Rapporter fra syndens by

At se skønheden i forfaldeter en særlig vestlig fornøjelse, som Henrik List dyrker i mødet med Pattayas prostitution

Henrik List Forfatter og journalist på bodegaen "Blomsten" på Istedgade.
Henrik List Forfatter og journalist på bodegaen "Blomsten" på Istedgade. Foto: Jakob Dall.

Pattaya i Thailand er berygtet for sine mange prostituerede. Badebyen er en syndens hule, der ikke lader Sodoma, Gomorra eller Babylon noget efter.

Her kan man købe sig til sex af enhver slags og til priser, så danske mænd på billige charterture kan være med. Der er underklasse over stedet og dets omdømme i Vesten, og hvad der foregår her, er ofte på kanten af loven eller langt ovre på den anden side.

For så vidt er det lige et sted for en forfatter som Henrik List. Han har før opsøgt sådan nogle steder og skrevet om prostituerede ladyboys og pornodronninger. Det depraverede har sin egen fascinationskraft, og det er ikke mindst på den, at List har skrevet sin roman Solen skinner aldrig på en go-go-bar.

Pattaya er alt, hvad et moralsk menneske må fordømme, og det i en grad, så man ifølge romanen og List bliver både blind, døv og dum.

Pattaya er et korrupt sted, hvor det er muligt at købe andre mennesker og gerne børn til at tilfredsstille ens lyster. Ingen tvivl om det.

Men der er en hel del mellemregninger at gøre, før man kan fælde moralske domme, som ikke straks afslører ens dobbeltmoral og politisk korrekte og hykleriske standpunkter.

LÆS OGSÅ:
Sin helt egen tone

List bortforklarer ikke den grove seksuelle udnyttelse, men han forsøger også at se den fra en fattig thailandsk piges synspunkt, hvor det drejer sig om overlevelse.

List afsøger dette område, idet han ser det ud fra to synsvinkler.

Den første tilhører en ung, ambitiøs journalist. Han bliver sendt til Pattya for at finde frem til en dansk kunstner, som angiveligt har brugt, eller rettere misbrugt, nogle thailandske piger, som han har fotograferet og udstillet på Statens Museum for Kunst i København. Den skandaløse kunster er gået under jorden, og den unge journalist skal prøve at finde ham og lave en kritisk artikel om ham.

Pattaya bliver dog noget af en prøvelse for ham, for han bliver manipuleret af en repræsentant for de lokale myndigheder, som tilsyneladende bekæmper misbrug af unge piger, men i praksis selv står for den profitable prostitution.

Den anden synsvinkel bæres af en aldrende freelancejournalist, der har bosat sig i Pattaya og en gang imellem skriver for et kulørt formiddagsblad i Danmark.

Han er den desillusionerende, vidende mand, der nok bruger thai-prostituerede selv, men alligevel fremstår som romanens helt. Sympatien er klart på hans side mod det danske establishment, mod amoralske og opportunistiske chefredaktører og mod de virkelige skurke i Thailand.

List dyrker en form for autenticitet, som man mener, man kan finde på samfundets bund.

Engang var det Vesterbro i København, der kunne levere det beskidte, men sande liv, nu skal man længere væk for at finde det.

Romanen omtaler nysgerrige vestlige rygsækrejsende, der jager autentiske oplevelser. List er langt fra at være en rygsækrejsende, men han har den samme trang til at opsøge og dyrke samfundets skyggeside. Som mange andre forfattere før ham, især den amerikanske beat-generation, som han står i gæld til, hengiver han sig til en forestilling om, at virkeligheden kommer man nærmest, når den er allerværst:

Pattaya var beskidt, kulørt, syndig, vulgær, men tillige ærlig omkring det: En by med sin egen fordærvede skønhed Hvis man kunne se, den som den var.

Det er påstanden og præmissen. Hvis man kan se Pattaya med den hvide mands æstetiserende og ærlige blik, folder byen sig ud som en eksotisk blomst i et dansk drivhus.

kultur@k.dk