rundt om hjørnet ved Prinsessegade. Da Arne skød, var de nået næsten hen til Dronningensgade – de vendte sig ikke om – tværtimod var det min fornemmelse, at de ikke ville høre og gik videre. Indtil da havde jeg været bange, men netop i dette øjeblik faldt der en uforklarlig ro over mig, og jeg kunne roligt lede retræten, jeg var jo stedkendt. Til Arne sagde jeg; »Vi løber ikke før vi er væk fra Torvegade – altså – vi gik over Torvegade og ind i Prinsessegade – og så løb vi – ad Prinsessegade til Sofiegade, hvor vi drejede til højre mod kanalen, drejede til venstre ved Ovengaden oven Vandet og stilede mod Langebro – her åndede fred, og vi nåede trygt til Rådhuspladsen, hvor vi skiltes efter at jeg havde modtaget Arnes pistol. Selv tog jeg ind til min kæreste, nu min kone på 57. år, hvor jeg overnattede efter at have gemt pistolerne i et skab på trappen.
Mens Arne og jeg løb ned ad Prinsessegade sagde han med bævende læber: »Jeg har aldrig kunnet gøre en gråspurv fortræd«. Han havde det ikke godt. I intervallet mellem udleveringen af pistolerne og til Arne og jeg mødtes, tilbragte jeg hos min kæreste på Købmagergade. Hun havde nogen kontakt til modstandsbevægelsen – De Frie Danske, og jeg fortalte hende, hvad der skulle ske. Uden mit vidende var hun taget til Christianshavn for at se, hvordan det ville gå. Hun fortalte, at likvideringen havde afstedkommet meget røre. Sporvognene blev standset og Knippelsbro var spærret. Så det var den rigtige flugtvej, vi havde taget."
De illegale blade kunne i dagene efter berette, at den berygtede storstikker Vera Schrøder var blevet dræbt med skud i ansigtet og i armen. Selv i BBC’s danske udsendelse blev likvideringen omtalt. I en Holger Danske-rapport, der blev sendt til Sverige, anføres det, at hun havde angivet en kommunistisk gruppe og et våbendepot. Samme konklusion kom en politiundersøgelse til efter krigen uden dog at præcisere, hvilken gruppe der var tale om. Lyngbygruppen i Afdeling Eigil blev ledet af maskinarbejder Carl Røssel, og gruppen var kommet under vejr med en brovtende personage ved navn Colding, der gjorde livet surt for beboerne i en ejendom på hjørnet af Bagsværdvej og Stengårds Allé. Han pralede med, at hans dør var pansret, og hvis der skulle komme modstandsfolk, ville de få en varm velkomst. »Eigil« »sendte navnet op«, det vil sige forespurgte sin kompagnichef, »Broder Schlüter« (Brøndum), om det var en person, der var kendt. Svaret var, at det var den 55-årige kaptajn William Valdemar Emil Frederik Colding, som var gået i tysk tjeneste, og der for længst var udstedt likvideringsordre på ham. Ifølge »Eigil« var Colding skydelærer i Schalburgkorpset, mens de samtidige tyske kilder omtaler Colding som medlem af Sommerkorpset.
Hvorom alting er, fik gruppen ordre til at likvidere Colding, men det var en vanskelig opgave, da han efter sigende skulle være en god skytte, og der var en større Hipo-styrke stationeret på den nærliggende Lyngby Politistation. Colding boede i en høj stuelejlighed på Bagsværdvej 71 A. Gruppen kunne konstatere, at det var muligt at stå på en lyskasse på bagsiden af huset og derfra se ind i stuen. Da der også var huller i mørklægningsgardinet, mente gruppen, at han måske kunne skydes derfra. Flere aftener i træk samledes nogle folk fra gruppen for at se, om der skulle byde sig en chance.
