Harry Hole på jagt efter en politimorder

MED BOGUDDRAG: Politi af norske Jo Nesbø er en kvalitetskrimi med Harry Hole i hovedrollen. Det er den 10. i serien

Jeg har lige så meget brug for en drabssag, som jeg har brug for en drink, siger den tidligere alkoholiker, nu tørlagte, mere afslappede og gladere Harry Hole i Jo Nesbøs nye krimi, Politi, der udkommer i dag.

Oslo Politis legendariske opdager, Harry Hole, er kommet på benene igen, efter at han blev skudt og næsten døde. Hole er flyttet sammen med sin elskede Rachel og arbejder som lærer på Politiskolen i Oslo. Han har fået styr på sit liv hans eneste frygt er at miste det, han har nu, og det sidste, han kunne drømme om, er at kaste sig ud i endnu en mordefterforskning.

LÆS OGSÅ: Ensomhed er helt naturligt

Men presset fra hans tidligere kolleger, ikke mindst retsteknikeren Beate Lønn og chefen, Gunnar Hagen, er så stort, at han til sidst må give efter.

Det er også en helt speciel sag, som de gamle kolleger har brug for hans hjælp til. En pensioneret politimand bliver fundet dræbt, præcis på det sted, hvor et mord for mange år siden fandt sted.

Den dræbte politimand var med i den gruppe, der arbejdede på sagen dengang, men den blev aldrig opklaret.

I løbet af kort tid sker det samme for to andre andre politifolk. De bliver fundet dræbt på steder, hvor forbrydelser før har fundet sted.

En politimorder spreder skræk og rædsel, og Oslos politi er under et voldsomt pres fra offentlighedens side.

Chefen for drabsafdelingen, Gunnar Hagen, sammensætter i al hemmelighed en lille gruppe, der skal opklare sagen.

Den store opklaringsgruppe, som den inkompetente politimester, Mikael Bellman, har nedsat, er gået i stå, og Hagen handler direkte imod Bellmans ordrer om, at politimordersagen skal efterforskes i den store gruppe. Men i Hagens lille gruppe møder vi gamle kendinge fra de tidligere Harry Hole-krimier Politi er den 10. i rækken.

Gruppens uofficielle leder bliver Harry Hole, der kommer tættere på sandheden, end han ved, da han undervejs erklærer, at det mere er kærlighed end had, der kan få mennesker til at gøre hvad som helst.

Mens gruppen nærmer sig den overraskende opklaring, fortsætter Jo Nesbø fortællingen om Oslos nye politimester, den korrupte Mikael Bellman, og hans håndgangne mand, den kriminelle politimand Truls Berntsen.

Som sædvanlig lykkes det Bellman at klare skærene, selvom det en overgang ser sort ud for ham. Men ved hjælp af manipulation, trusler og andre beskidte kneb bevarer han indtil videre skindet på næsen.

Men det opgør, der før eller siden må komme mellem ham og Hole, er rykket tættere på. I modsætning til Oslos byrådspolitikere og andre fremtrædende samfundsborgere er Harry Hole nemlig fuldstændig klar over, at den norske hovedstads politimester er en ulv i fåreklæder, der ingen midler skyr for at bevare sin magtpotistion.

Så hvis retfærdigheden skal ske fyldest, så bør der ude i fremtiden vente en Hole-krimi, hvor opgøret mellem giganterne, den retfærdige Hole og den korrupte Bellman, endelig finder sted.

I disse spalter har det tidligere været skrevet, at Jo Nesbø er en af de bedste krimiforfattere i Skandinavien. Den kreds kan man sagtens udvide; han måler sig fint med noget af det bedste i krimigenren både i Europa og i USA.

Det er der flere grunde til. For det første skriver han fremragende: Harry Hole-bøgerne er fremragende litteratur. Dernæst mestrer han kunsten at opbygge spænding og at holde den ved lige. Næsten hvert eneste kapitel slutter på et spændingsmættet højdepunkt. Men kan som læser næsten ikke vente med at gå i gang med næste kapitel. Det betyder, at det er svært at lægge bogen fra sig, og så sørger Jo Nesbø samtidig for at befolke sin historie med så tilpas mange mere eller mindre mistænkelige personer, at det faktisk først er helt til sidst, at sløret løftes for morderens sande identitet. Jo Nesbø kan simpelthen noget, som de færreste krimi- og spændingsforfattere magter.

LÆS UDDRAG AF BOGEN HER: