1968erne søger tilbage til kirken

Mange mennesker fra 1968-generation søger tilbage til kirken. Foto: Arkiv

Selvom de foragtede kirken som institution, efterspørger flere af ungdomsoprørets aktivister i dag kirkens åndelige indhold og klassiske værdier

De gjorde op med de åndelige værdier, kaldte religion for opium for folket og hånede kirken som institution.

Men i dag begynder 1968erne i stigende grad at snige sig tilbage på kirkebænkene. Det siger fremtrædende historikere til Kristeligt Dagblad om generationen, der er født i årene omkring 1950.

LÆS OGSÅ: Da ungdommen gjorde oprør

En af dem er dr.phil. fra Oxford Universitet og professor emeritus Brian Patrick McGuire, 66 år, der selv har taget turen ud af kirken og tilbage igen.

Min aldersgruppe var så politisk og ikke-åndelig, at vi nu har fået brug for at råde bod på det som ældre. Vores meget idealistiske generation, der ellers gjorde op med alle trosretninger, er nu uhyre tiltrukket af den kernekristne tro og de åndelige værdier. Vi er også den sidste generation, der fik en klassisk kristen opdragelse, så derfor ved vi, hvor vi skal gå hen for at finde troen, mener Brian Patrick McGuire.

Et af de steder, hvor de hjemvendte 68ere søger troen, er hos sognepræst Mikkel Wold i Marmorkirken i København. Selvom han ikke mener, man som sådan kan sætte statistik på det, bekræfter han, at der er en del medlemmer af menigheden, som kunne komme ind under betegnelsen gamle 68ere.

LÆS OGSÅ: Kirkens folkelige frontkæmpere

Mange fra den generation, der var aktivister i slut-60erne, har måske haft lidt berøringsangst over for det kirkelige, som de engang gjorde op med. Nu opdager de, at opgøret mere var rettet mod institutionen end mod Vorherre selv. De er som så mange andre optaget af de store spørgsmål i livet og vil også gerne vide noget om de centrale teologiske spørgsmål som opstandelsens betydning, eller hvem Jesus var. Jeg mener, at deres opgør med kirken dengang på sin vis var meget forståeligt. Den trængte til fornyelse dengang, og det gør den for øvrigt stadig, siger Mikkel Wold.

Forskningsprofessor i Rigsarkivet dr.phil. Birgitte Possing, 60 år, husker som McGuire 1960erne og 1970erne som en periode, hvor det for en ung nærmest ikke var tilladt at tænke godt om kirken.

Det er forkert at sige, at folk fra oprørsbevægelserne ikke troede på noget dengang, men det var ikke noget, man turde sige højt. På det tidspunkt var tro noget af det mest tabubelagte, der fandtes. Selv nævnte jeg som fagkritisk studerende for eksempel aldrig for mine ditto medstuderende, at jeg var troende. Det kan man jo så tænke lidt over, at man ikke havde mod til. Det er anderledes i dag, hvor man ikke bliver set på med måben og onde øjne, hvis man går i kirke. Når det er sagt, tror jeg også, at de klassiske værdier er blevet moderne, hvorfor vi nu ser de toneangivende og dengang rødeste 68ere søge mod kirken, fordi de stadig gerne vil være med til at sætte tonen i den offentlige debat. Ikke alle, men nogle har det bedst med at løbe som i en fåreflok og bræge sammen, mener Birgitte Possing.

LÆS OGSÅ: Så gør da oprør!

Ifølge fremtidsforsker Jesper Bo Jensen fra Fremforsk, Center for Fremtidsforskning, et privat bureau, der forsker i tidsånden, er det en klassisk aldersbetinget tendens, at man får større blik for kirke og tro.

Vi ved godt, at når Fanden bliver gammel, går han i kloster. Folk bliver mere troende, når livets afslutning nærmer sig. Sådan er det, men det er også vigtigt at sige, at det kun var 5-10 procent af 68erne, der for alvor deltog i ungdomsoprøret. Resten blev gift, fik børn og parcelhuse og levede ret almindelige liv, siger han.

Forfatter Peter Øvig Knudsen, der netop har udgivet 2. bind af værket Hippie, sondrer mellem to grupper af 68ere. Der er marxisterne, der mener, at Gud er død, og så er der hippierne, som altid har haft en stor åndelig søgen.

Min fornemmelse er, at de gamle hippier også holder fast i den religiøsitet i dag. De lægger vægt på åndelig praksis og meditation, som giver en spirituel oplevelse, men har gjort op med institutionerne. Jesus har altid været en stor helt for hippierne, og det tror jeg egentlig stadig, han er, siger Peter Øvig Knudsen.