Forsiden af Lone Aburas nye roman en rød knyttet næve sender læseren lukt tilbage til 1970ernes kontante grafiske symbolik.
Knytnæven, som vi kender fra arbejderbevægelsen, som centrum i rødstrømpernes kvindetegn og fra andre protestbevægelser verden over. Nu skal den frem igen, hånden, og også den politiske roman, hvis man skal tro titlen på Aburas værk, Politisk roman.
Fortælleren Rebecca er en gennemgående usympatisk person, som ikke virker til at have nogen forestillinger eller drømme om et bedre liv. Rebecca er gift med Robert. De udholder ægteskabet, fordi det er bedre end endnu en skilsmisse, men sjovt og kærligt er det ikke i hjemmet, der også rummer hans pubertetsdøtre, og Rebeccas mutte teenagesøn, Oscar, som hun har mistet enhver reel kontakt til. Robert går rundt med et badge med ordene: Jeg skjuler en flygtning, og en dag gør han udsagnet til realitet.
LÆS OGSÅ: En klog drengebog om kolonitiden
Mod Rebeccas vilje indlogeres den illegale indvandrer, Amir, i lejligheden. Rebeccas modvilje mod ham er proportional med sønnen Oscars modvilje mod hende.
Til gengæld bliver Oscar tiltagende optaget af Amir. Aburas rister sine karakterer over en sagte ild: selvfede Robert, som udelukkende bruger Amir til at legitimere sig i miljøet af politisk korrekte dovendidrikker, og Rebecca, der i lighed med Krarup-klanen mener, at det kun er de nærmeste, der er ens næster, men ikke engang formår at række ud til dem.
Det står ikke godt til med den politiske motivation på nogen af fronterne.
Lone Aburas, født 1979, debuterede overvældende med romanen om at være ung og arbejde i Føtex, men have helt andre drømme Føtexsøen i 2009 som i 2011 blev fulgt op af Den svære toer. Som titlerne også peger på, er Aburas en forfatter med stor selvironi og humor. Politisk roman vil gerne være morsom og ond også, men bliver mest af alt ligegyldig, fordi Aburas personer er disse karikerede typer. Man kan ikke mærke den lille flig af dem, som forfatteren faktisk holder af, og hvis hun ikke kan, hvordan skal man så engagere sig som læser?
Layoutmæssigt henviser Lone Aburas til eksempelvis Dea Trier Mørch, som skrev romaner i en tid, hvor det politiske var på mode, og den tid forstår jeg godt, at hun gerne vil genkalde det bedste fra, for trænger vi ikke til at komme op af parforholdsromanernes trummerum? Jeg forstår også hendes frygt for at blive for didaktisk eller korrekt, som 1970er-litteraturen kunne være, men jeg synes ikke, hendes greb med at gå i den modsatte grøft virker.
Jeg oplever, at der skrives politisk litteratur i Danmark, men vil gerne hilse en endnu mere indigneret gren, som man for eksempel ser det i Sverige, velkommen. Jeg er sikker på, at Aburas kan skrive den prosa, som både er ædende ond og morsom, men også vedkommende og rummelig, hvis hun tør slippe ironien og forbeholdene en anelse. Måske ved at genlæse det bedste af Trier Mørch, hvor personerne netop aldrig er enten rigtige eller forkerte.