Kønsforskerens problematiske omgang med maskulinitet

En ny bog om mænd viser, at kønsforskningen har svært ved at forholde sig til mænd

Bogen bakser med det dilemma, at det traditionelt privilegerede køn i dag kan synes presset af samfundsudviklingen. Foto: Kenneth Havgaard
Bogen bakser med det dilemma, at det traditionelt privilegerede køn i dag kan synes presset af samfundsudviklingen. Foto: Kenneth Havgaard.

Der er mange gode og relevante informationer og diskussioner i bogen Mænd. Køn under forvandling, der er skrevet af Kenneth Reinicke, lektor i mandeforskning ved RUC og som udkommer i Univers-serien fra Aarhus Universitetsforlag, der formidler aktuel forskning. Mod slutningen føler man(d) dog alligevel som læser en lidt diffus reservation, som forfatteren (måske tilskyndet af sin forlagsredaktør) pludselig træder ind og besværgende sætter ord på: Bogen har påpeget, at maskulinitet ikke kun bør ses som et problem, der skal løses. Det forholder sig (naturligvis) ikke sådan, at alt traditionelt maskulint er negativt.

Men faktisk er det netop den fornemmelse, man sidder tilbage med.

Maskulinitet er et problem, der skal løses. Og alt traditionelt maskulint er negativt. Reinicke betegner sig selv som feminist, og bogens provokerende anslag fremhævet på forlagets følgeseddel er, at feminisme er godt for mænd, og at mænd har meget at vinde ved at interessere sig for ligestilling, fordi mange mænd betaler en høj pris for deres maskulinitet.

LÆS OGSÅ: Både godt og skidt

På engelsk skelner man mellem det biologiske køn sex og det sociale køn gender. Vi har ikke denne mulighed på dansk, hvor vi må nøjes med at skelne mellem biologisk køn og kulturelle kønsroller.

Det er givet, at der er en stor variation, historisk og kulturelt, i hvordan man har opfattet og fortolket mande- og kvindekønnet. Hvis man er skeptisk, kan man blot fordybe sig i skønlitteraturens kønsbeskrivelser fra forskellige historiske perioder. Der synes ikke at være nogen simpel kausal forbindelse mellem det biologiske og det kulturelle køn. Men kønsforskellen mellem mand og kvinde er naturligt nok faldet menneskearten i øjnene, siden den blev bevidst om den, og den slags naturlige kendsgerninger har det med at indbyde til at blive brugt på talrige måder. Arbejdsdeling og statusforskelle mellem mænd og kvinder har været en hård kendsgerning i mange samfund, og i den blødere ende af spektret er der gennem tiderne udfoldet mange lokkende forestillinger om kønnenes væsensegenskaber og deres karakter af uudgrundeligt mysterium for hinanden. Kønsforskning bør derfor indgå naturligt som led i forskellige videnskaber.

Den reelt eksisterende kønsforskning har imidlertid en særlig historisk baggrund i feminisme, marxisme, kritisk teori, kulturstudier, poststrukturalisme med mere. Og det kan man godt mærke i Reinickes bog, selv om han gør sig umage med at formulere sig neutralt og beskrivende.

Rigtig kønsforskning er ikke naturvidenskabelig, og den er kritisk. Det er underteksten. Vi hører derfor intet om biologisk eller medicinsk eller neurologisk forskning i køn og kønsforskelle, men bliver blot som læsere betydet, at den intet væsentligt har at bibringe os. Vi hører, lidt mere mærkeligt, heller intet om det enorme materiale af kønsforskning, der vel må ligge i antropologiens og etnografiens forskning i ikke-vestlige samfund. Her burde man dog ellers netop empirisk kunne få godtgjort, om der er så stor variation i kønsroller, om kønnet er en social konstruktion, i det omfang kønsforskningen principielt hævder.

Men kønsforskningen synes allieret med marxisme og post-kolonialisme i den forstand, at det er kapitalismens historie, der er det afgørende, og at det er den Hvide Angelsaksiske Vestlige Mand, der er den problematiske prototype.

Men betyder det så, at mænd fra alle mulige andre historiske perioder og ikke-vestlige kulturkredse har været helt anderledes og langt bedre mænd fra en feministisk synsvinkel? Det har man svært ved umiddelbart at se for sig.

Som den franske filosof og forfatter Simone de Beauvoir slog fast for snart mange år siden, er kvinden det andet køn eller overhovedet et køn, fordi manden inkarnerer en kønsneutral norm.

Det naturlige filosofiske forlangende er da, at manden også skal ses i sin kønnethed. Det flyder imidlertid sammen med kritikken af mandens magt og privilegier, hvorfor manden som køn samtidig bliver det problematiske køn, mens kvinden implicit bliver det rigtige køn eller det gode køn. Der sker en omvending af det tidligere hierarki, hvilket er problematisk af flere grunde, ud over at det er en tvivlsom præmis for forskning.

For det første er det jo ikke alle mænd, der er magtfulde, privilegerede, voldelige eller undertrykkende.

Man føler sig under læsningen sat under tiltale, som om man var én af gangsterne i tv-serien The Sopranos. For det andet bliver feminitet som den nye norm hævet over kritik og analyse, hvorfor kvinder på klaustrofobisk vis bliver udleveret til deres egen kvindelighed.

Bogen bakser med det dilemma, at det traditionelt privilegerede køn i dag kan synes presset af samfundsudviklingen.

Mænd dør tidligere end kvinder, de har svært ved at håndtere kriser, især lavt uddannede mænd kan ryge af samfundets hjul. Reinicke prøver at komme problemet i møde, men han er også tydeligt bekymret for, at det skal rende med den kønspolitiske dagsorden. Og det er småt med egentlige analyser af maskulinitet og konstruktive løsningsforslag på mænds særlige problemer. Kan det skyldes, at kønsforskeren helst ser, at mænd as we knew them forsvinder, siden de nu betaler så høj en pris for deres maskulinitet?