Signe Gjessing er navnet på en debutant, hvis digte på ingen måde ligner, hvad der ellers udkommer i disse år på dansk. Borte er alle de udbredte tricks med sampling af tekst og intertekstuelle referencer til talrige værker fra traditionen, og i stedet møder man digte, som man roligt kan kalde centrallyriske, idet der optræder et markant jeg, omkring hvilket der er et visionært univers, hvor kropsdele, planter og himmellegemer indgår i bizarre synteser.
Skal man pege på Gjessings valgslægtskaber, er det således de sen-surrealistiske danske centrallyrikere, Simon Grotrian, Lene Henningsen, Morti Vizki og Nicolaj Stochholm, og blandt de lidt ældre ditto, Jørgen Sonne, Ivan Malinowski, Ole Sarvig og Jens August Schade. Og så selvfølgelig den internationale modernismes portalfigur, Arthur Rimbaud, hvis berømte digt Le Bateau ivre, der også henvises til i samlingen.
LÆS OGSÅ: Intelligent kollektivroman om tiden op til krisen
Men Signe Gjessing er også i høj grad sig selv, og når jeg har brugt tid på at pege på hendes forudsætninger, er det for at understrege, at der foregår en meget kompetent forvaltning af denne arv. Med sine særprægede billeder formår digteren at udmale nuancerede stemninger som i den følgende beskrivelse af en følelse af befrielse: lofthøjden slutter sig til den åbne himmel/ og græsser og sparker ud til alle sider, jeg tror ikke, at vi behøver/ bruge døren i dag. Eller man møder et smukt og skrøbeligt billedsprogligt udtryk, der kunne handle om længslen efter kærlighed: du rækker mig hånden/ prøvende,/ som vandafvisende lys/ jeg mærker, stille,/ om det kan holde til os begge/ hvis det fx blev nødvendigt at/ flygte på havet.
Lige så hyppige de optimistiske sjælelige udtryk er, lige så udbredte er imidlertid de afmægtige og desillusionerede. En melankolsk beskrivelse af tab dog vist med et humoristisk blink lyder: en køkkenhave, der vågner i færd med at læsse alle/ frøene ud i intet/ fordi den i drømmen var en trillebør, er for udmattet/ til at spørge stjernerne, om ikke de vil være med i en metafor. En mere forpint vision om magtesløshed og fremmedgjorthed har følgende ordlyd: Vi folder hænderne/ i stykker,/ som fugle set i kikkert og fugle set uden kikkert/ sammen.
Lad mig til sidst citere et digt, der med suverænt flotte billeder spænder over hele stemningsskalaen fra apokalyptisk fortvivlelse over verdens tilstand til ekstatisk triumf over poesiens sejrsgang: Jorden nægter/ at tage føde til sig,/ kirsebærblomster hober sig op/ til stjernehobe./ De forveksles som to mapper./ Rosa blade lyser/ op/ som skilte over/ ordsprogets exit.
At der så er en del tekster i Gjessings samling Ud i det u-løse, der er lige så kryptiske og uforståelige som titlen, tager man gerne med.
Det er der også hos rækken af forfædre fra Rimbaud til Grotrian. Signe Gjessings smukke og særprægede billedsprogsdigte er en særdeles lovende debut, og hun er en forfatter, man med spænding vil følge fremover.