Var D.G. Monrad sindssyg?

På lægens briks
Trods Monrads mange facetter, roller og meritter har debatten om hans person i høj grad centreret sig om, hvorvidt han led af en psykisk sygdom. Det har været en vandrehistorie tilbage fra Monrads egen levetid, og hans ofte uforudsigelige adfærd dannede grundlag for rygtedannelsen. Men i nyere tid synes påstanden om hans sindssyge helt misvisende at være blevet den dominerende fortælling om hans virke.

Med lægen Johan Schioldann Nielsens doktordisputats fra 1983 er Monrads psyke diagnosticeret videnskabeligt ud fra de kilder, vi har til rådighed. Gennem en patografisk metode med beskrivelse af sygdomsformer når Schioldann Nielsen frem til, at Monrad led af en lettere form for manio-depressiv sindstilstand. Ved grundig gennemgang af stort set alle kendte kilder forsøger lægen så at diagnosticere patienten. Det vigtigste indicium er faderens sindssygdom, som Schioldann Nielsen antager arveligt har kunnet overføres til sønnen. At faderen vitterligt var sindssyg, er der næppe tvivl om, og flere i Monrads slægt led også af en tilsvarende psykisk sygdom. Så Monrad var ”disponeret for manio-depressiv stemningslidelse”.

ANNONCE: Køb bogen her

Schioldann Nielsen bygger sin argumentation op på episoder i Monrads liv, hvoraf flere har været omtalt og refereret her i bogen, og drager så i begyndelsen forsigtige og foreløbige konklusioner, men som sammenfattes til sidst: ”Det helhedsbillede, der med undersøgelsen kan tegnes af Monrad, er karakteriseret ved, at han har været i besiddelse af en usædvanlig høj eller genial begavelse, og at han var af manio-depressiv konstitution i form af et udpræget cyklotymt temperament. Han kan betegnes som et genialt stemningsmenneske”.

Schioldann Nielsen underbygger gennem bogen sin diagnose med mange korrekte beskrivelser af Monrad, og hans liv beskrives med ord som ”disharmonisk barndom”, ”stemningsbetonet”, ”livslede”, ”udslukte følelser”, ”nervøs og eksalteret”, ”ilter” osv. Mange af Monrads udtryksmåder og sindstilstande, som Schioldann Nielsen refererer, var udbredte i samtiden: stemningsfuld forelskelse, melankoli og enorm selvfølelse prægede mange af tidens studenter. Monrads prædikener og religiøse skrifter tillægger Schioldann Nielsen uden videre karakter af selvbekendelse, hvad der sikkert i vid udstrækning er rigtigt, men samtidig udgør denne præmis et spinkelt og noget spekulativt grundlag for en egentlig diagnose.

At Monrads sind ikke var helt normalt, er der ingen tvivl om. Spørgsmålet er, om han i nogen relevant forstand var sygelig i sit sind og ikke mindst, om hans handlinger som politiker kan være afgørende bestemt af det. Professor Tage Kaarsted, der opponerede ved Schioldann Nielsens disputats, er ret kritisk over for tesen om Monrads sygelighed og fremhæver mange tilfælde, hvor Monrads anormalitet tolkes som sygelighed. Beslutningerne ved Dybbøl var for Kaarsted en både militær og diplomatisk fejltagelse, men indicium for sindssyge er det vel ikke? – skriver historikeren spørgende.

Man kan næsten få det indtryk, at Monrad var latent psykotisk hele livet. En ikke-psykiater stiller sig det spørgsmål, om det nu også var tilfældet – eller om han dog ikke i de længste perioder var sjæleligt rask, men en hyperbegavelse, som ikke kan måles med et hverdagsmenneskes alen. F.eks. bliver Monrads utrolige arbejdsevne gjort til noget mistænkeligt […]. Men arbejdsglæde forbundet med en robust fysisk konstitution er dog ikke uden videre et psykiatrisk fænomen. Alvor er ikke det samme som melankoli […], og det behøver vel ikke at have med sindssyge at gøre, at Monrad ofte ’i løftet stemning’ har kunnet prædike over temaer, hvortil han ’har hentet inspiration i melankolske tilstande’.

