Friedrich Dürrenmatts tre kriminalromaner fra 1950erne Dommeren og hans bøddel, Mistanken og Løftet er ofte blevet læst som et opgør med selve genren. I stedet for den logiske opbygning af verden, der hjælper kommissæren til at finde frem til forbryderen, fokuserer Dürrenmatt i sine romaner på tilfældighedens magt. Selve idéen om, at en politikommissær ved hjælp af logisk tænkning kan afsløre forbryderen, bliver grundigt afmonteret: Den sidste af de tre romaner, Løftet, har sågar undertitlen Rekviem over en kriminalroman, og flere steder afvises muligheden for at opklare forbrydelser som logiske hændelser.
LÆS OGSÅ: Kål kendetegner mystisk kærlighed
Dürrenmatts kriminalromaner er imidlertid langt mere end blot et opgør med en specifik genre. De er med deres filosofiske og eksistentielle spørgsmål dybtgående på en for genren ganske atypisk måde uden derfor at være kedelige eller uinteressante. Der er faktisk tale om fremragende, læseværdige romaner, der nu foreligger i en flot nyudgivelse.
Litteraturhistorisk set er alle tre romaner tydeligvis præget af den franske eksistentialisme, der i 1950erne, kort efter afslutningen af Anden Verdenskrig, fandt udbredelse på tværs af landene i Europa. Mens forfattere som Jean-Paul Sartre og Albert Camus skrev om store emner som menneskets frihed og den enkeltes autonomi i en meningsløs og tom verden, benyttede den schweiziske forfatter Dürrenmatt kriminalromanerne til at belyse centrale spørgsmål om humanismen og retfærdigheden i 1950erne.
Og Dürrenmatt gør det fremragende: Eksempelvis bliver politikommissær Bärlach, der er ramt af en dødelig sygdom, i romanen Mistanken konfronteret med en forhenværende kz-læge, der var involveret i menneskeforsøg under nazitiden. Og mens Bärlach egentligt bare havde tænkt sig at afsløre lægen, der siden krigens afslutning har gjort karriere i Schweiz under nyt navn, ender det med, at Bärlach skal forholde sig til generelle spørgsmål om tro og retfærdighed: Findes der egentlig en overordnet lov og orden, som ikke er afhængig af magtens indflydelse? Findes der et overordnet retfærdighedsideal, som alle og enhver kan dømmes ud fra? Og hvor langt kan man som politikommissær gå for at afsløre en forbrydelse?
Bärlachs arbejde som politikommissær bliver her udfordret og sat ind i en større filosofisk kontekst. I overensstemmelse med de eksistentialistiske diskussioner fra 1950erne undersøger Dürrenmatt i sine romaner dermed konsekvenserne af de nationalsocialistiske forbrydelser, som Europa skulle forholde sig til i 1950erne. Hans kriminalromaner er et fascinerende indslag i diskussionerne om frihed, magt og retfærdighed de sætter centrale spørgsmål til debat, som stadig har høj aktualitet.
Og det er befriende, at Dürrenmatt ikke giver entydige svar på de store spørgsmål, som hans romaner handler om. Han åbner snarere for meget grundlæggende overvejelser om menneskenes begrænsninger og eksistentielle vilkår uden at opgive troen på en bedre verden. Som jøden Gulliver, der i romanen repræsenterer ofrene for holocaust, til sidst i Mistanken udtrykker det med henvisning til myten om Sisyfos, der forgæves og evindeligt ruller en sten op ad bjerget, selvom den hele tiden ruller ned igen: Som enkeltindivider kan vi ikke redde verden, det ville være et lige så håbløst foretagende som den stakkels Sisyfos arbejde; det er ikke lagt i vores hænder, heller ikke i hænderne på en mægtig mand eller et folk eller Djævlen. Blot få år efter afslutningen af Anden Verdenskrig er der ikke længere plads til store ideologier og de store forhåbninger om en bedre verden. Men det betyder ikke, at vi skal opgive ideen om at hjælpe til i enkelte sager: Vi kan kun hjælpe i enkelte tilfælde, ikke som helhed, det er alle menneskers begrænsning, som Gulliver udtrykker det. Resultatet er en forsigtighed og distance, der samtidig aldrig opgiver håbet om at komme videre efter nazisternes terror. Og med blik på Dürrenmatts romaner betyder det: Der er tale om stor litteratur, som alle og enhver kan få gavn af.
LÆS UDDRAG AF BOGEN HER: