Det afgørende er, om vi vil lyve eller om vi vil sige og skrive sandheden, også selv om det aldrig kan være sandheden, aldrig er sandheden.
Hele mit liv har jeg ønsket at sige sandheden, også selv om jeg nu ved at det hele var løgn. Overvejelser som denne optræder hyppigt i andet bind af Thomas Bernhards selvbiografi, der nu foreligger i en smuk og velfungerende dansk oversættelse af Søren Fauth.
LÆS OGSÅ: Afsked med en dynamisk digterisk duo
Hvor det første bind, Årsagen. En antydning, endnu omhandlede Bernhards barndom og gymnasietid i Salzburg, beskriver andet bind, Kælderen. En unddragelse, fra 1976 forfatterens købmandslære i byens socialt belastede boligområde Scherzhauserfeld.
Og denne købmandslære fejres i hele den selvbiografiske roman som en genvunden frihed fra det forhadte gymnasium, fra de dannede og ifølge Bernhard dybt overfladiske samfundslag. Konfronteret med gymnasiets ifølge forfatteren destruktive opdragelsesmetoder havde denne nemlig kun to muligheder at vælge imellem: enten at begå selvmord eller, som Bernhard skriver, forlade gymnasiet fra det ene øjeblik til det andet og gå i lære. Selvmord eller U-vending, som det hedder senere i romanen. Sidstnævnte mulighed, U-vendingen, omtales derfor som overlevelsesstrategi, som et forsøg på at unddrage sig samfundets indflydelse, dets påvirkning og krav. Det handler kort sagt om at undvige samfundets konstant tilstedeværende anklage- og beskyldningsvanvid.
Friheden fra samfundets destruktive påvirkninger opnås hos Bernhard ikke ved at gå på kompromis med samfundets normer. Den eneste udvej består snarere i en konsekvent afvisning af alle ydre forventninger. Det gælder ikke som Bernhard i den meget morsomme beretning om mødet med kontordamen, der skal finde en læreplads til ham, gentagne gange insisterer på om at finde en anden vej, men om at bevæge sig i den modsatte retning. Først uden for samfundet kan menneskets egentlige karakter genfindes. Og i Bernhards tilfælde vil det sige: blandt de socialt udstødte dele af befolkningen.
Hans læreplads i en købmandsbutik i Scherzhauserfeldkvarteret er nemlig præget af, at kunderne fra kvarteret hørte til den glemte og oversete del af befolkningen. Det er den del af befolkningen, som staten, byen og kirken ifølge Bernhard for længst svigtede og gav op over for: Der er tale om socialt udstødte, i dag ville man sige ressourcesvage outsidereksistenser, hvis kriminelle løbebane nærmest er forudbestemt. Kvarterets beboere flygtede med årene ind i skiftevis sygehuse, galeanstalter og fængsler, som det hedder et sted i selvbiografien. Men i stedet for at se ned på disse mennesker ophøjer Bernhard dem til nogen, der hører til blandt samfundets mest oprigtige. På trods af voldsomheden, som denne verden ifølge ham er præget af, foreligger der i disse samfundslag en mere ægte, måske mere sand omgangsform end i de borgerlige samfundslag, der blot sigter efter at omforme ethvert medmenneske efter deres eget forbillede.
Bernhards delvis romantiske blik på de udstødte samfundslag kan undertiden virke overdrevent. Men også anden del af hans selvbiografi imponerer ved dens sproglige og tematiske kompromisløshed. Den skal læses som et provokerende opgør med den udbredte forestilling om, at dannelse og opdragelse kan give den enkelte vigtige ressourcer for livet og dermed flytte vedkommende ud af uselvstændighed. Ligesom i første del af selvbiografien fremstår opdragelsen og dannelsen her som del i en vedvarende ensretning og ødelæggelse af individet, der ikke forberedes til livet, men snarere destrueres og undertrykkes.
Bernhards selvbiografi skal selvfølgelig læses på baggrund af den kulsorte pædagogik, hvis virke i hans barndom i 1940erne og 1950erne endnu stod i fuldt flor.
Men selvom hans kritik af skolen, uddannelsen og samfundet uomtvistelig er historisk begrundet, kan man også i dag, hvor selv små babyer skal uddannes for tidligst muligt at fremme deres færdigheder og konkurrencedygtighed, ikke lade være med at lade sig rive med i Bernhards dybt imponerende hvirvelvind af negativitet: Der er tale om et ikke mindst sprogligt dybt fascinerende forsvar for individet, for det enkelte menneske og dets mulighed for at unddrage sig almenvellets forestillinger og forventninger. Også 35 år efter dens første udgivelse er Kælderen. En unddragelse stadig værd at læse: Den er flot, imponerende og meget tankevækkende.