Du har ansvaret for at være en god rollemodel for dit barn

En af vores vigtigste opgaver i livet er at være rollemodeller for vores børn. Det kan godt være, vi ikke ved eller kan så meget, men det, vi kan, skal vi inddrage børnene i, skriver dansk-kinesiske Xinxin Ren Gudbjörnsson i sin nye bog. Modelfoto Iris

Hvis en forælder ikke kan få barnet til at lytte, er det højst sandsynligt, fordi forælderen ikke selv har lyttet til barnet.

Det giver enorm karakterstyrke at blive taget alvorligt af sine forældre og langsomt få mere ansvar inden for områder, børnene mestrer. Det har dansk-kinesiske Xinxin Ren Gudbjörnsson selv fået med fra sin kinesiske opvækst. Læs et uddrag fra hendes nye bog her

I Danmark taler man tit om, at man ikke har en opskrift på godt forældreskab. Det har man faktisk i Kina! Der er en generel forståelse for, hvordan ansvarsfulde forældre, dygtige lærere, gode ledere med videre bør og skal opføre sig.

Kinesiske forældre har tre hovedopgaver: Man skal være en god rollemodel, man skal lære sit barn, hvad der er rigtigt og forkert, og man skal lytte til sit barn.

I mit barndomshjem var der styr på økonomien, og prioriteringerne var meget klare. Det var en tid, hvor kul, fødevarer og en række andre nødvendige ressourcer var rationeret. Hvis man skulle have ekstra af noget, skulle man købe det på det sorte marked eller bytte rationeringsmærker med andre.

Min far ville ikke opgive at købe bøger, så derfor skar vi ned på vores forbrug af kul. Om vinteren sad vi altid med overtøj på inden døre, til gengæld havde vi lidt over 5000 bøger at varme os med.

Da min far var lille, arbejdede min farmor på en fabrik, hvor de syede uniformer. En almindelig arbejdsuge var på 48 timer, men der var tit overarbejde.

Farmor passede ikke bare sit job, men tog sig også af hjemmet. Hun strikkede og syede familiens tøj og vaskede det i hånden, da man ikke havde vaskemaskine.

Næsten alt det, farmor kunne i hjemmet, havde hun lært af sin mor. Men ud over at kunne alt det, som en førsteklasses husmor skal kunne i Kina, var hun altså også fuldtidsarbejdende uden for hjemmet.

Alle i familien vidste, at de var i trygge hænder, så længe farmor var der. Familien var altid hendes første prioritet. Netop derfor lærte far i en tidlig alder, at familien bør komme først.

Måske kunne far have været mere succesfuld, hvis han havde sat familien i anden række, men sådan er han ikke opdraget. I min familie er man ikke en succes, hvis man opgiver familien og forsømmer sine børn på grund af en karriere.

Man kan se rigtigt meget af farfar og farmor i min far. Farfar øvede altid skrifttegn på sine bukser, fordi papir var dyrt, da han var ung. Derfor gjorde min far det samme, selvom de fik bedre råd. 

Mine bedsteforældre tog tit far med på deres arbejdsplads, så han kunne opleve, hvordan de arbejdede – på samme måde var jeg tit med far på arbejde. 

Da farfar var 12 år, kom han i lære på i et tehus, hvor han lærte at pudse sko. Den kunst videregav han til min far, som på samme måde lærte mig at pudse sko, da jeg var barn. Og ud over at pudse sko lærte jeg også at bruge en kugleramme, rense fisk, slagte høns, lave mad og strikke, mens min farmor lærte mig om feng shui.

Alle levede efter det mantra, at de ikke kunne lære mig meget, men de ville lære mig det, de kunne. Derfor inddrog far mig også i sin virksomhed, allerede da jeg var otte år, og gav mig stille og roligt mere og mere ansvar.

Man skal turde være rollemodel

I Danmark har vi i dag udliciteret ansvaret som rollemodel for vores børn til staten. Seneste skridt i den udvikling er, at man nu end ikke skal læse lektier med sine børn mere, efter at folkeskolereformen har indført lektiecafeer.

Det er et stort problem, for en af vores vigtigste opgaver i livet er at være rollemodeller for vores børn. Det kan godt være, vi ikke ved eller kan så meget, men det, vi kan, skal vi inddrage børnene i.

Det giver enorm karakterstyrke at blive taget alvorligt af sine forældre og langsomt få mere og mere ansvar inden for områder, de mestrer.

ANNONCE: Køb bogen her

Den kinesiske filosof Kong Fuzi sagde, at man skal respektere sine forældre, og at forældre skal opføre sig respektabelt. Han sagde også, at hvis ens forældre ikke opfører sig med respekt, har man pligt til at fortælle dem det.

Denne gensidighed er grundtanken bag forholdet mellem forældre og børn i Kina. Der har været meget snak i danske medier om en ny kinesisk lov, der forpligter kinesere på at besøge deres forældre.