I bogen her er Monrad forsøgt karakteriseret som personlighed og med de samme kilder, som Schioldann Nielsen benytter, men det gøres her uden at referere til noget i alvorlig forstand sygeligt. Schioldann Nielsen bruger ordet ”selvfølende” 92 gange til at karakterisere Monrad, og det er ganske godt beskrivende, for det var han. Det har i mange henseender gjort ham utålelig at være i stue med, men vi behøver ingen lægefaglighed til at beskrive personen. Det er ikke sygeligt, men blot beskrivende for personens væremåde. At Monrad i samtiden har virket irriterende og frastødende på nogle mennesker, har vi blandt andet fru Tschernings, fru Andræs og fru Halls ganske præcise beskrivelser af. Sund menneskekendskab er ofte bedre end latinske sygdomskategorier.

Det farlige ved diagnoser er også, at en fjer kan blive til adskillige høns. I Tom Buk-Swientys ellers fortrinlige bog om Slagtebænk Dybbøl beskrives Monrad med baggrund i Schioldann Nielsens arbejde som ”stærkt maniodepressiv”. Adjektivet ”stærkt” optræder ikke hos Schioldann Nielsen, der kun siger, at Monrad var disponeret for sygdommen, at han var af en maniodepressiv konstitution, og at han formentlig har haft anfald af en maniodepressiv sindslidelse. Hvor det skulle være værst og mest afgørende, nemlig i 1864, taler Schioldann Nielsen om ”let til moderat udtalte maniodepressive tilstande”.

Det får så en drejning af Buk-Swienty, og dennes succes med bogen blev direkte inspiration for Danmarks Radio til at søsætte den dyreste tv-produktion i danmarkshistorien. Instruktøren Ole Bornedal læste Slagtebænk Dybbøl, og vips var Monrads sindssyge en fastslået kendsgerning, der blev karikeret som sådan. Faktuelt er det forkert. I DR's tv-serie 1864 blev Monrads sindssyge en af seriens bærende pointer og med til at forklare krigen og konsekvenserne.

Det viste også en rundspørge, efter at serien havde været vist. Således mente 50,8 % af danskerne, at Monrads sindstilstand var en vigtig årsag til krigen i 1864, mens kun 6,5 % var uenige. Ligesom også 65,5 % i samme undersøgelse mente, at ”Krigen i 1864 var en formålsløs massakre, der nemt kunne være undgået” med kun 7,2 % uenige. Nemt? Ja, meget nemt ved at opgive Sønderjylland. Alle krige kan nemt undgås ved at overgive sig.

Mange statsmænd og politikere har været klinisk syge i forskelligt omfang eller kan diagnosticeres som ”cyklotymiske”. Tage Kaarsted nævner Franklin D. Roosevelt og Winston Churchill,280 men derfra til at påvise en brist eller mangel i det politiske lederskab på grund af dette er en anden sag. John F. Kennedy overlever næppe heller et helbredstjek af lægen.

Den kendte norske psykiater Nils Retterstøl har i sin bog Store tanker, urolige sinn. 21 psykiatriske portretter også et kapitel om Monrad. Han afviser, at Monrad har haft alvorlige depressive episoder, som kunne diagnosticeres som psykotiske. Retterstøl karakteriserer Monrad som havende ”en bipolar affektiv lidelse”: ”Denne lidelsen kjennetegnes av to eller flere episoder der pasientens stemningsleie og aktivitetsnivå er betydelig forstyrret. Forstyrrelsen består noen ganger i hevet stemningsleie, oppstemthet og økt energi og aktivitet (hypomani og mani) og andre ganger i senket stemningsleie (nedstemthet), nedsatt energi og aktivitet (depresjon)”. Retterstøl mener, at Monrad gennem livet flere gange led af depressive episoder af denne art, men uden psykotiske symptomer.

