Der var engang, hvor det var både muligt og naturligt at nyde en cigaret på togturen til arbejde, i kantinen og biografen, og hvor man kunne byde kollegerne på en cigar på kontoret, hvis noget skulle fejres.
I dag må rygere ikke engang nyde deres last i den mindre friske luft på DSB's perroner, da det kan være til gene for andre.
I morgen, den 14. juni, er det præcis 20 år siden, at politikerne vedtog den første lov, der begrænsede muligheden for at ryge på bestemte områder. Hvor det i starten primært handlede om rygning i statslige lokaler, omfatter loven i dag også skoler, spisesteder og arbejdspladser.
Siden 1995 er andelen af dagligrygere i befolkningen samtidig faldet fra 35 til 17 procent i 2014. Om dette skyldes forbuddene, kan man ikke med sikkerhed konkludere, siger specialkonsulent i Sundhedsstyrelsen Mads Lind. Men han henviser til Sundhedsstyrelsens spørgeskemaundersøgelser, der viser, at over 75 procent af danskerne synes, at rygeforbuddene er en god idé.
”Stort set uafhængigt af indkomst, beskæftigelse, alder, uddannelsesniveau og bopælsregion mener over halvdelen af danskerne, at det bør være en rettighed for børn at vokse op i et hjem, hvor de ikke bliver udsat for tobaksrøg. Vores undersøgelser viser, at andelen, der synes om rygeforbud, har været stigende, efter at lovgivningen blev indført.”
Men i takt med at danskerne har accepteret statens ”smagsdommeri”, er vi blevet mindre rummelige, siger antropolog og forfatter Dennis Nørmark.
”Der er ingen tvivl om, at vores tolerance i forhold til, hvad vi kan holde ud, har ændret sig. Tidligere var der ingen, der døde af at gå igennem en rygekupé i et IC3-tog, men i dag har vi sværere ved at acceptere de vaner, der ikke er vores egne. Rygere opfattes som nogen, der er lidt ulækre, stakkels og ikke må være, hvor vi andre er, og undersøgelser har vist, at de i dag føler sig mere marginaliserede i samfundet,” siger han og tilføjer, at særligt rygeloven fra 2012 har vist et holdningsskifte over for rygere, da man her forbød rygning på eksempelvis enmandskontorer.
”Der tog man det endelige skridt mod formynderi, hvor staten ikke kun så sig forpligtet til at beskytte andre mod passiv rygning, men også til at hjælpe den enkelte borger med at træffe det sunde valg. Dermed blev magt vigtigere end oplysning. Min anke er, at et samfund bør bedømmes på dets evne til rummelighed. Og hvis rummeligheden indskrænkes, og dem med de dårlige vaner pludselig er nogen, vi andre ikke kan være sammen med, så sker der udgrænsning af de mennesker.”
Også lektor ved Institut for Statskundskab ved Aalborg Universitet Johannes Andersen oplever et holdningsskifte i samfundet, hvor rygning i det offentlige rum er forsvundet og fortrængt, og rygere er stemplet som nogen, der ikke tager hensyn til deres omgivelser og ikke kan styre deres egen selvbestemmelse.
”Rygning er et vigtigt emne, som har sat sig i vores identitet, og faktisk bliver de fleste overraskede, når man eksempelvis må ryge på en bar i udlandet. Derfor forbinder mange heller ikke længere forbuddene med en politisk befaling, men derimod med noget helt almindeligt.”
Derudover peger alt på, at rygeforbuddene har haft stor betydning for vores evne til at lægge cigaretterne på hylden, siger Christina Warrer Schnohr, der er adjunkt ved Institut for Folkesundhedsvidenskab ved Københavns Universitet.
Hun har skrevet ph.d. om sammenhængen mellem rygeforbud og rygning i 32 europæiske lande og kom frem til, at restriktioner netop påvirker folks adfærd i praksis.
”Når der pludselig kommer nogen og fortæller dig, at 'det må du ikke', så regulerer det både vores adfærd i det fysiske rum og de normer, der er i forhold til, hvorvidt man sidder og ryger omkring børn, i et tog eller i en biograf,” siger hun og tilføjer, at rygeforbuddene kan betyde, at vi inden for en overskuelig fremtid kan få en røgfri generation.