11. september er blevet en grundfortælling i historiefaget

Den første generation, der ikke selv kan huske terrorangrebet mod USA den 11. september 2001, går nu i 9. klasse. For dem og deres lærere er begivenheden et omdrejningspunkt i undervisningen

Ifølge Peter Yding Brunbech, ph.d. i historie og centerleder ved Nationalt Videncenter for Historie- og Kulturarvsformidling, er 11. september det helt store historiske referencepunkt, når folkeskolelærere skal undervise i nutidens krige og konflikter.
Ifølge Peter Yding Brunbech, ph.d. i historie og centerleder ved Nationalt Videncenter for Historie- og Kulturarvsformidling, er 11. september det helt store historiske referencepunkt, når folkeskolelærere skal undervise i nutidens krige og konflikter. Foto: AFP or licensors.

Da en ung mand den 14. februar 2015 skød og dræbte to mænd ved Krudttønden og synagogen i København, valgte Dennis Hornhave Jacobsen, formand for Foreningen af Lærere i Historie og Samfundsfag, at bearbejde begivenheden med sine elever på H.C. Andersen Skolen i Odense-bydelen Vollsmose ved at drage paralleller til terrorangrebene i USA den 11. september 2001. Det fandt han naturligt, fordi angrebet har været med til at definere vor tid lige siden.

”Der er ingen tvivl om, at det er en grundmyte med mange forskellige indfaldsvinkler. Man kan blandt andet tale om, hvorfor overvågning kan være okay. På den måde ligger den 11. september til grund for andre fortællinger,” siger han.

Da Mette Broholm Andersen, lærer på Nørrebro Park Skole i København, i foråret med sin 5. klasse i dansk læste bogen ”Blå vrede”, som handler om en afghansk flygtningedreng, fandt hun det relevant at holde et historisk oplæg om den 11. september 2001.

”Selvom børnene ikke er gamle nok til at huske begivenheden, ved alle noget om 11. september. Men nogle ved ikke så meget. Nogle spørger: ’Var det ikke noget med nogen, der fløj ind i to tårne, der væltede?’. Men i kraft af de ting, der fortsat sker ude i verden med terror og flygtningestrømme, er det aldrig svært at få eleverne til at forstå, hvorfor de skal høre om 11. september,” siger hun.

I morgen ligger terrorangrebet15 år tilbage i tiden. Det vil sige, at de skoleelever, som går i 9. klasse i dette skoleår, blev født det år, det skete, og derfor selvsagt ikke har nogen erindring fra dengang. Men siden 2006 har terrorangrebet været et af historiefagets 29 kanonpunkter, som alle elever skal lære om, og ifølge fagets undervisere er det fortsat et absolut nøglepunkt i undervisningen, som da også er fast bestanddel i de lærebøger, der siden er udarbejdet til folkeskolens historieundervisning om den nyeste tids historie.

”Mere end 3.000 mennesker omkom ved terrorangrebene. Det blev hurtigt klarlagt, at al Qaeda, Osama bin Ladens ekstremistiske islamiske terrornetværk, stod bag ved aktionen. Al Qaeda havde sine træningslejre i Afghanistan, hvor det var beskyttet af det islamiske Taleban-styre,” står der således i en af fagets meget brugte lærebøger, ”Det historiske overblik” af Jens Aage Poulsen, som Gyldendal udgav i 2007.

Altså lægges der i bogens tekst ikke skjul på religionens betydning for begivenheden, og det gør de danske lærere i Vollsmose og på Nørrebro heller ikke, når de i 2016 skal formidle stoffet.

”Jeg føler ikke, at det er nødvendigt at tage særligt hensyn til mine muslimske elever. De stoler på, at jeg formidler tingene rigtigt. Alligevel må man være skarp på at få den historiske kontekst og baggrund med og holde sig for øje, hvad det er, elever skal lære af det,” siger Dennis Hornhave Jacobsen.

Tilsvarende siger Mette Broholm Andersen, at hendes elever med muslimsk baggrund kan have forståelsesmæssige problemer med 9-11, som er kompliceret stof. Men det skaber ikke konflikter, når man har nuancerne med i sin fremstilling af emnet.

”Vi taler om, at terroristerne kaldte sig muslimer, men at alle muslimer ikke er terrorister, og at selv hvis man synes, USA har gjort uretfærdige ting, er terror aldrig den rigtige vej at gå,” beretter Mette Broholm Andersen, som ikke i sin undervisning er stødt på elever, der hyldede terroristernes gerninger.

Hun har i forbindelse med sin læreruddannelse skrevet et bachelorprojekt om, hvordan 11. september 2001 er velegnet til at opfylde historiefagets ambitioner om at give eleverne sammenhængsforståelse. Netop fordi en lang række af de seneste 15 års krige og terrorangreb kan føres tilbage til 11. september, er denne begivenhed oplagt til i kronologisk form at gennemgå, hvordan en begivenhed kan føre en anden med sig.

”Jeg er født i 1986, og i min skoletid var den kolde krig og Murens Fald de begivenheder, vi voksede op i kølvandet på, og som igen kunne føres tilbage til Anden Verdenskrig. Mens de begivenheder hører til den lidt fjerne historie i dag, står 11. september som superrelevant for eleverne i deres nutid. Det var den store begivenhed, der rystede verden, og som eleverne er naturligt nysgerrige på, fordi den krig mod terror, den udløste, fortsat er på dagsordenen,” siger hun.

Peter Yding Brunbech er ph.d. i historie og centerleder ved Nationalt Videncenter for Historie- og Kulturarvsformidling. Han er enig i, at 11. september her 15 år efter er det helt store historiske referencepunkt, når folkeskolelærere skal undervise i nutidens krige og konflikter.

”Det er meget let for alle at forstå relevansen af den begivenhed på grund af dens store indflydelse på vores nutid. Det er ellers ikke sådan, at vi automatisk ser begivenheder som mere relevante, jo tættere de ligger på os i tid. For eksempel oplever de fleste vikingetiden som mere nærværende end renæssancen,” siger Peter Yding Brunbech.

Ikke desto mindre skal vi ifølge historikeren være opmærksomme på, at det altid gør en stor forskel, om begivenheder er noget, man kan huske skete, eller noget, man har fået fortalt. Derfor har børns syn på den 11. september forandret sig i kraft af, at begivenheden ikke hører til deres egen erindring:

”Begivenheder bliver hurtigt fjern historie. Det kan være svært for børn at holde rede på, om det er 10 eller 100 år siden.”

Dorthe Berntsen, professor i selvbiografisk hukommelsesforskning ved Aarhus Universitet, præciserer, at fra vi er syv-otte år og frem udvikler vi detaljerede såkaldte blitz-erindringer om, hvor vi var, da der skete store begivenheder. I forhold til den 11. september har altså de årgange, som er født frem til 1993, sådanne erindringer, som binder den almene og personlige historie sammen, men ikke de efterfølgende.

”Men der kan være en slags vikarierende forståelse, som kan opstå ud fra eksempelvis forældrenes optagethed af begivenheden, hvorved begivenheden siver ned og stadig præger bevidstheden om begivenheden. Når den 11. september formidles i historieundervisningen i relation til nutiden, kan der holdes liv i sådan en vikarierende forståelse, fordi begivenheden stadig opleves som relevant for ens egne livsbetingelser.”