Retterstøl beskriver Monrad som ”uberegnelig”, ”urolig”, ”sterkt ambitiøs”, ”med reducert dømmekraft” og i stor aktivitet under de alvorlige begivenheder i 1864. Alt sammen fremgår også af gængsehistoriske fremstillinger, og det er svært at vurdere, hvilken del af denne optræden der skal karakteriseres med psykiatriske termer, og hvilke der er udtryk for almindelige og normale menneskelige reaktioner for beslutningstagere under pres. På mange måder virker Monrads politiske forbundsfællers enorme passivitet under de samme begivenheder mere ”sygelig” og i hvert fald opsigtsvækkende. Skadefryd har ligget nogle af dem, som f.eks. Krieger og Hall, mere på sinde end frygt og bekymring for fædrelandets fremtid.

Når man har læst psykiaternes dom over Monrad, får man et helt andet billede ved at dykke ned i Fra Bønnens Verden, hvor der fremstår en Monrad, som ingen af de mange sygelighedsassocierende prædikater passer på, men hvor vi møder en mand, der beder for sin sjæl, som ved, at vi er syndere, og at vi alle har behov for tilgivelse. Fra Bønnens Verden er en lang samtale med Gud, hvor Monrad er den spørgende og bedende, der ved, at han ikke er noget i sig selv, men lever på nåde og ufortjent tilgivelse.

Vi skal passe på med diagnoser.

Politikkens diabolske karakter
Politiske biografier står sig bedst ved at bruge den sunde fornuft og ikke forfalde til lægelige begreber. Personligheder er spændende, dels i deres samspil med tidsånden og generationen og dels i de erhvervssygdomme, som følger med enhver aktivitet og ikke mindst det politiske kald. Her er der masser af stof til det biografiske og også til at forklare de politiske beslutninger ud fra det personlige.

Det politiske er et minefelt med faldgruber, og især, når landes skæbner står på spil, involverer det beslutninger, hvor konsekvenserne i øjeblikket kan være meget vanskelige at overskue, men hvor det også er en fejl ikke at handle og blive ambolt frem for hammer.

”De gamle kristne vidste udmærket, at verden er styret af dæmoner, og at den, der indlader sig med politik, det vil sige: med magt og vold som midler, slutter pagt med diabolske magter, og at det ikke gælder for hans handlen, at der af godt kun kommer godt og af ondt kun ondt, men ofte det modsatte. Den, der ikke ser det, er i virkeligheden i politisk henseende et barn”.282 Sådan skrev den tyske sociolog Max Weber (1864-1920) i sit sidenhen så berømte skrift Politik als Beruf, politik som levevej. Weber definerede politik som voldsanvendelse, fordi staten er defineret som et voldsmonopol, og heraf udledte han de etiske modsætninger, som opstod af politik, altså med vold at ville udrette noget godt: ”Den, der overhovedet vil drive politik, og især den, der vil have politik som levevej, må være bevidst om disse etiske paradokser og om sit ansvar for det, der under deres tryk kan ske med ham selv. Han indlader sig – jeg gentager det – med de diabolske magter, som lurer i enhver voldsanvendelse”.

Monrad var sig meget bevidst om politikkens diabolske karakter, og også evigt selvransagende om dens konsekvenser for ham selv, personligt. Han vidste, at der skulle træffes ubehagelige beslutninger i 1864, at der ikke kunne vælges mellem godt og ondt, men mellem usikre afvejninger af mulige handlinger, hvor det kunne være vanskeligt at afgøre, hvordan det ville ende i sidste instans. Her fejlede han, men det er umuligt at forestille sig, at nogen fra hans politiske generation kunne have handlet mere træfsikkert. Det er kun det politiske barn, mente Weber, der tror, at af gode hensigter vil der opstå gode konsekvenser, og at alt det onde hidrører fra onde viljer. For sådan er virkeligheden ikke. ”Det er fuldstændig sandt og en fundamental kendsgerning – som ikke behøver at begrundes nærmere her – ved al historie, at det endelige resultat af politisk handlen ofte, nej: ligefrem regelmæssigt er i fuldkommen uoverensstemmelse med, og ofte står i et ligefrem paradoksalt forhold til, den oprindelige mening med denne handlen”.

