Der er skrevet god skønlitteratur om de vestindiske problemer, endda kunstnerisk set ganske vellykkede romaner og noveller.
Lucie Hørlyck døde ung i 1912, men hendes vestindiske forfatterskab afspejlede hendes samtids aktuelle problemstillinger om køn, samfund,
race og historie. Hun var gift med en embedsmand i Dansk Vestindien.
LÆS OGSÅ: Dengang man udstillede mennesker
Ebbe Larsen, der 100 år efter har skrevet romanen Den vestindiske arv, står ikke i en lignende situation. Han skriver tilbageskuende og traditionelt, engageret, jovist, men ikke som en forfatter, der overbeviser os om sin lidenskab for en sag. Snarere er der tale om det kendte, kedsommelige forsøg på at gøre sig klogere end fortidens personer. Det problem, han kaster sig over, er det altafgørende i perioden fra 1820 til 1848 i Dansk Vestindien, nemlig forholdet mellem frie og bundne. Englændernes besættelse af øerne havde forstyrret det gamle paternalistiske slavesamfund. Da de danske skulle overtage øerne efter Wienerkongressen, var der forskellige holdninger til, hvad man skulle stille op med et slavesamfund, når nu Europa var blevet oplyst og med afsky så på ejerskab af mennesker.
Der er ikke tvivl om, at generalguvernør von Scholten er den moderne tænkende mand, der tager skridtet til en glidende myndiggørelse af de sorte. Han fylder også en del i romanen, men hovepersonerne udgøres af familien Hjardemål eller deres dobbeltgængere Thomas og Anna Skov fra Flensborg, der arver en gård på Sankt Jan. Her hedder det en plantage, og hestekræfterne er slaver. Uden dem intet landbrug.
De sorte er nedtrykte, men de gode mennesker fra Flensborg vil så meget godt for dem. Desværre forstår de sorte ikke de hvide og disses gode hensigter. Det er så blot den gamle historie gentaget, hvorved man på en måde fordeler skylden som honning på en mad. De hvide ville det godt, men de sorte var ødelagte, sløvede eller rebelske som følge af den brutale historie, de var frugt af.
Historiske romaner er irriterende, når deres forfattere vil bruge alle de rigtige ord, nå at indflette alle de rigtige referencer, skabe et helt lille korsstingsværk af krydsreferencer til den historiske faglitteratur. Det sker desværre i al for høj grad her. Der er menneskeskildringer og naturskildringer, der er hentet lige ned fra hylden af fladtrådte stereotyper. Der er ikke et blik, ikke et syn, ikke en poetisk dvælen, ikke en litterær boren, ikke noget vildt, voldsomt eller plat uforståeligt.
Romanen er pæn, nærmest guvernanteagtig, for den har det helt forudsigelige forfatterperspektiv: rige hvide møder kuede sorte i et forkvaklet samfund i en tropisk natur med evig smukke udsigter over sundet til den næste ø. Hvorfor ikke den forhutlede embedsmand, den forarmede planter, den korrupte officer, den fordrukne drømmer, koloniens hvide og virkelige skæbner. Nej, de retlinede unge fra moderlandet er dem, vi forventes at forstå. Det vil Ebbe Larsen gerne have os til. Han kæmper for det, men det ender med en bog af tyndt opmalede skæbner, en roman, der litterært set ville være dømt ude allerede for 100 år siden. Troperne og humaniteten gør det ikke alene. Der kræves litterært håndelag. Eller ren dokumentarisme.
Ebbe Larsen: Den vestindiske arv. 380 sider. 299 kroner. Hovedland.