Nynne-lyrik

Rikke Oberlin Flarups poetiske debut rummer letløbende humor og tidstypisk satire

Rikke Oberlin Flarup: Alting starter her. Digte. 54 sider. 150 kroner. Forlaget Ravnerock.
Rikke Oberlin Flarup: Alting starter her. Digte. 54 sider. 150 kroner. Forlaget Ravnerock.

Den amerikanske genre chick lit har som bekendt med Henriette Linds og Lotte Thorsens "Nynnes dagbog" fejret store læsermæssige triumfer i Danmark. Her fokuseres der på den moderne unge singlekvinde fra storbyen med hendes besvær med at tilpasse sig en uoverskuelig mængde normer, og hun udstilles humoristisk med sit følelsesmæssige kaos af naivitet, blaserthed, rodløshed, fremmedgjorthed og rastløshed.

Har denne genre ikke manifesteret sig i dansk lyrik, så gør den det i hvert fald i Rikke Oberlin Flarups debutdigtsamling "Alting starter her". Her excelleres der i Nynne-agtige setups, der for eksempel kan resultere i kortdigte som: "Jeg har knaldet med Laurids/ Det gør vi ikke igen." Eller: "Jeg står i kø ved kassen i Kvickly/ Skal jeg købe kondomer eller batterier?". Eller: "Alle har appelsinhud/ på nær mig."

I alle disse tekster er der en elegant lethed i brugen af fragmenter af smalltalk fra livet som kvindelig forbruger og kønsvæsen, og i mange tilfælde formår Flarup også satirisk at spidde en række tidstypiske problemstillinger.

Bogens morsomste tekst er måske en, der kombinerer en genre og et motiv på en måde, der afgjort ikke er set før i dansk lyrik. Den bærer titlen "Speeddating – Egne noter" og indledes på følgende måde: "1. Tegner. Fysioterapeut. Brune øjne. Flink. Cool. 2. (Sjov snak. Var for hurtigt videre) (Måske) 3. (Flink. Fra Svendborg) Idræt + dansklærer. Pæn. 4. Rumæner. Ternet skjorte. IT. (NEJ!) 5. Tango. Økonomi. Benjamin. Blå bluse. (Måske)."

Om Rikke Oberlin Flarups chick lit-koncept har potentiale til at pege frem mod et interessant forfatterskab, er det naturligvis for tidligt at sige. "Alting starter her" er næppe en bog, der vil blive husket, men dens rammende humor, tidstypiske satire og stilistiske lethed lover absolut et eller andet for fremtiden.

kultur@k.dk

4Rikke Oberlin Flarup: Alting starter her. Digte. 54 sider. 150 kroner. Forlaget Ravnerock.