Men medierne har glemt at nævne en anden kinesisk lov, som kræver, at forældrene opfylder deres pligt, før de kan kræve deres rettigheder. Den nye lov er faktisk lavet for at synliggøre forældrenes opgaver.

Den er lavet, for at forældre kan blive mere opmærksomme på deres pligt og ansvar, for i Kina går man ud fra, at børn naturligvis kommer og besøger deres forældre, hvis de respekterer dem gennem en god opdragelse.

Det skal lige siges, at siden loven kom til, har der været mange sager, hvor forældre har tabt, fordi deres børn har kunnet påvise forældrenes svigt.

Næste gang, du ikke føler, du har tid til dit barn, så vær klar over, at det kan betyde, at barnet heller ikke har tid til dig, når du får brug for det! 

I Kina hænger evnen til at lytte til sit barn tæt sammen med evnen til at få barnet til at lytte. Hvis en forælder ikke kan få barnet til at lytte, er det højst sandsynligt, fordi forælderen ikke selv har lyttet til barnet.

Et barn påvirkes af den virkelighed, der møder ham eller hende, og således er børn blot et resultat af deres omgivelser. Inden man kræver, at barnet lytter til det, man siger, udviser man respekt ved at lytte til barnet.

DE KNUSTE ÆG
Det meste af min barndom boede jeg hos min farmor og farfar. Da de var børn, blev de straffet fysisk af deres forældre, som det var normen dengang. Siden kommunisternes magtovertagelse i Kina i 1949 har regeringen arbejdet for at afskaffe fysisk afstraffelse og indføre andre opdragelsesmetoder.

Det mødte i begyndelsen stor skepsis. I Kina har skolelærere stort set altid haft mulighed for at afstraffe børn fysisk, så hvordan skulle man kunne få respekt af nogen, hvis man ikke kunne straffe dem? Samme udvikling har vi set i Danmark. I dag må man sige, at skeptikerne tog fejl.

Det er absolut muligt at skabe respekt omkring sin autoritet uden fysisk afstraffelse, både i skolen og derhjemme. Selvom det i Kina – ligesom i en række vestlige lande – stadig er lovligt for forældre at slå børn, så opfordrer myndighederne forældre til at finde andre opdragelsesmetoder.

En kinesisk forælder, der slår sit barn, anses for at være en doven opdrager, der kun tænker kortsigtet, fordi det kræver mere tid, fokus og koncentration at opdrage uden vold.

Da jeg var omkring fem år gammel, fandt jeg min farmors krukke med æg. Hun havde 10 høns, og hver dag samlede hun æggene sammen og lagde dem i en krukke bag døren. Jeg ville undersøge, hvad der var inden i de små brune æg, så jeg knuste dem et efter et for at se efter.

Men pludselig kom min farmor kom ind og så, at de dyrebare æg lå overalt. Krukken var tom, og jeg havde æg på ansigtet, tøjet og hænderne. Det var i 1980’ernes Kina, så langt de fleste forældre havde nok givet sådan et barn en ordentlig omgang smæk.

Men min farmor var ikke som de fleste. Hun vaskede mig og skiftede mit tøj, og bagefter sagde hun til mig, at jeg skulle gøre rent efter mig. Vi vaskede gulvet og væggene sammen.

I dagene efter fik familien ikke æg til morgenmad, og hver morgen fik vi at vide, at lille Xinxin havde knust æggene, så vi måtte undvære.

Efter et par dage sagde farmor til mig, at nu var jeg blevet så stor, at opgaven med at samle æg var min, hvorefter hun oplærte mig i at samle æg og placere dem i krukken.

Derved lærte min farmor mig, at når man har fejlet, kan man gøre det godt igen. Og så lærte hun mig at værdsætte fødevarer.

 Langt senere gik det op for mig, at hun sagtens kunne have købt andre æg, så vi havde til morgenmad, men ved at holde fast i en konsekvens af det, jeg havde gjort, samtidig med, at hun gav mig nyt ansvar og lærte mig, hvad jeg kunne have gjort i stedet, tog min opdragelse et tigerspring, og det motiverede mig til at løse opgaven med indsamling af æg langt bedre.

I Danmark har jeg tit oplevet forældre og lærere komme med trusler og bruge tid på at fortælle børn, hvad der vil ske, hvis de ikke gør, som der bliver sagt. I en kinesisk optik er autoriteten tabt på forhånd med sådan en tilgang.  

Man må i stedet gå ud fra, at børn gør det, man beder dem om, og tillade sig at blive overrasket, hvis de ikke gør. Det følger med ansvar og tillid. Hvis dårlige handlinger mødes af konsekvens hver gang, vil barnet huske, og trusler bliver overflødige.

Det er det samme princip, man bruger i kinesisk ledelse. Hvis man viser sine medarbejdere stor tillid og ikke møder dem med en underliggende forestilling om forsømmelse som en mulighed, vil de vokse med opgaven. Så har man nået den fulde forståelse af, hvad det vil sige at være en rollemodel.