Max Weber kunne ikke lære Monrad noget her, kun samtiden, og det beundringsværdige ved Monrad som politiker er hans vilje til alligevel at begive sig ind på det politiske gebet med visheden om de etiske dilemmaer.

Mange politikere lukker af for konsekvenserne og frakobler dem som etisk irrelevante. For hensigten, meningen var en helt anden, og for dem er det vigtigste at handle korrekt og kunne se sig selv i spejlet. Monrad vidste, at politik handler om vold og magt og om, at man leger med dæmoner. Dæmonien kan ikke begrænses ved at have gode hensigter. Tværtimod lurer det største moralske morads i de mange utilsigtede virkninger, som en velment politik trækker med sig.

Monrad vidste også, at magtens diskurser gennemsyrer udsynet, og det er svært som politiker at holde dømmekraften intakt. Han kaldte det også svimmelhed. Ofte virker han mere klarsynet end mange af sine samtidige, hvad angår politikkens væsen:

Aldrig saasnart begynder et Menneske at give sig af med Politik, før Politikens rænkefulde Nisse kommer og sætter et Par briller med farvet Glas paa hans Næse. Snart er Farven gul, saa sér han alting gult, snart er den blaa, saa sér han alting blaat. Og naar saa et Menneske siger: ’Jeg vil se Sandheden ren, usminket; jeg skal nok vogte mig baade for de Gules og de Blaas Ensidigheder’, saa tager den ondskabsfulde Nisse gult og blaat og blander det sammen, og giver ham grønne Billeder. Og det værste er, at, uagtet man har Briller paa, saa véd man det ikke, man ser med sine egne gode, sunde, skarpe sanddru Øjne. - Dette politiske Farveskjær er saa mægtigt, saa gjennemtrængende, saa uimodstaaeligt”.

Der findes ikke et sagligt, upartisk standpunkt i politikken. Vi handler interessebestemt, fordomsfuldt, og vi er alle påvirket af de briller, hvormed vi ser virkeligheden. Monrad vidste, at magt og politik lammer udsynet og har en tendens til at bedrage og blive indbildsk. Monrads middel imod politikkens beruselse af sind og sjæl var hans teologiske ballast, men ofte blev han så grebet af momentet, at han også her blev drevet med rundt i den politiske manege og dyrkede spillet og øjeblikket.

I sin natur og i sin skæbne hører Monrad til de mærkeligste skikkelser i vor historie. Han var så sammensat, at det ikke vil være muligt at finde en nogenlunde gyldig generalnævner for hans evner og personlighed … det var hans tro, at han delte skæbne med hele menneskeheden, der sukkede efter forløsning, og her, ved Kristi kors, begynder og ender Monrads saga. Den, der vil skrive den til bunds og trænge ind til hans hjertes og hjernes inderste celler, må selv have følt korset tynge sine skuldre og naglegabene brænde sine hænder.

Sådan lyder konklusionen på den mest officielle Monrad-biografi, historikeren Povl Engelstofts i Dansk Biografisk Leksikon, og selvom man ikke føler naglegabene selv eller korset tynge, kan man godt leve sig ind i Monrads bevæggrunde og udsyn.

Man skal blot altid vide, at mennesket er en sort boks, og at der fra ordet til handlingen altid er skygge, som T.S. Eliot sagde. Vi kan læse en persons skrifter og studere handlingerne og også botanisere i breve og udsagn, men forstå mennesket kan vi næppe. Det er ikke mindst Monrad beviset på.