Hvordan udtales skuespillerinde, og hvad er klokken på Bali?

Dansk Sprognævn har i 59 år hjulpet danskerne med sproglige spørgsmål og lagt øre til kritik af andres sprogbrug. Pia Jarvad har været med til at give svar i 40 år og har samlet nogle af sine erfaringer i bogen Spørg om sprog

Hvordan udtales skuespillerinde, og hvad er klokken på Bali?
Illustration: Morten Voigt.

Den 10. juli 1974 foretog en mand et telefonopkald fra Esbjerg Sygehus til Dansk Sprognævns svartelefon. Han stod og skulle bruge en sproglig oplysning: Hedder det udskrivning eller udskrivelse fra et hospital? I den anden ende af linjen sad en nyansat medarbejder og var ganske nervøs, for det var hendes allerførste opkald. Hun kunne imidlertid finde svaret i en årsberetning. Begge dele er tilladt, men udskrivning er den almindeligste sprogbrug, oplyste hun med al den sproglige autoritet, hun kunne mønstre.

Næsten 40 år senere ringede svartjenestens telefon igen. En dame fra Bornholm kunne godt tænke sig at vide, hvad klokken er på Bali. I den anden ende af linjen sad en rutineret seniorforsker og havde den opfattelse, at dét ikke var et sprogligt spørgsmål. Men damen forklarede, at svartjenesten plejede at kunne svare på alt, at hendes datter var på Bali, og at hun ikke ville ringe og forstyrre, hvis det nu var midt om natten. Det kunne seniorforskeren ikke stå for og fandt frem til et svar.

LÆS OGSÅ: Det danske sprog er i skred

Imellem de to opkald ligger en lang løbebane for Pia Jarvad, som var kvinden, der besvarede begge de omtalte opkald, og som i de mellemliggende år har besvaret masser af tilsvarende henvendelser telefonisk, pr. brev eller via e-mail. I anledning af sit 40-års jubilæum hos Dansk Sprognævn udgiver hun i den kommende uge bogen Spørg om sprog, som ikke alene er en personlig beretning om et langt liv i sprogets tjeneste, men også en gennemgang af de spørgsmål og sproglige forandringer, som har optaget borgerne de seneste fire årtier.

Spørgsmål af den type som Hvad er klokken på Bali? er selvfølgelig en meget lille del af alle de spørgsmål, vi får. Men det er med i bogen, fordi det er sjovt. I alle årene har jeg set det som et privilegium at besvare sproglige spørgsmål i telefonen, fordi det har bragt mig rundt i hele sprogets univers. At skulle besvare spørgsmål tvinger mig til hele tiden at søge ny viden, og meget af den forskning, jeg og mine kolleger har lavet, er begyndt med en henvendelse fra en borger over telefonen, siger Pia Jarvad.

Som eksempel på det sidste nævner hun formen både ... men også, der oprindeligt blev regnet for ukorrekt, men i de seneste årtier er vundet så meget frem, at den er nær ved at være lige så stureren som både ... og. Denne konkrete udvikling har Pia Jarvad beskrevet i en lille videnskabelig afhandling, efter at flere borgere havde henvendt sig herom.

Når man har ageret sprogligt orakel i 40 år, har man opsamlet mange variationer over dette klassiske tema, at en formulering eller en stavemåde først anses forkert og nærmest skadelig, men alligevel bruges flittigt, hvorefter den gradvis bliver anerkendt. Et andet eksempel, som givetvis vil provokere mange, er, det behøves man ikke, som Dansk Sprognævn i 1960erne affærdigede som børnesprog, men som alligevel bruges flittigt og måske er på vej mod fuld anerkendelse.

Sproget har altid forandret sig. Pia Jarvads tidligere kollega og læremester i Dansk Sprognævn, Arne Hamburger, fik i 1965 et spørgsmål om ordet skuespillerinde. Skal ret trækkes over, så man siger skuespilleRINDE? Han svarede dengang, at udtalen var almindelig både i københavnsk rigsmål og på Det Kongelige Teater. Jarvad konstaterer imidlertid, at i 1990 var denne udtale stort set død.

Anderledes er det gået med de flade aer, som adskillige generationer af ældre sprogbrugere har ringet ind til Dansk Sprognævn og harceleret over. Hvorfor udtaler de unge ikke aer ordentligt åbent? I 1989 vurderede Dansk Sprognævns daværende formand Erik Hansen, at disse henvendelser ville fortsætte generation efter generation. Men han tog fejl, konstaterer Pia Jarvad. I dag er flade aer ikke længere et ankepunkt. De unges sjuskede sprogbrug har sejret.

Som regel er der mange spørgsmål, der knytter sig til de tilfælde, hvor der er to konkurrerende former. Så længe aet udtales på én måde af en del af befolkningen og på en anden måde af andre, vil svartelefonen typisk få mange henvendelser fra borgere i tvivl. Når én form har sejret, hører henvendelserne op, forklarer Pia Jarvad, som understreger, at langt flere henvender sig for at opklare tvivl end for at brokke sig.

I vore dage er der mange, som henvender sig på grund af deres bekymring over, at engelske låneord fortrænger de gode gamle danske. Men det indebærer dog ifølge Pia Jarvad ikke, at det danske sprog kommer til at forsvinde lige med det vuns, som det hedder med en ældre fordanskning af det engelske at once.

Andre moderne klassikere er de borgere, som mener, at der sjuskes mere med retskrivningen som følge af chat- og sms-sprog, og at unge har en dårligere og mere utydelig udtale end tidligere generationer. Hertil anfører Pia Jarvad, at de ældres svigtende hørelse måske spiller ind, og at når skuespillere som Mads Mikkelsen anklages for at mumle, så man ikke kan forstå ham, hænger det sammen med, at han spiller med i hverdagsdramaer, hvor overtydelig teaterdiktion ville være malplaceret.

Jeg tror, man retter skytset for meget på skuespillernes udtale og for lidt på, hvor godt eller rettere dårligt høreapparater, telefoner, radioer og fjernsyn gengiver lyden. Mange af de nye apparater er måske gode til nogen ting, men gengiver ikke lyden optimalt, siger Pia Jarvad, som tilføjer, at hvad angår unges brug af chat og sms tyder forskningen snarere på, at denne styrker deres skriftlige formåen.

Det står altså ikke så skidt til med de unge, og det normale har vide rammer, lyder budskaberne fra den 67-årige seniorforsker, som er så glad for sit arbejde, at hun ingen planer har om at gå på pension fra det.

Jeg fortsætter endnu, men der er selvfølgelig en deadline ved 70 år, siger hun på godt, moderne dansk.