Vi dør fra det øjeblik, vi bliver født, men vi siger først, at vi dør, når vi er kommet til afslutningen på dette forløb, og af og til trækker denne afslutning endda frygteligt længe ud.
Sætningen er typisk for tredje bind i Thomas Bernhards fascinerende og fængende selvbiografi Åndedrættet. En afgørelse, der nu foreligger på dansk: Hele værket består ikke af andet end én stor og fascinerende monolog, hvor Bernhards pessimistiske verdenssyn atter en gang udfolder sig i fuldt flor.
Og død og sygdom fylder meget i dette tredje bind af selvbiografien. Hvor det første bind handlede om opvækst og opdragelse, og det andet beskrev den unge mands uddannelse til købmand, handler det tredje om den voldsomme lungesygdom, der førte til, at Bernhard i 1949 blev indlagt på sygehuset, hvor han i flere måneder svævede mellem liv og død. Faktisk havde lægerne, giver han i selvbiografien udtryk for, allerede opgivet ham og flyttet ham ind i det såkaldte dødsværelse, der udelukkende bliver brugt til at opbevare mennesker i den sidste tid af deres liv: Her skal man blot vente på at dø, og inden forfatteren fandtes faktisk aldrig nogen, der forlod værelset igen i levende live.
LÆS OGSÅ: Den fascinerende forbrydelse
Døden er på denne måde allestedsnærværende i teksten. Men det ville alligevel være forkert at læse teksten udelukkede eksistentialistisk. Den er ligesom de foregående første to bind af autobiografien båret af en voldsom kritik mod samfundets institutioner og den sociale ensretning, som den enkelte udsættes for. Eksempelvis bliver sygehuset ikke beskrevet som et sted, hvor man bliver rask, men som et sted, hvor sygdommen udfoldes på grund af uinteresserede læger, der mest er til for at skabe en bedre død for patienterne.
Samtidig fungerer bedstefaderen som i de foregående bind også her som modeksempel til ensretningen og tilintetgørelsen af alle individuelle forskelle. Bernhards bedstefar var nemlig, som forfatteren giver udtryk for, den, som havde accepteret mig, efter at alle andre ikke havde accepteret mig, ja ikke engang min egen mor. Et liv uden ham havde derfor længe været utænkeligt.
Bernhards pessimisme, hans dødslængsel og hans dyrkelse af sygdom er altså også her, i tredje bind af autobiografien, i grund og bund en social erfaringsdimension. Det handler om at finde sin egen selvstændige vej gennem livet. Og det i en verden, der opleves som undertrykkende og ensrettende. Bedstefaderens indlæggelse og død undervejs i selvbiografiens forløb er derfor også en åbning, en begyndelse på en ny tilstand, hvor den enkelte skal klare sig uafhængigt af andre.
Denne nye tilstand, der skal vise vejen fremad, forbindes i romanen tydeligvis med kunsten. Og de erfaringer om sygdom og død, som forfatteren får under sit ophold på hospitalet, beskrives her som kilden til denne vej ud i verden, denne kunstnerudvej. Som hans bedstefar udtrykker det inden sin død: Det er først med disse erfaringer, at kunstværket får dybde.
Sygehusopholdet opleves derfor som forudsætning for det kunstneriske virke: Kunstneren, især forfatteren, der ikke fra tid til anden opsøgte et sygehus, som altså ikke opsøgte et sådant livsafgørende, eksistensnødvendigt tankeområde, ville med tiden fortabe sig i værdiløshed, fordi han viklede sig ind i en overfladiskhed. Disse sygehuse kunne være kunstigt skabt, og sygdomme kunne sagtens være kunstigt skabte, men de er ikke desto mindre nødvendige. Ellers er forfatteren, kunstneren, der prøver at undvige denne erfaring om sygdommen, dømt til den absolutte værdiløshed.
Konfrontationen med døden, men også konfrontationen med samfundets institutioner som sygehuse, der ifølge Bernhard gør alt for at ødelægge den individuelle personlighed, er en forudsætning for vellykket litteratur. At han selv har fulgt denne vej er tydeligt at se. Bernhards pessimisme, hans opgør med hele samfundets ensretningsmaskiner, har frembragt et enestående forfatterskab, der er værd at stifte bekendtskab med. Det er med al sin negativitet et kompromisløst forsvar for det enkelte menneske, det selvstændigt tænkende menneske, der ikke lader sig undertrykke af samfundets mainstream. En fornem og fantastisk fortsættelse af en fascinerende autobiografi, flot oversat af Søren Fauth.