Raffineret roman fra Siri Hustvedt

Fascinerende flerstemmig roman fra Siri Hustvedt tegner et levende billede af New York og byens kunstverden

epa03004141 US writer Siri Hustvedt poses for photographers as she presents her lastest novel 'The Summer Without Men' in Barcelona, Spain, 15 November 2011. Hustvedt, US writer Paul Auster's wife, tells about the midlife crisis of a man who takes 'a break' in his marriage after 30 years of being faithful and the consequences of his decision over his wife. EPA/ALEJANDRO GARCIA
Epa03004141 US writer Siri Hustvedt poses for photographers as she presents her lastest novel 'The Summer Without Men' in Barcelona, Spain, 15 November 2011. Hustvedt, US writer Paul Auster's wife, tells about the midlife crisis of a man who takes 'a break' in his marriage after 30 years of being faithful and the consequences of his decision over his wife. EPA/ALEJANDRO GARCIA. Foto: Alejandro Garcia/EPA/.

To aktuelle amerikanske romaner griber det ældgamle problem om, hvordan man bedst fortæller et menneskes liv, radikalt forskelligt an. I John Williams roman Stoner om en engelskprofessors liv, anmeldt her i avisen forrige lørdag, benyttes fra vugge til grav-metoden. En klassisk tredjepersonsfortæller beretter i en realistisk prosaform med logisk fremadskridende handling, hvordan hovedpersonens liv former sig i et genkendeligt miljø.

Helt anderledes i Siri Hustvedts nye roman, Den flammende verden. Her benyttes en flerstemmig fortælleform, handlingen springer i tid, og en række forskellige stilistiske virkemidler notesbøger, interview og redigerede udsagn fra de i handlingen involverede personer blander sig med hinanden. Ambitionen i begge til perfektion udførte romankompositioner er sådan set den samme: at fremmane et fiktivt menneskes livsskæbne, som læseren kan spejle sig i. Men formerne er meget forskellige.

Stoner udkom oprindeligt i 1965 og var typisk for sin tid. Selvom den litterære verden havde set masser af eksperimenter inden da, var flertallet af datidens romaner relativt konventionelt fortalt, selvom indholdet sagtens kunne være modernistisk og behandle temaer som splittelse og meningsløshed i en antageligt gudløs verden.

LÆS OGSÅ: I al hast med Møllehave i 1800-tallet

I løbet af 1970erne kom postmodernismen imidlertid til, og et sandt festfyrværkeri af nye fortælleformer og brudt kausalitet lyste den litterære himmel op efter devisen: Verden hænger ikke sammen, så det skal litteraturen heller ikke. Siden kom nye udviklinger til, og postmodernismen i sin rene form er nu et for længst overstået kapitel. Men en række af nutidens stærke forfattere har taget de bedste tricks fra postmodernismens opgør med klassiske fortælleformer og skaber ny prosa, der forener datidens ofte humørfyldte stileksperimenter med en ny tids alvor og en ærlig ambition om at fortælle eksistensen. En af de fremmeste repræsentanter for denne generation er Siri Hustvedt.

Den flammende verden handler om kunstneren Harriet Burden, der, som efternavnet antyder, bærer på en byrde. Isoleret set er byrden, at hun er kvinde, og det er ikke en fordel i New Yorks galleriverden, hvor hun slår sine folder, og hvor flertallet af kunstnere er mandlige, og hvor maskulin kunst sælges for langt højere beløb end feminin kunst.

Det er imidlertid at gøre romanen alt for lille, hvis man entydigt fokuserer på dens kønspolitiske aspekt. I videre forstand er Harriets byrde, at hun er menneske. Det er tungt at leve, for med livet følger brud, skuffelser og dødsfald. Men vi kan også finde mening og livsmod i at bære hinandens byrder. Vi er ikke isolerede eksistenser, der vugger rundt på meningsløshedens hav, men tæt sammenvævede mennesker med ansvar for hinanden.

Denne indholdsmæssige pointe understøttes af den form, Hustvedt har valgt til sin roman. Her kommer mange mennesker fra Harriets miljø til orde og tegner med deres forskelligartede stemmer et rørende portræt af den mangefacetterede kunstner og hendes tragisk-heroiske livsbane i andre menneskers vold.

Rammen om Den flammende verden er en biografi, som en kunsthistoriker skriver om Harriets liv flere år efter hendes død, hvor hendes aktier på kunstbørsen er på vej op. I sin egen tid levede Harriet i skyggen af sin mand, en indflydelsesrig kunsthandler, og slog ikke igennem i eget navn angiveligt, fordi kunstverdenen i det store og hele er kvindefjendsk. Derfor skabte hun tre storslåede installationer og fik tre mandlige kunstnere med radikalt anderledes baggrund end hende selv til at lægge navn til dem. Fik disse tre maskuline kunstværker nu bedre kritik af anmelderne, end hvis Harriet havde præsenteret dem i eget navn?

Læs selv i romanen, men vær forvisset om, at Hustvedt ikke disker op med nemme svar på spørgsmålet. Hendes roman er ikke et betonfeministisk manifest, for selvom den påpeger en reel ligestillingspolitisk skævhed antallet af mandlige kunstnere og beløbene, de handles til, er vitterligt meget højere i amerikansk kunstliv end antallet af kvinder leger den eftertrykkeligt med læserens forventninger og lader i kraft af sin form mange divergerende stemmer komme til orde. Resultatet er en raffineret roman, der løfter sig over det noget snævre udgangspunkt (læseren skal være undskyldt, hvis hun indledningsvist tænker, om der ikke er større problemer i verden at sætte til debat end kønspolitisk skævvridning i galleri-miljøet på Manhattan?) til en generel analyse af den menneskelige eksistens.

Romanen kunne godt være kortere, al den stund alle de genkommende stemmer ikke lægger lige vægtige brikker til mosaikken Harriet, men det er en smagssag. Men at Harriet, den stærke, svage, rasende, rolige, usikre, flamboyante, ukonventionelle, superhøje kvinde med alt for store bryster og opsigtsvækkende hatte er et herligt bekendtskab at følge, er imidlertid ikke til diskussion. Hende glemmer man ikke lige med det første.

På et tidspunkt siger en af de mange personer, der krydser Harriets vej, om hendes kunst: Jeg var sikker på, at hver eneste af alle disse vilde, skøre, triste ting, som Harry havde lavet, levede og åndede. Et øjeblik kunne jeg næsten høre dem trække vejret.

Hustvedt evner også at få Harriet til at leve og ånde på siderne, så læseren kan spejle sig i hende og hendes lidenskaber. På samme måde som det lykkedes for John Williams tilbage i 1965 at vække sin hovedperson i romanen Stoner til live, så man tror, at en roman om en obskur engelskprofessors glemte liv handler om én selv. Formerne er forskellige, men både Williams og Hustvedt taler i deres aktuelle romaner på dansk til dig, kære læser.

bach@k.dk