Far har syfilis, mor har tuberkulose, de har i forvejen fire børn, hvoraf et er blindt, et andet døvt, en døde, og den fjerde lider af tuberkulose. Nu venter kvinden sig igen. Skal hun få sit femte barn? Hun vælger at beholde det.
Jacob Birkler, filosof og formand for Det Etiske Råd, fortæller historien om det femte barn i Bogen om provokeret abort, der er en redelig udfoldelse af dilemmaer og udfordringer ved provokeret abort.
Den er velgørende langt fra at være et kampskrift på et område, hvor nuancerne fortoner sig i debatten. Diskussionen befinder sig nu andre steder, end da man i 1973 indførte fri adgang til provokeret abort indtil den 12. graviditetsuge.
Den provokerede abort er et område belagt med dilemmaer og paradokser, hvis man altså ikke vælger helt konsekvent nej eller ja og lukker øjnene for de vanskelige problemstillinger, der, som Birkler demonstrerer, også rejser sig for de rene synspunkter blandt andet som følge af nye diagnostiske og teknologiske muligheder.
LÆS OGSÅ: Babelsk forvirring på nordisk
Bogen om provokeret abort indledes med et fakta-kapitel om den provokerede aborts historie, dansk og udenlandsk lovgivning samt fakta om abort, som den aktuelt praktiseres.
Kapitlet rummer også et afsnit om sproglige udfordringer omtales provokeret abort som svangerskabsafbrydelse eller fosterdrab for eksempel? Sproglige valg kan punktere eller eksponere en debat.
Birkler holder temaet ud i strakt arm. Han er filosof og fremlægger og argumenterer filosofisk og med brug af konkrete eksempler.
Omdrejningspunkt er synet på fostret og barnet. Som lovgivningen har været siden 2005 regnes det juridisk som et barn og en fødsel allerede efter 22 ugers graviditet, så når man i relativt få tilfælde giver tilladelse til sen provokeret abort efter 22. uge, så er man i et etisk gråzone-område.
Hvad er logikken i, at vi ser forskelligt på et foster i 12. uge og i 20. uge? Hvilken værdi har et potentiale, som endnu ikke er aktualiseret? Hvad sker, hvis man rykker grænsen for den provokerede abort, så kvinden får muligheden for at fravælge ikke et barn, men et barn med bestemte egenskaber? Hvordan rokker det ved samfundets syn på mennesker?
Også hele spørgsmålet om, hvad der sker med aborterede fostre, viser vildreden. Kan man fremprovokere abort af fostre på for eksempel 22 uger, mens man i udvalgte tilfælde personificerer fostre af tilsvarende alder gennem en rituel nedgravning?
De rene synspunkter, det konsekvente ja og det konsekvente nej, ville have svar på rede hånd men de rene synspunkter løber ind i andre problemer, som Birkler påpeger, når det for eksempel handler om voldtægt, graviditeter med fare for kvindens liv etcetera.
Har man sagt A, må man også sige B og tænke sig om. Det er Birklers bog en god hjælp til, forhåbentlig bliver den pensum for sundhedspersonale og andre med berøring med abortproblematikken. Og som den teknologiske udvikling er, bliver udfordringerne ikke mindre heller ikke for almindelige mennesker. Flere og flere valg overlades til den enkelte uden at vi helt kan overskue, hvad det betyder i en samfundsmæssig sammenhæng.
Bogen om provokeret abort er en ualmindelig fin udredning af et svært spørgsmål.
Træffer vi de rigtige valg? Svaret giver ikke sig selv. Det femte barn blev senere kendt som Ludwig van Beethoven.