Den 3. februar 1945, samme dag, som andre fra afdelingen havde skudt og dræbt Vera Schrøder, viste der sig en mulighed. »Eigil« fortæller:
"Colding havde selskab, der dels lavede støj, og dels afledte hans og hans gæsters årvågenhed fra lyde, skygger og den slags. Vores gruppes yngste og ældste mand, Thor Knudsen, dæknavn »Tøk« og Kai Koch, dæknavn »Lille Kai«, der begge ikke var så høje, kravlede op på den omtalte lyskasseoverdækning under vinduet med hullerne i rullegardinet. Derefter klatrede en ung og meget frisk fyr, Erik Hartmann, der i ildkamp havde dræbt en Hipomand i Sorgenfri Slotspark, op på deres skuldre samtidig med, at gruppeføreren dækkede dette levende »tårn«. Gennem et lille hul i mørklægningsgardinet kunne han nu følge med i, hvad der foregik inde i den del af lejligheden. Alt i alt en manøvre, der kun kunne gennemføres på grund af det tætte mørke og dækningsmandskabets årvågenhed.
Han så Schalburgkorpsets skydelærer, Colding, gå rundt blandt sine ligesindede gæster. De fleste af herrerne var i sorte uniformer. Colding gik hen for at foretage sig noget ved sin radio. Nu var chancen der. Det var om at være hurtig. Hartmann fik rakt en maskinpistol op, men kunne, på grund af den meget korte afstand fra ham selv til vinduet, ikke få maskinpistolen i skydestilling uden at tabe balancen.
Ingen inde i stuen bemærkede, at våbnet et par gange stødte på ruden.
Maskinpistolen blev skiftet ud med pistol. For rigtig at komme på skudhold, måtte skytten i sin akavede stilling næsten ned mellem ørerne på sine to støtteben. Den øverste af de tre, skytten, der kunne følge hr. Colding i det lille hul i mørklægningsgardinet, likviderede ham med et dræbende skud og affyrede yderligere et sikringsskud."
Et vedblivende vilkår i forbindelse med aktioner mod danskere i tysk tjeneste var, at modstandsfolkene sjældent på forhånd vidste ret meget om de personer, som skulle undersøges, holdes op, afvæbnes og eventuelt likvideres. Fra det tidspunkt en person blev interessant at undersøge, kunne der gå dage og uger, ja måneder med skygning og granskning af personens vaner og rutiner og ikke mindst, hvem han/hun mødtes med og hvor. Først da blev det besluttet, hvad der skulle ske med personen. Og så er det alligevel ikke helt korrekt. Våbenaktioner, hvor en person blev holdt op og frataget sine våben og papirer, krævede ingen tilladelse, og der blev sjældent udfoldet den store forberedelse, inden modstandsfolkene gik i aktion. Der er eksempler på, at en gruppe har udført hele 17 afvæbninger på én dag. Det betød dog ikke nødvendigvis lige så mange pistoler – temmelig ofte var den slags aktioner nemlig »blålys«.
Pointen her er, at sådanne afvæbningsaktioner kunne udvikle sig og løbe løbsk, hvorefter det kom til skudkamp og offeret blev dræbt – og undertiden også en sabotør. Aktionen mod »Lille-Jørgen« er et eksempel på dette, der dog ikke afstedkom nogen dræbte. Løseligt anslået er omkring 10 % af Holger Danskes drab sådanne våbenaktioner, hvor personen satte sig til modværge og blev skudt. Og man kan godt forstå ofrene. Som besættelsessituationen blev skærpet hen mod slutningen af besættelsen med flere drab og nedskydninger, kunne en dansker i tysk tjeneste ikke på forhånd vide, om et hold-up blot var en våbenaktion, eller det var indledningen til en likvidering. Det var derfor altid med stor nervøsitet, at sabotørerne iværksatte en aktion. De vidste typisk ikke, hvem de stod overfor, eller hvordan personen ville reagere.
Det, som i sidste ende medførte Cathinca Lieders død, var en sådan aktion, der løb af sporet. Modstandsfolkene havde ingen anelse om, hvem de havde for sig, da de om morgenen den 1. marts 1945 trængte ind i lejligheden på Fridtjof Nansens Plads nr. 8.
