Sorgen har altid et jeg og et du

Daniel Denciks selvbiografiske roman om et opslidende skilsmissedrama, der kostede kontakten til børnene, er yderst overbevisende og anfægtende

Som i filmen 'Jagten', hvis indre billeder ustandselig dukker op på nethinden, er man ikke i tvivl om hovedpersonens uskyld. Og heller ikke her er en happy ending. For sådan en historie ender jo aldrig.
Som i filmen 'Jagten', hvis indre billeder ustandselig dukker op på nethinden, er man ikke i tvivl om hovedpersonens uskyld. Og heller ikke her er en happy ending. For sådan en historie ender jo aldrig. Foto: Gyldendal.

Man kan dårligt ramme en far hårdere end ved med timers varsel at fratage ham muligheden for at se sine to små børn, fordi han uden at ane hvorfor bliver mistænkt for vold og overgreb. Det sker ikke desto mindre for den fraskilte Alexander i manuskriptforfatter og filminstruktør Daniel Denciks debutroman Anden person ental, en roman, der i høj grad bygger på forfatterens egne mareridt.

Men i fiktionen hedder vores hovedperson Alexander. Sammen med sin ven ejer han et rejsebureau, der arrangerer eksotiske ekspeditioner til hele kloden, synkront med at jorden brænder under ham. Alexander er romanens anden person ental eller snarere: i den kafkaske administrations- og juristverden, han møder, mangler lige netop dette du. Den anden har ikke noget ansigt. Den anden er blevet en ting, en instans, en myndighed. Og når ansigtet mangler, er afmagten total.

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: Den hemmelige socialdemokrat er stærkt underholdende

Det hele starter, da Alexander er på vej i tog til Sverige for at være sammen med sine seks år gamle tvillinger. Han har dem en tredjedel af tiden. De fraskilte forældre, der bor i henholdsvis Stockholm og i København, er enige om samværet. Og frem til den februardag i 2011 har alt været godt. Paradis på jord, forekommer det ham senere.

Så vælter korthuset. Børnene udtrykker uro omkring dig, skriver børnenes mor til ham i toget. Og i samme sekund går mørklægningsgardinet ned. Moderen gemmer sig bag en mur af tavshed, myndighederne bag paragraffer og formelle breve, der refererer til børnenes tarv. Børnene går under jorden.

Men de to seksårige løbemunde har en gang for alle fortalt historierne, uforklarligt af hvilken grund. Og ord, der først er kommet ind i verden, kan ikke komme ud igen. Ja, de får kun mere kraft og saft, hver gang en ny myndighed udspørger dem.

Som i filmen Jagten, hvis indre billeder ustandselig dukker op på nethinden, er man ikke i tvivl om hovedpersonens uskyld. Og heller ikke her er en happy ending. For sådan en historie ender jo aldrig.

Når verden går under, går den under. Nye verdener kan opstå, men den grundlæggende tillid er væk. Kun Job, som Alexander søger styrke hos, får den fulde genoprettelse.

På den måde er Anden person ental en dybt anfægtende, sort og sørgelig historie, der som partsindlæg har flere spørgsmål end svar. For, kunne man indvende, hvad med alle de voldssager mod børn, som vitterlig er sande, og hvor myndighederne ikke griber ind? Er en gang for meget ikke bedre end en gang for lidt? Men sådan kan man naturligvis ikke regne. Det er liv, det handler om.

Og Anden person ental er ikke kun et partsindlæg. Det er i høj grad også en roman, der virker i sig selv. For det første, fordi Daniel Dencik formår at holde sin hovedpersons dæmoner i stram snor. Selvfølgelig overvejer han selvmord, ja indimellem både bortførelse og terrorisme. Men slutresultatet er hver gang forsoning: jeg kan ikke hade nogen. Hun er en god mor. Jeg elsker mine børn.

For det andet, fordi der er en række næsten gennemsigtigt smukke passager milevidt fra retssalene. Et levet liv, hvor kun kærligheden råder. Der er fortidsscener med børnene, hvor vi hører deres mest rørende, små, klumsede, kloge børnesætninger. Der er ømme samtaler med faderen, der så gerne vil trøste. Der er Alexanders mor, det kloge menneske, som nu er død og som han føler kunne have forhindret katastrofen. Der er venner. Og til sidst er der rejsen til det ukendte. Alt det fletter historien ind i en større form og gør den til et overraskende varmt og helstøbt værk.

Kun gør forfatteren efter min mening Sverige til en lidt for stor skurk. Her er der klap for det ene øje. En lignende situation kunne også opstå i Danmark. Desværre.