Der skrives litteratur for børn, fordi forfattere mener, at børn ligesom voksne har glæde af god litteratur. Spændende, sørgelige, sjove eller triste historier, udfordrende eller anderledes sprog og illustrationer, som kan give barnet en kunstnerisk oplevelse. Men der skrives også meget børnelitteratur, hvis primære formål er at spejle eller guide barnet gennem psykologiske faser og/eller vanskeligheder.
Johannes og Rosa Møllehave og Kirsten Gjerdings Fredes fobi og Malene Fenger-Grøndahl og Maj Olikas Vandpyt og Stille er på hver deres måde sådanne bøger.
Fredes fobi handler om Frede, der er angst for klovne (en ikke ualmindelig angst, ej heller for voksne, tænk bare på gyserfilm med klovne). Det er svært for Frede og Fredes familie. En ekspert navngiver lidelsen klovnofobi (skønt ord, ja, det findes), hvilket ikke hjælper. Det gør det først, da Frede, måske af kærlighed til den nye pige, til fastelavn går med til at blive malet som en klovn: En, to, tre er angsten væk () man bliver ikke bange for sig selv, som Møllehave skriver.
Fredes fobi er formentlig tænkt som en slags samtalebog mellem den voksne læser og barnet omkring det at være bange/have angst. Teksten er skrevet på rimede vers uden en fast versefod, jeg undrer mig lidt over det valg, som jeg ikke synes tilfører teksten synderligt, men derimod af og til binder den i ikke særlig præcise løsninger. Som her, hvor Møllehave forklarer klaustrofobi: Man kan ha klaustrofobi, som er svært at forstå,/ så kan man ikke li rum, der er små.
LÆS OGSÅ: 1864 i det store perspektiv
Hvorfor skal det siges, at klaustrofobi er svært at forstå?
Bogen er illustreret af Kirsten Gjerding, som meget tydeligt henvender sig til barnet i de store billedopslag, hvor der er meget at gå på opdagelse i. Når Møllehave skriver om Frede: Han følte sig både bange og sløj/ før de sku i cirkus på Bellahøj, visualiserer Gjerding, hvordan Cirkus Arena bogstavelig talt er ved at indoptage det angstsvedende barn, mens angstens årsag klovnen ser frem bag sengen. At det er klovnen, der gør Frede skrækslagen, vil det opmærksomme barn allerede have fanget, før teksten skriver det, hvilket er et kendt virkemiddel. Hvor Møllehave oftest anskuer tingene udefra Frede sveder som en julegås i en ovn./ Folk synss, det er sjovt at se på en klovn./ De hvide fjæs og de røde læber,/ de fleste griner, men Frede flæber mærker man, at Gjerding tegner til barnet. Dels giver hun hele tiden detaljer at se på, som i opslaget fra cirkusarenaen, hvor det opmærksomme barn igen ser klovnen i kulissen (men måske også spørger til, om en dromedar og en lama er det samme), dels fastholder hun visuelt drengens ubehag.
Vandpyt og Stille er skrevet som et eventyr om de to børn Vandpyt og Stille. Vandpyt er den aktive, udfarende, der ideligt kommer til skade og, når det sker, græder så utrøsteligt, at hans tårer bliver til en vandpyt.
Kun søster Stille kan ved at holde om ham bringe hans tårer til ophør. Stille selv græder aldrig, ligesom Vandpyt aldrig griner. En dag er Stille bare væk, Vandpyt græder, og alt er ved at gå helt galt, ingen voksne magter at hjælpe Vandpyt. Men heldigvis kommer Stille til allersidst svømmende gennem tåresøen og redder ham. Dog først efter selv at have grædt, sådan at Vandpyt må tage over for en stund.
Herefter forsvinder de to, og historien lukkes med efterskriften om, at når nogen græder, og der bliver råbt Stille, så er det vigtigt at huske på, hvad Stille gjorde, altså at hun holdt om og trøstede: Når vinden hylede, tænkte de på Vandpyt, og når det var aften og stjerneklart, og alle lydende forsvandt, tænkte de på Stille.
Maj Olika har illustreret med enkle billeder i varme farver, men i forhold til tekstens længde (som også sagtens kunne tåle at blive koncentreret) er der for lidt at se på. Jeg savner, at billedsiden yder teksten lidt modstand. Både tekst og billeder kommer til at virke diffuse, fordi den symbolske fortælling om sorg og trøst ikke kan bestemme sig for, om den foregår i et konkret eller et abstrakt rum. Fenger-Grøndahl prøver at gøre det abstrakte konkret gennem de to figurer, men jeg synes ikke, det fungerer, dertil er de for en-dimensionelle. Ydermere kommer, at de på én gang tilhører en eventyrverden og på samme tid placeres ind i en konkret verden, hvor folk går på arbejde og til dans.
Bøger, der vil fortælle og bevidstgøre børn og voksne om børns følelser, har deres berettigelse. Først og fremmest handler det nok om, at man som forfatter og illustrator gør sig meget klart, hvem man henvender sig til, og hvorfor man gør det på de måder, man gør.