»Eigil« fortæller om optakten, at de var blevet gjort bekendt med, at baronesse von Bülow og hendes datter, Helga von Schalburg, var ekstremt tyskvenlige, hvorfor afdelingen begyndte at efterforske dem. Det kom snart frem, at Helga von Schalburg var enke efter Christian Frederik von Schalburg, der indtil sin død på Østfronten i 1942 var leder af Frikorps Danmark.
Efter en tid at have skygget mor og datter var der intet særligt at rapportere. At Helga von Schalburg undertiden tog ind på Politigården, forekom ikke mærkværdigt med hendes baggrund. At der indimellem dukkede en anden kvinde op, som de ikke kunne identificere, forekom heller ikke specielt mistænkeligt. Hun havde sin gang i Dahlerupsgade, men det betød nok intet. Derfor mente »Eigil«, at de nu vidste nok til at lave en hurtig lille razzia efter papirer og eventuelt våben, og sådan et par damer ville de nok kunne pacificere uden de store problemer. De skulle være 15 mand om opgaven, da pladsen havde mange tilkørselsveje.
Et forsøg på at komme ind i lejligheden ved at udgive sig for aflæser fra gasvæsenet slog fejl, da den uidentificerede kvinde ikke ville lade den forklædte gruppefører komme ind. Da denne plan gik i vasken, sprængte de køkkendøren:
"De tre mand sprængte køkkendørens sikkerhedskæde, inden kvinden havde fået åbnet for hoveddøren og set, hvem der stod udenfor. Hun, der var meget elegant og iført en silkekimono, løb ind i dagligstuen. Nu mødte der de tre mænd en virkelig overraskelse. Hun stillede sig i dækning bag et hjørne af væggen inde i venstre side af stuen og skød på de indtrængende. Men hun stod akavet og ramte derfor ikke. Det hele foregik i entreens bredde, og der var ikke megen plads til de tre mand. De måtte søge dækning for ikke at udgøre et massivt mål. Gruppeføreren holdt sig til højre i entreen, medens de beskød hendes hjørne gennem venstre side af entreen.
Gruppeføreren nåede frem til dagligstuen, hvor han blev mødt af massiv pistol-ild fra højre side, som han jo ikke havde kunnet overskue på et tidligere tidspunkt. Det var fru von Schalburg og en mand, der afgav ild, medens baronessen var ved at afslutte en samtale med Politigården. De var begge iført elegante klædninger. Om manden var i uniform, har jeg aldrig fået oplyst. (…)
Det havde været et af gruppeførerens første mål at nå frem til telefonen og rive dens stik ud af væggen eller holde den under ild, så man ikke kunne komme hen til den. Nu var han ved at blive et udækket mål for kvinden bag hjørnet til venstre. Kuglerne fra dækningsmandskabet fløj ud gennem et stort vindue lige ud mod Fridtjof Nansens Plads. (…) Der var brug for megen ammunition, og på aktioner havde vi altid rigeligt med fyldte magasiner med. Tiden var kostbar, og det var tydeligt, at man forsøgte at trække tiden ud. Det lykkedes gruppeføreren at få et skud ind på den tredje kvinde, hende den ukendte i silkekimonoen. Det var tydeligt hende, der ledede slagets gang fra den anden side. Hun sank sammen, og hun fik et sikkerhedsskud. Hun var dræbt.
Der var gået så meget tid, at ville de gøre sig håb om at redde deres dækningsmandskab, det var os tolv mand nede på gaden, og sig selv, var det på høje tid at komme væk. (…) På min vej op for at afblæse kampen mødte jeg en mand sendt af gruppeføreren. Han meddelte mig, at de alle tre nu var trukket tilbage, og at Gestapo for længst var blevet alarmeret. Vi havde ingen dræbte eller sårede."
