Er jeg god nok? Er jeg god nok til mit barn?
Jeg er for bestemt!
Jeg er nok for eftergivende og slap!
Jeg burde måske have ladet hende sove hos sin ven alligevel ...
Nu blev jeg sur over ingenting igen.
Skulle jeg have hjulpet ham noget mere med lektierne?
Næsten alle forældre synes at gøre det – stille spørgsmål og kritisere sig selv for, at de ikke er gode nok. En del forældre har tvivlen og den dårlige samvittighed som evig følgesvend. Hos andre dukker det mere tilfældigt op i bevidstheden.
Tænk, hvis man kunne lufte den dårlige samvittighed ud og få lugten af selvforagt, tvivl og handlingslammelse til at forsvinde og erstatte den med en håbefuld længsel efter forandring og nye måder at tænke og handle på. Eller acceptere det, som det er. Jeg tror faktisk godt, at man kan det! Dårlig samvittighed skal ikke ligge og vokse i forældresjælen.
Lyt indad, og lær af fejlene.
Når man oplever, at man har begået en fejl, handler det altså i bund og grund om, at man har ladet nogle behov træde i forgrunden. At lytte indad og forsøge at finde ud af, hvilke behov det er, udgør det første led i at forandre den dårlige samvittighed, først til sorg og derefter til læring.
Det andet, man skal gøre, er at sætte ord på den dårlige samvittighed. Tal med barnet! Fortæl om, hvilke følelser og behov der trænger sig på, når du tænker på det, der skete.
Jeg har dårlig samvittighed, når jeg tænker på, at jeg tog dig i armen og førte dig væk fra børnehaven i dag. Det eneste, jeg havde i hovedet, var, at jeg havde lovet pædagogerne at hente dig klokken fire og ladet behovet for at overholde aftaler styre.
Jeg overså helt, hvor vigtigt det også er for mig at tænke på dig og have respekt for dig. Hvordan føles det for dig at høre det?
At stille det sidste spørgsmål – »Hvordan føles det for dig at høre det?« – og vitterlig være villig til at høre svaret, er vigtigt. At fortælle om det, man selv betragter som en fejl, er ikke noget trick for at slippe uden om sin egen dårlige samvittighed. Det er en måde at forvandle selvkritikken til sorg og læring på, hvilket på sin side skaber mulighed for at tilgodese flere behov.
Derfor skal alle kommunikationskanaler (ordene, kropssproget, tonefaldet og ansigtsudtrykket) signalere til barnet, at man har en oprigtig interesse i svaret og ikke bare håber at høre: »Det er okay, mor. Det gjorde ikke noget.«
Når barnet bagefter besvarer spørgsmålet, er det vigtigt at have den empatiske lytning slået til:
Jeg synes godt, at du kunne have tænkt lidt mere på mig! Det var vigtigt for dig at komme til tiden for pædagogernes skyld, men hvad med mig?
Mener du, at du ville ønske, at jeg skulle komme til tiden for din skyld?
Ja!
Handler det om, at du vil være sikker på, at du er vigtig for mig?
Ja! Du taler bare om andre hele tiden! Om pædagogerne. Om dit arbejde. Om lillesøster...
Og når du hører mig tale om alt det andet, bliver du så bekymret og spekulerer på, om du er vigtig?
Mm.
Jamen, min elskede skat! Tak, fordi du fortæller mig det. Det er fantastisk for mig, når jeg forstår, hvordan du tænker, og hvad der er vigtigt for dig. Må jeg godt fortælle, hvor meget jeg elsker dig?
Så okay da.
Jeg elsker dig herfra og til universets ende!
Men mor, det kan du jo ikke. Universet har jo ingen ende.
Formålet med at fortælle om behovene bag de fejl, som man fortryder, er altså ikke at få »syndernes forladelse« fra barnet. Formålet er i stedet at skabe kontakt omkring, hvordan det er at være menneske. At skabe muligheder for gensidig forståelse snarere end ensidig forladelse.
Hvis man italesætter den dårlige samvittighed, kan man finde frem til en forståelse for sine egne og andres behov og dermed få mulighed for at agere anderledes i fremtiden. Eller opdage, at det måske alligevel ikke var en fejl.