Dansk møde med Afrika

Velfortalt roman om at blive udfordret

Kirstine Magoolas egen betagelse af Afrika betyder, at "Hvor mangotræerne er tunge af frygter" er engageret, fuld af genkendelige detaljer for Afrika-rejsende og godt fortalt.
Kirstine Magoolas egen betagelse af Afrika betyder, at "Hvor mangotræerne er tunge af frygter" er engageret, fuld af genkendelige detaljer for Afrika-rejsende og godt fortalt.

Kirstine Magoola er cand.mag. i historie og egentlig ikke forfatter i klassisk forstand. Men hun har nogle erfaringer fra et arbejde i Uganda, hvor hun har været politisk konsulent. Med disse erfaringer i bagagen har hun skrevet en roman om den unge og dybt seriøse karrierekvinde Amalie, der til sin store skuffelse udsendes af Udenrigsministeriet til Kampala, Uganda. Hun havde håbet på New York og en sikker fremtid sammen med kæresten Thomas. At blive udsendt til Afrika anses for at være noget af en deroute for en diplomat.

LÆS OGSÅ: Boganmeldelse: Sårbarhedens kultur

Men den unge, skråsikre kvinde bliver fra første dag i Uganda udfordret på alle områder, og hendes grænser for normalt/unormalt flytter sig betragteligt. Hun bliver hurtigt en del af det øvrige diplomatiske miljø og befinder sig til sin store overraskelse bedre end nogensinde i det fremmede, det brutale og smukke land. Med til den stigende fascination hører også hendes forelskelse i en berømt oppositionspolitiker; et forhold, der naturligvis af hensyn til hendes diplomatiske karriere skal hemmeligholdes. Og hans politiske karriere er også truet, hvis det kommer frem, at hans kæreste er en hvid kvinde.

Hvorledes dette dilemma udvikler sig, skal ikke røbes her, men Amalies liv er for altid forandret, og fascinationen af det afrikanske kontinent bliver skæbnesvanger for hende. Forfatterens egen betagelse af Afrika betyder, at bogen er engageret, fuld af genkendelige detaljer for Afrika-rejsende og godt fortalt. Bogen rummer endvidere nogle let tilgængelige overvejelser om kontinentets interne problemer med magtbegær, politik og hiv/aids-problematik. Det er hæderlig underholdning med et godt skvæt af information.