Mod til at vælge

Den tidligere amerikanske udenrigsminister Madeleine Albrights erindringer er stimulerende læsning

Tidligere præsident Bill Clinton var den første til at udnævne en kvindelig udenrigsminister i USA. Madeleine Albright var på en måde også et oplagt valg til den post, for hun kendte meget til diplomati fra sin egen baggrund. Madeleine Albright blev født i 1937 som det ældste barn af Anna og Josef Korbel i Tjekkoslovakiet. Faderen arbejdede inden for udenrigstjenesten, og det lykkedes familien at flygte til England inden Anden Verdenskrigs udbrud.

Det var heldigt, for hendes forældre var jøder, skønt de konverterede til katolicismen, da de kom til England. Senere skulle Albright erfare, at 25 af hendes slægtninge var blevet udryddet under nazismen, og hun fortæller i den forbindelse om kz-lejren Theresienstadt, som mange af dem havnede i. Røde Kors aflægger lejren et besøg, men da var den forinden blevet omdannet til Potemkinkulisse med spisesale og sportsanlæg.

Interessant nok skriver Albright, at de danske fanger under Røde Kors besøg blev stuvet af vejene: Tyskerne mente tilsyneladende, at de ikke var så lette at intimidere og sandsynligvis derfor kunne finde på at fortælle sandheden.

Vinter i Prag er Anden Verdenskrig fortalt ud fra et centraleuropæisk synspunkt. Albright mener, at mange af de europæiske ledere var umådeligt naive i 1930erne. Paul von Hindenburg mente, at Hitler var ufarlig: Den mand som kansler? Jeg gør ham til postmester. Så kan han slikke frimærker med mit hoved på.

Det er Albrights påstand, at var Hitler ikke blevet kansler, og havde de europæiske ledere haft mere ryggrad og udvist større forsvarsvilje, så ville det 20. århundrede kun have haft én verdenskrig. Da Madeleine var seks år, drømte hun om at blive præst, hvilket var noget af en ambition for en ung, katolsk pige, noterer hun spøgefuldt. Ellers var der ikke meget at le ad i det britiske eksil, hvor de tyske bomber haglede ned, mens Winston Churchill forsøgte at slå kontra.

I 1941 er Roosevelts nærmeste rådgiver, Harry Hopkins, i England. Churchill håber brændende på militær støtte fra USA, og aftenen inden Hopkins rejser, spiser de to mænd sammen. Churchill er spændt på, hvad Hopkins vil anbefale Roosevelt. Hopkins ser Churchill direkte i øjnene og citerer så Bibelen: Hvor du går hen, vil jeg gå, hvor du bor, vil jeg bo; dit folk er mit folk, og din Gud er min Gud. Hvor du dør, vil jeg dø, og der vil jeg begraves.

Amerikanske og britiske statsledere har med et blink øjet citeret det lige siden, men den aften lod Winston Churchill i lettelse og taknemmelighed tårerne få frit løb. For i ugerne, der fulgte, blev kampvogne, lastbiler, mad og torpedobåde sendt fra USA til England. Siden blev også amerikanske soldater landsat i Europa, og en er på mange måder en hyldest til deres ukuelighed.

Efter Anden Verdenskrigs afslutning drog Madeleine med sin familie tilbage til hjemlandet igen, men da Tjekkoslovakiet efterhånden kom på kommunistiske hænder, blev Josef Korbel klar over, at det nye styre ikke var en snus bedre end det gamle: De har befriet os for lus og i stedet sat igler på os, sagde han og søgte sammen med sin familie asyl i USA. Madeleine Albright slap dog ikke forbindelsen til sit gamle hjemland, og hun blev en nær ven af Václav Havel, som hun ofte citerer med tilslutning i spørgsmål om moral og politik: Han fortalte mig tit om sine forestillinger om, at Gud kunne sammenlignes med solen et stort øje i himlen, som kan se, hvad vi laver, når der ikke er andre til stede.

Albright blander erindring og historieskrivning i sin , der fremdrager både helte og skurke fra de skæbnesvangre år. Vi møder stikkeren, hvis angivervirksomhed udløste et blodbad på tjekkiske modstandsfolk, og som efter krigen begrundede sine handlinger i retssalen således: Jeg tror, De ville gøre det samme for en million mark, hr. dommer. Men vi hører også om den brave tjekkiske udenrigsminister Jan Masaryk, der ikke var til salg, og som i 1946 bad Madeleines mor om en armslynge: Jeg har brug for den, jeg vil ikke trykke kommunister i hånden. To år senere betaler Masaryk prisen for sine synspunkter og bliver dræbt.

Vinter i Prag minder om, at når alle kan se, at det er galt, så er det allerede for sent, hvorfor det er vigtigt at bruge sine valgmuligheder, mens man har dem.

kultur@k.dk

k.dk/kultur