Forfatter og mag.art. Niels Birger Wamberg har ligesom altid været her. Denne særlige, generøst chevalereske formidlertype af kunst og kultur, der uden ståhej jonglerer med sin egen belæst-, beleven- og i den grad begavethed.
Han kan forme en festtale, så den selv bliver festen. Han kan være den sølvbakke, andre serveres på. Henning Moritzen og Ghita Nørby for eksempel. Han kan tænke på langs, læse på tværs og dertil skræddersy ordene, så de fryder sig i hinandens gode selskab. Og det har han fået en hel række fuldt fortjente priser for, betitlet med navne som Johannes V. Jensen, Søren Gyldendal, H.C. Andersen og Rosenkjær.
I forbindelse med Niels Birger Wambergs 80-årsdag i sidste uge udgives en række udvalgte essays, kronikker, taler, analyser og portrætter fra de seneste 40 år. En samlet hyldest "til litteraturen og fantasien, eventyr og dramatik, forfattere og skuespillere", som der står.
Og bemærk titlen "Forkærligheder". Her slås en særlig wambergsk tone an. Det livslange forhold til teatret og litteraturen bevarer en lille, symbolsk distance. Ikke kærlighed, men forkærlighed. Og sådan læses der heller ikke altudfordrende på liv og død – men på liv og liv. Man oplives på god gammeldags grundtvigsk maner i mødet med Wambergs letflydende pen. Og det er ikke så ringe endda.
Essaysamlingen indledes med "Et par ord om morskabslæsning" fra en forelæsning på Danmarks Lærerhøjskole i 1990. Det er en vittig og skævt skuende omgang med Nusers forfattergeni, "Tusind og én nats eventyr" (fantasien kan holde selv døden fra døren!) og den 13-åriges Niels Birgers egen opslugthed af "Baskervilles hund".
Det fortælles, at da den voksne herre mange år senere opsøger Dartmoor Hede, historiens udspring, blev magien sat voldsomt på prøve. På et skilt ned til den bundløse mose stod: "Hunde skal holdes i snor". Slip hundene løs, replicerer den indignerede litterat.
Og fordi fantasien ikke modsiger, men tilsiger virkeligheden, kan Wamberg et andet sted levere en uhyre præcis karakteristik af teaterlegenden fru Heiberg. Her er ikke blot, hedder det, tale om et "genopløjet" liv, som eftertidens mere primitive ånder har stemplet hendes erindringsbøger. Men om et menneske, hvor digtning og sandhed bliver ét, hvor hukommelsen lærer "at lystre passionen" - så vi får et tredje sted mellem det falske og det sande: "digtningens suveræne løgne". Sjældent har jeg læst en så kortfattet og rummelig beskrivelse af en kvindes modsætningsfyldte karakter.
Netop rumme - det er, hvad Wamberg kan i sine mesterlige portrætter. Clara Pontoppidan, der aldrig spildte sin tid "med høflighedsophold i nemhedens ventesal", Erik Mørk, der altid synes "at befinde sig i en slags anspændt balancegang mellem det hvidglødende og det veltempererede". Og vennen Ebbe Rode, der ganske enkelt genopstår så kropumuligt lyslevende i talen ved bisættelsen fra Frederiksberg Kirke i 1998.
Wamberg kender skam sine hunde på travet. Gennem venskaber og valgslægtskaber. Og ikke mindst gennem store forkærligheder til Storm P., Karen Blixen, H.C. Andersen og Mark Twain.
"Shall we dance?", lyder overskriften på en kronik i Politiken fra 1988. Og det er nok hemmeligheden bag Niels Birger Wambergs portrætkunst. Han kan byde op til dans. Eller få andre til at danse og selv holde sig i baggrunden. Ufattelig synlig.
kultur@k.dk
Niels Birger Wamberg: Forkærligheder. 350 sider. 299 kroner. Gyldendal.
LÆS MERE |Johannes Møllehaves portræt af Niels Birger Wamberg