En religiøs ateist

Ny bog belyser den religiøse dimension hos Jeppe Aakjær

Aakjær og det religiøse. 126 sider. 198 kroner. Aakjærselskabet.
Aakjær og det religiøse. 126 sider. 198 kroner. Aakjærselskabet.

Var Jeppe Aakjær ikke ateist? Han virker ellers meget religiøs. Bemærkninger som disse høres ofte blandt gæsterne i Jenles Mindestuer i Salling, fortæller Vinnie og Henning Linderoth i forordet til den både med hensyn til omfang og ambitioner ret beskedne Aakjær og det religiøse, udgivet af Aakjærselskabet, hvis formand Henning Linderoth er.

Typisk ønsker gæsterne på Jenle angiveligt ikke at opfatte Aakjær som ateist. Og de har svært ved at forstå, at han overhovedet var det. Den holdning har de to indledere fuld forståelse for, idet de henviser til den nænsomhed, som digteren i sine sange giver udtryk for ikke blot i forhold til naturen, men også til det religiøse. Desuden gør de opmærksom på, at det ikke er mange steder, Aakjær omtaler sig selv i ateistiske og ikke-religiøse vendinger.

På den anden side kan læseren opleve, hvor bombastisk Aakjær kunne tage afstand fra det religiøse. Eksemplet er taget fra begyndelsen af hans debutværk, det flammende stridsskrift Missionen og dens høvding (1897), der er genoptrykt i den foreliggende : Religiøsitet i den gængse forstand er blot en åndsdovenskab, der sniger sig over magelige naturer, der aldrig er vante til at tænke en tanke til ende. Den hører hjemme blandt håndens og åndens almue, der ynder at få sig forelagt livsproblemerne i form af færdige dogmer, der ligesom afføringspiller sluges uden at tygges.

I en artikel fra 1940, Aa-kjærs religiøse tone, erkender Gudmund Schütte, at Aakjær mindst af alt var en kirkens mand, og at han sandsynligvis ville have protesteret mod at blive kaldt religiøs. Men, som Schütte i samme passage bemærker, viser hans afstandtagen til kirken og til Indre Mission, kunne man tilføje først og fremmest den officielle side af ham og siger intet om grundstemningen i hans digtning, altså intet om de religiøse toner. Ud over at minde om Aakjærs særlige interesse for Det Gamle Testamente giver Schütte prøver på den religiøse dimension i hans tekster, herunder fra Mors rok: Far tar ned så tung en / med Gud han hvisker sammen.

En nutidig kender af Aa-kjær, Johs. Nørregaard Frandsen, erklærer sig i efterskriftet enig med Gudmund Schütte, når denne karakteriserer Aakjærs digtning ved at fremhæve med Frandsens ord dens dybe undertone af religiøsitet. Det, der i øvrigt kendetegner artiklen, er en påfaldende positiv vurdering af Missionen og dens høvding, der ellers traditionelt opfattes som bare en vred ung mands skrift og som sådant uden betydning i det samlede forfatterskab. Nørregaard Frandsen er uenig. Skriftet befinder sig ikke uden for de indre linjer i forfatterskabet, men bør, anfører han, rubriceres sammen med værker som blandt andre romanen Bondens søn og digtsamlingen Derude fra kjærene, begge fra 1899. Imidlertid, er moralen, fortjener den lille, oprørske i høj grad at blive læst alene for sin egen skyld i kraft af en række umiskendelige litterære kvaliteter med eksempelvis et billedsprog og en energi, der demonstrerer noget af det, der er i vente fra den unge digter in spe.

Vel er Aakjær og det religiøse ikke epokegørende for læsningen af digteren. Men den indfører redeligt læseren i et tema, der uden at være ukendt hos ham fortjener at blive belyst nærmere.