Nogle dage efter blev det opklaret, at den ukendte dame i silkekimonoen var den 43-årige Cathinca Lieder, søster til Helga von Schalburg. Ligeledes kom det for en dag, at de med drabet på hende havde ramt helt ind i ledelsen på ET- og Hipokorpset, idet hun var sekretær for selveste chefen for ET- og Hipo, Erik V. Petersen, i Dahlerupsgade 1. Det var de bare ikke klar over, da aktionen blev sat i værk.
Den sidste likvidering, som Afdeling Eigil foretog før befrielsen, var drabet på den 41-årige Hipo-vagtmester Hans Leif Kjærulff. Drabet indeholder et kraftigt element af hævn, idet vagtmesteren havde været leder af en voldsom razzia mod kompagnichefen »Broder Schlüter«s (Brøndums) illegale bopæl. Brøndum undgik arrestation, men han rasende og krævede gengældelse – og det skulle gå stærkt. Afdeling Eigil fik ordre til at likvidere ham. De vidste, at han boede i et lejet værelse på Ny Østergade 23, men de kendte ham ikke af udseende.
På grund af tidspresset var der ikke tid til at foretage de normale undersøgelser. Efter et forgæves forsøg besatte de den 10. marts ved middagstid lejligheden og holdt værtsparret og en lejer op, hvorefter de ventede på, at Kjærulff skulle komme hjem. Ventetiden blev lang. Først kl. 2 om natten kom Kjærulff hjem, hvor han blev overmandet og afhørt. Afhøringen bragte yderligere belastende oplysninger frem, hvorfor »Eigil« meddelte ham, at han ville blive likvideret kl. 6 om morgenen.
"Tidspunktet for likvideringen var valgt efter, hvornår mælkemanden og den slags morgenmænd begyndte at fungere. Kl. 5 tog vi lejlighedens telefonstik ud af væggen og tog telefonen med, da vi forlod lejligheden. En mand blev tilbage hos ægteparret. Han skulle slutte sig til os, så snart likvideringen var foretaget. Hipomanden havde i forvejen fået hænderne bundet foran i stedet for, som det var almindeligt brugt, bagpå ryggen. Det var kun for at vise hans lige i Hipo-korpset, at de havde med folk at gøre, der ikke handlede i panik. Alt hvad vi foretog os af den slags, var et led i forsøget på at skabe frygt hos forræderne, at få dem til at reagere desperat og uforsigtigt i et forsøg på at få ram på dem alle.
På 1. salen blev telefonen stillet på reposen. Grunden til, at vi havde taget den med var, at vi ville forhindre ægteparret Olsen i at ringe, så snart de var blevet alene. (…) Endnu en gang var det i min magt at lade leve, endnu en gang måtte jeg trods hadske tanker og følelser gennemleve den indre kamp i forbindelse med at foretage det endelige og uigenkaldelige skridt, nemlig at forvandle et levende menneske på godt og ondt, men alligevel levende og fungerende, til en for altid død masse.
Jeg husker endnu, at mine modstridende følelser af en eller anden grund var ekstra stærke, formodentlig fordi jeg først havde siddet med manden i omkring 4 timer, ganske vist i et langt forhør, men alligevel. Måske også fordi nerverne så småt var ved at krakelere. Men havde han vist os nogen nåde, hvis vi havde stået på den forkerte ende af pistolen? Næppe.
Klokken 6 om morgen den 11. marts 1945 likviderede jeg ham med et nakkeskud og et sikkerhedsskud bag øret på trappen på vej ned fra lejligheden. Han faldt over telefonen, hvilket også var meningen. Det var for at fratage grossereren og hans hustru lysten til at alarmere Gestapo eller HIPO lige med det samme. Sidste mand havde instrueret ægteparret Olsen om ikke at slå alarm før en halv time efter, vi havde forladt stedet."
På vej væk fra opgangen stødte de på en Hipo-udrykning, men om de var målet, kunne ikke afgøres. Denne likvidering er formentlig noget af det nærmeste, man kommer på en regulær henrettelse. »Eigil« skriver intet om, hvordan Kjærulff tacklede de sidste timer, efter at han havde fået præsenteret dødsdommen, men det må have været belastende for både offer og bøddel.
